Rettelse: Børsen skrev i en tidligere version af denne artikel, at Flemming Besenbacher ville gå af som formand senest i 2023, som resultat af de nye ændringer. Det ville han dog have gjort alligevel, da han senest skal forlade formandsposten som 70 årig, og det bliver han i 2022.
Der bliver i dag taget brydergreb i Carlsberg med et princip, der strækker sig mere end 140 år tilbage i tiden.
“Den fremtidige ændring i sammensætningen af bestyrelsen for Carlsberg A/S bunder i god selskabsledelse
Flemming Besenbacher, formand for Carlsbergfondets bestyrelse
Carlsbergfondet meddeler, at der på Carlsbergs generalforsamling i 2023 kun fremsættes to medlemmer af Carlsbergfondets bestyrelse som kandidater til bestyrelsen i Carlsberg.
Det er et historisk opgør med en praksis, som siden 1876 har sendt fem medlemmer af fondens bestyrelse ind i bryggeriets bestyrelse, og samtidig har formandsposten i bryggeriet været reserveret Carlsbergsfondens formand, hvilket siden 2012 har været professor Flemming Besenbacher
Den ene kandidat vil fra 2023 være Carlsbergfondets formand, der tiltænkes rollen som næstformand i bestyrelsen for Carlsberg A/S, mens den anden kandidat vælges blandt og af fondets bestyrelse baseret på relevante kompetencer i relation til bestyrelsen i Carlsberg A/S.
“Den fremtidige ændring i sammensætningen af bestyrelsen for Carlsberg A/S bunder i god selskabsledelse og hensyntagen til den diversitet, det branchekendskab og de globale erhvervsmæssige erfaringer, som bestyrelsen for en moderne og progressiv international virksomhed bør repræsentere. Ændringerne er også i tråd med, hvordan andre danske erhvervsdrivende fonde over de senere år har valgt at ændre deres repræsentation i bestyrelserne for de virksomheder, de kontrollerer,” udtaler professor Flemming Besenbacher, der i dag altså er bestyrelsesformand for Carlsbergfondets bestyrelse og formand for bestyrelsen i Carlsberg A/S.
Reglen kommer til at gælde for Flemming Besenbachers efterfølger i Carlsbergfondet. Fonden har en regel om, at formanden for Carlsbergfondet ikke sidder længere end til vedkommende er fyldt 70 år og Flemming Besenbacher fylder 70 år i oktober 2022.
Flemming Besenbacher har på det seneste været udsat for en del kritik efter at han kaldte en gruppe ansatte på Aarhus Universitet for »redeskidere« og »illoyale«, fordi de stillede kritiske spørgsmål til to kolleger.
Det var en stribe artiler i Berlingske, der udlagde forløbet.
Siden Carlsbergfondets grundlæggelse i 1876 er fondet blevet ledet af en bestyrelse bestående af fem medlemmer, indvalgt af og blandt de danske medlemmer af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Efter børsnoteringen af Carlsberg A/S i 1970 har de fem medlemmer af Carlsbergfondets bestyrelse pr. tradition også været medlemmer af bestyrelsen i Carlsberg A/S.
Det bliver der altså lavet om på fra 2023.
“Efter 2023 vil Carlsbergfondet fortsat være kontrollerende hovedaktionær i Carlsberg A/S i overensstemmelse med fondets fundats. I kraft af fondets repræsentanter i Carlsbergs bestyrelse vil fondet som hidtil sikre, at virksomheden til enhver tid fastholder høj kvalitet, tænker og agerer langsigtet, tiltrækker og opnår en forskelligartet talentmasse samt bidrager til et bedre samfund i henhold til formålet for Carlsberg,” udtaler Flemming Besenbacher.
Allerede i forbindelse med regnskabet i forrige uge var der gang i mindre rokader i bestyrelsen. Her meddelte selskabet, at Henrik Poulsen, den tidligere topchef i Ørsted, træder ind i Carlsbergs bestyrelse og erstatter Novo Nordisks topchef Lars Fruergaard Jørgensen på posten som næstformand.
Med dagens melding kan selskabet se frem til flere ændringer rundt om bestyrelsesbordet de nærmeste år.