ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Historisk klimaaftale udskydes

Aftalen, der skulle endeligt vedtages fredag, er blevet udskudt med et år

Shippingindustrien skal senest i 2050 være CO2-neutral.
Shippingindustrien skal senest i 2050 være CO2-neutral. Arkivfoto: Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix

Den aftale, der skal gøre det mere attraktivt for shippingindustrien at sejle på grønne brændsler frem for fossile, er blevet udskudt.

Fredagen igennem har medlemmer af FN’s skibsfartsorganisation, IMO, forhandlet intenst i London for at finde en løsning på den store udfordring for industriens grønne omstilling, og det er sidst på eftermiddagen endt ud i, at et flertal stemte for at udskyde mødet.

Det var Saudi-Arabien, der foreslog en afstemning om at sparke forhandlingerne til hjørne, hvortil 57 lande stemte for, 49 lande stemte imod, og 21 lande stemte blankt ifølge DR.

I øjeblikket er det billigere at sejle på fossile brændstoffer end grønne, og Net Zero Framework-aftalen, der har været indblandet i heftig debat fra flere sider, er tidligere blevet kaldt historisk og er et led i shippingindustriens ambitioner om, at den globale skibsfart skal være CO2-neutral i senest 2050.

Geopolitiske spændinger og en ny verdensorden har gjort sit indtog. Også i IMO

Anne H. Steffensen, adm. direktør, Danske Rederier

Det mål blev sat af medlemslandene tilbage i 2023, og siden er diskussionerne gået på, hvad industrien helt konkret skal gøre for at nå det.

På et pressemøde efter mødets afslutning bliver generalsekretær for IMO, Arsenio Dominguez, spurgt ind til udfaldet af dagen. Han ser det ikke som et tilbageslag, men indrømmer ifølge DR, at det nuværende politiske klima udgør en udfordring for organisationen.

“Verdens nuværende geopolitiske situation gør det vanskeligt for os at gøre fremskridt inden for visse områder,” lyder det fra Arsenio Dominguez.

Andre faktorer i forhandlingsrummet

Interesseorganisationen Danske Rederier kalder i en meddelelse imidlertid resultatet af fredagens møde for “en stor skuffelse”.

“Det var ikke det, vi kom efter. Vi kom for endelig at lukke en afgørende klimaaftale for den internationale skibsfart. Det har vi i Danmark arbejdet benhårdt for i lang tid,” lyder det fra Anne H. Steffensen, der er adm. direktør i Danske Rederier.

Danmark har bl.a. ad flere omgange peget på en decideret CO2-afgift som den rette vej at gå, men blandt medlemslandene i IMO har det været et fåtal, der har kunnet se en fordel i det.

I stedet er der blevet sneget en bøde ind i en såkaldt brændstofstandard, der består af to dele: 

Hvis man som selskab reducerer sine udledninger i skibes brændstoffer med 4 pct. eller mindre i 2028, får man en bøde på 380 amerikanske dollar pr. ton CO2, der udledes.

17

pct. skal man som selskab reducere sine udledninger i skibenes brændstoffer med i 2028, hvis man vil slippe for at betale bøder

Hvis man til gengæld formår at reducere sine brændstofudledninger med mere end 4 pct., men mindre end 17 pct., lyder bøden kun på 100 amerikanske dollar pr. ton CO2, der udledes.

Og reducerer et selskab sine udledninger i skibenes brændstoffer med mere end 17 pct. i 2028, skal der slet ikke punges ud. I stedet får selskaberne mulighed for at optjene såkaldte klimakreditter.

Anne H. Steffensen påpeger, at der er sket meget i verden siden 2023, hvor de overordnede rammer for strategien blev vedtaget.

“Det betyder desværre, at der har været alle mulige andre agendaer i forhandlingsrummet end klima. Geopolitiske spændinger og en ny verdensorden har gjort sit indtog. Også i IMO,” udtaler hun i meddelelsen.

Den vurdering bakkes op af erhvervsmininster Morten Bødskov (S), som i en meddelelse understreger, at forhandlingerne har været præget af dagsordener, der ikke omhandler søfart, og en vanskelig geopolitisk situation.

"En trist dag for den grønne omstilling. Klimaaftalen for den globale skibsfart er udsat med et år. Der er brug for en global aftale hurtigst muligt. Nu forsætter vi kampen for en ambitiøs grøn omstilling af skibsfarten. Jeg vil gerne takke industrien for den store opbakning," lyder det fra Morten Bødskov.

Stadig håb

De overordnede linjer i aftalen blev knap 100 IMO-lande allerede enige om tilbage i april i år. Men denne uge er de endelige detaljer forhandlet på plads, og det var så meningen, at aftalen skulle være blevet endeligt vedtaget fredag. Men det har man altså ikke kunne formå.

Det har krævet et positivt tilsagn fra mindst to tredjedele af landene, før der kunne gives endeligt grønt lys.

Lande som Saudi-Arabien, Kina, Brasilien og Norge har haft svært ved at se fidusen i at sætte en pris på brændstoffernes udledning, og derfor blev det fra nogle sider også mødt med overraskelse, at man i april lykkedes med at nå til enighed.

Nu forsætter vi kampen for en ambitiøs grøn omstilling af skibsfarten. Jeg vil gerne takke industrien for den store opbakning

Morten Bødskov, erhvervsminister (S)

USA har undervejs været en vokal kritiker af aftalen og har i forhandlingerne opfordret medlemslandene til at droppe aftalen helt. Trump-administrationen udsendte tilbage i foråret et brev, hvori det fremgik, at hvis der blev taget økonomiske værktøjer i brug for at sænke skibenes drivhusgasudledninger, ville USA komme med et modsvar i form af kompensation til amerikanske skibe.

Ifølge Danske Rederier vil en aftale have en positiv effekt på prisforskellen mellem fossile og alternative brændstoffer, som er “essentielle for omstillingen af skibsfarten”.

“Skibsfarten har fortsat hårdt brug for global regulering og dermed sikkerhed for planen for den grønne omstilling. Det er nødvendigt for at understøtte investeringer i nye grønne skibe og de grønne brændstoffer, vi skal sejle på. Desværre var der ikke den politiske vilje i rummet til at gøre arbejdet færdigt i denne uge. Men hvor der er liv, er der håb. Arbejdet for skibsfartens grønne omstilling fortsætter”, lyder det fra Anne H. Steffensen. 


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis