ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Hesalight-stifter idømt syv års fængsel

Opdateret 13.22 - Lars Nørholt, stifter af det konkursramte lysfirma Hesalight, skal i fængsel.

Han er netop blevet kendt skyldig i omfattende svindel af byretten i Roskilde, der har tildelt ham en straf på syv års fængsel.

Desuden konfiskerer retten knap 29 mio. kr. fra Lars Nørholt, der også idømmes en bøde på 15,3 mio. kr. Samtidig er han frakendt rettigheden til at lede et selskab. 

Lars Nørholt blev dømt for bedrageri for 351 mio. kr., dokumentfalsk, mandatsvig for 45 mio. kr., momssvig for 15 mio. kr. og skyldnersvig for 1,8 mio. kr.

Dommen til Hesalights tidligere adm. direktør og hovedejer matcher den dom, som IT Factory-direktør Stein Bagger i 2009 modtog. De to domme er de hårdeste i nyere tid i sager om økonomisk kriminalitet.

"Kriminaliteten har været planlagt og systematisk. Den har endvidere været præget af en betydelig ligegyldighed over for andres aktiver og er til dels foretaget i forening med andre," forklarede retsformand Anders Herping Nielsen i sin afgørelse.

Han nævnte det som en formidlende omstændighed, at Nørholt ikke tidligere er straffet, og at han nu fratages rettigheden til at deltage i ledelsen af et selskab. 

Lars Nørholt modtog dommen med et dybt suk. Efterfølgende havde han ingen kommentarer til pressen.

Retten har desuden afgjort, at der skal konfiskeres yderligere 16 mio. kr. hos en person med tilknytning til sagen, der er omfattet af navneforbud. Endnu 14,3 mio. kr. konfiskeres hos det spanske selskab, Nordic Development Investment SL, som Lars Nørholt har brugt til at opkøbe ejendomme på Mallorca.

Lignede et erhvervseventyr

Dagens afgørelse er kulminationen på en lang nedtur for Lars Nørholt, der stiftede Hesalight i 2009.

Længe så det ellers ud, som om selskabet virkelig havde knækket koden til at sælge LED-belysning verden over. Millionerne væltede ind, mens Hesalight bl.a. blev fremhævet af daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt.

"Vi sprænger stort set alle naturlove," udtalte Lars Nørholt selv i et interview.

Successen fik i 2014 og 2015 en investorkreds bestående af bl.a. pensionskasserne Pensam og Pensiondanmark til at give selskabet et lån på ca. 600 mio. kr., så væksten kunne accelereres yderligere.

Men i foråret 2016 afslørede Børsen, at Hesalight langt fra var den succeshistorie, selskabet udgav sig for.

En stribe store selskaber, bl.a. Novo Nordisk og Arla, som Hesalight havde kaldt nøglekunder, afviste at have handlet med LED-selskabet. Lars Nørholt blev taget i cv-fusk. Og Erhvervsstyrelsen dumpede selskabets regnskaber.

I november 2016 gik Hesalight konkurs, og Bagmandspolitiet gik ind i sagen.

”En kæmpe kulisse”

Siden blev Lars Nørholt anklaget af Bagmandspolitiet for at have lokket det store lån ud af investorerne bl.a. ved hjælp af en forfalsket kontrakt på 365 mio. kr. med Starbucks, som var regnet ind i de flotte regnskaber.

Han blev derfor tiltalt for bedrageri og dokumentfalsk.

”Han har haft en kæmpe kulisse kørende, som har været så velkomponeret, at selv en tidligere statsminister har fremhævet Hesalight. Lars Nørholt har planlagt og udført et bedrageri, som var veltilrettelagt. Tabet for investorerne er efter danske forhold af historiske dimensioner,” sagde anklager Jørn Thostrup på den sidste dag i straffesagen mod Lars Nørholt i december 2018.

Købte huse på Mallorca

En stor del af pengene – i alt 61 mio. kr. – mener anklagerne, at Nørholt har brugt på bl.a. luksushuse på Mallorca til sig selv og familien.

I løbet af retssagen har Nørholt erkendt at have brugt pengene, men han mener at have haft krav på dem. For at bevise sin uskyld har han henvist til en direktørkontrakt fra 2012, som gav ham ret til en stor bonus.

Anklagerne fra Bagmandspolitiet mener dog, kontrakten er forfalsket kort før Hesalights konkurs i november 2016 for at give Nørholt et alibi for det store privatforbrug fra Hesalights kasse.

Derfor blev han tiltalt for mandatsvig.

Desuden har Bagmandspolitiet altså tiltalt ham for skyldnersvig for 1,8 mio. kr. og momssvig for ca. 17 mio. kr.

Lars Nørholt har sagen igennem nægtet sig skyldig.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis