ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Her er analytikernes dom over Novo efter amerikansk diabeteskonference

Novo Nordisk var i weekenden i USA og diske op med talrige præsentationer af resultater fra nye studier med selskabets diabetesmidler, og analytikerne rejste hjem lidt mere positive, men stadig med betænkeligheder.

De forsøg Novo Nordisk præsenterede resultater fra havde navne som Leader, Switch, Devote og Pioneer, hvor selskabet har testet sine lægemidler på tusindvis af diabetikere, for at sikre, at diabeteskoncernen kan fortælle myndigheder, patienter, læger og især indkøberne, at et diabetesmiddel fra Danmark kan noget ekstra.

Uden det lille ekstra får Novo Nordisk ikke tilstrækkelige argumenter med til forhandlingsbordet hos indkøberne, og det kan ramme priserne i USA.

"Insulinpriser er fortsat et kernefokus i diabetesmarkedet, og det var også tilfældet på ADA (Diabeteskonferencen i USA, red.), men det ser ud til at debatten er mere balanceret, end den har været tidligere," skriver Michael Novod, medicinalanalytiker i Nordea Markets i en kommentar.

Stabilt blodsukker mindsker hjerterisiko

Novo Nordisk gjorde en sag ud af at fortælle, at den nye insulin Tresiba reducerer risikoen for tilfælde med lavt blodsukker, hvilket kan være farligt og i mange tilfælde føre til hospitalsindlæggelser.

Samtidig forsøgte selskabet at knytte en forbindelse mellem reduktionen i tilfælde med lavt blodsukker og en reduktion i risikoen for hjertekartilfælde.

"Efter vores mening skal data ses som et ”slam dunk” for Devote-studiet, og etablere en differentiering, der giver en fordel til Tresiba over for Lantus,” skriver Michael Novod i en kommentar.

Lantus er et konkurrerende insulinprodukt fra Sanofi.

Bedre indlægsseddel på vej, ikke bedre pris

Forsøgsdata kan give Novo Nordisk en bedre indlægsseddel i USA fra begyndelsen af næste år, men spørgsmålet er, om det også kan resultere i en bedre pris i USA.

"Vi mener, at betalerne vil være tilbageholdende med at anerkende og afspejle Tresibas fordele i sundhedsdækningen på grund af den manglende statistiske signifikans på målet for hjertekarfordele og den beskedne absolutte fordel på farlige hypoglykæmier," skriver Jo Walton, medicinalanalytiker i schweiziske Credit Suisse i en kommentar.

Hun peger på, at det kræver, at 40 patienter behandles med Tresiba i stedet for insulinen Lantus fra Sanofi for at stoppe et tilfælde med farligt lavt blodsukker (hypoglykæmi, red.).

Forvent faldende priser

Novo Nordisk har påvist nogle fordele med Tresiba i forhold til Lantus, men ifølge den amerikanske investeringsbank J.P. Morgan skal Novo Nordisk ikke forvente, at det fører til højere priser, men Tresiba vil være nødt til at ændre pris i balance med de andre langtidsvirkende insuliner i markedet.

"Det skyldes, at besparelsen fra reduktionen i hypoglykæmier er relativt begrænset," skriver J. P. Morgan i en analyse.

Novo Nordisk viste en analyse under konferencen i San Diego, USA, at sundhedsordningerne sparer 281 dollar pr. patient pr. år (0,8 dollar pr. dag) ved at flytte patienter fra Lantus til Tresiba, hvis de to insuliner havde samme pris.

I dag er prisen for at behandle med Tresiba i stedet for Lantus omtrent 9 pct. højere end for Lantus, målt på listepris, så betalerne har en højere omkostning ved at behandle med Tresiba, selv om besparelsen ved færre hypoglykæmier indregnes.

"Det bekræfter over for os, at priserne i USA på Lantus og andre basale insuliner vil falde over de kommende år, og Novo vil sandsynligvis skulle matche prisreduktionen, da der kun er beskeden omkostningsbesparelse fra den bedre hypoglykæmi-profil i Tresiba,” skriver J.P. Morgan.

Insulinkamp fortsætter

På konferencen viste både Novo Nordisk og Sanofi såkaldte ”real world data”, der viser virkningen af selskabernes mediciner i den virkelige verden, snarere end under de kliniske forsøgsrammer, som myndighederne baserer deres godkendelser på.

Ikke overraskende viste både Novo Nordisk og Sanofi, at når man skifter fra en anden insulin til selskabernes respektive insuliner, så opnår patienterne bedre kontrol og mindre risiko for hypoglykæmi. Dermed fortsætter krigen på insulinmarkedet mellem de to giganter.

Den schweiziske bank UBS konkluderer, at konferencen var positiv for Novo Nordisk.

"Dette års American Diabetes Association (ADA) demonstrerede Novos differentiering på tværs af produktporteføljen (Victoza, Semaglutide, Tresiba og Xultophy) der vil føre til volumenvækst og vinde markedsandele, som vil opveje modvinden i de amerikanske insulinpriser," skriver Michael Leuchten, i en analyse.

Selv om priser fortsat er i fokus og fyldte en del på konferencen i USA, så er hjertekarfordele, og i det hele taget andre fordele end ren blodsukkerkontrol et hedt emne blandt selskaberne og behandlerne.

Hjertelæge jubler

Konferencen havde blandt andet besøg af kardiologen Steve Nissen fra Cleveland Clinic, og han fremhævede ifølge storbanken Citi, at de hjertekarfordele man oplever med Victoza fra Novo Nordisk og Jardiance fra Eli Lilly/Boehringer Ingelheim kan sammenlignes med de bedste hjertekarterapier, der er til rådighed i markedet i øjeblikket.

I næste uge skal et rådgivningspanel under de amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) diskutere hjertekarfordelene ved Victoza, og Novo Nordisk håber, at det senere i år kan føre til en forbedret indlægsseddel i USA og dermed en mulighed for at genvinde terræn mod konkurrenten Trulicity fra Eli Lilly.

Novos næste vækstmotor

Endelig var der fokus på Novo Nordisks potentielle storsællert Semaglutide, der afventer godkendelse i USA. Det er efterfølgeren til Victoza, og har vist sig bedre end forgængeren på alle punkter. Novo Nordisk undersøger derfor lægemidlet i diabetes, både som injektion og tablet, i fedme og desuden i fedtleversygdommen NASH.

I sensommeren 2017 viste lægemidlet en reduktion i risikoen for hjertekartilfælde på 26 pct., det bedste, der er set med et diabetesmiddel, men der blev samtidigt rejst bekymring om risikoen for at udvikle diabetisk øjensygdom. Det blev selvfølgelig fokus under konferencen i USA.

"Data præsenteret på ADA viser, at retinopatien (diabetisk øjensygdom, red.) er relateret til den meget signifikante reduktion af blodsukkerniveauet, der leveres med Semaglutide og derfor ikke relateret til molekylet," påpeger Michael Leuchten i en kommentar.

Novo Nordisk forklarede på konferencen, at det kun var en lille gruppe af patienter, at den øgede risiko for diabetisk øjensygdom blev set, og kun i patienter, som tidligere havde været besværet af øjensygdommen,. Og derfor mener selskabet, at lægemidlet er godt på vej mod en godkendelse, hvor risikoen for øjensygdommen kan blive fremhævet på indlægssedlen.

Tablet på vej

Semaglutide ventes at blive Novo Nordisk helt store vækstmaskine i de næste 10-15 år, da lægemidlet retter sig mod en række nye markeder, som Novo Nordisk ikke har adgang til i dag, herunder hele tabletdelen af diabetesmarkedet, som udgør 75 pct. af de samlede diabetespatienter.

"Mad er det eneste som væsentlig påvirker optaget af oral semaglutide," påpeger J.P. Morgan-analytikeren Richard Vosser i en kommentar.

Spiser man lige efter at have taget tabletten ryger effekten, og Novo instruerer derfor patienterne til at tage tabletten om morgen på tom mave og 30 minutter inden et måltid.

Ifølge Nordea Markets, er det Novo Nordisk forventning, at GLP1-markedet i stigende omfang vil skifte over mod de indsprøjtninger, der skal tages en gang ugentlig, så som Trulicity fra Eli Lilly og Semaglutide fra Novo Nordisk, og dertil GLP1 på tablet, som skal tages dagligt, når Semaglutide i tabletform når markedet, hvilket potentielt kan ske i 2020.

Kursmål intakte

Selv om der er for nogle aktieanalytiker er lettelse og en mere positiv opfattelse af Novo Nordisks vækstmuligheder, så er der meget få bevægelser på kursmålene i kølvandet af den amerikanske diabeteskonference. 

I gennemsnit har analytikerne et kursmål for Novo Nordisk på godt 280, eller lidt under det nuværende kursniveau i 289.

Ud af 37 aktieanalytikere, der dækker Novo Nordisk har 14 en købsanbefaling, 15 en holdanbefaling og otte en salgsanbefaling. 

Danske Bank siger køb med et kursmål på 340, og det overgås kun af UBS, der har en købsanbefaling og et kursmål på 350. UBS hæfter sig ved, at banken egentlig har salg- og indtjeningsestimater på linje med resten af bankerne, der følger Novo, men den mener, at de fleste på grund af usikkerheden i insulinmarkedet tilskriver en stor rabat til den ventede vækst.

"Vores værdiansættelse forudsætter, at Novos insulinforretning er fanget i prisdynamikken i 2017, men efter en genstart vender tilbage til normal dynamik med nogle fordele fra produktdifferentiering i USA," skriver Michael Leuchten, aktieanalytiker i UBS, der vurderer, at fremdrift i GLP1 kan opveje modvinden i insulinforretningen og blødersalget.

Nordea Markets er også positiv med en købsanbefaling og et kursmål på 320 for Novo Nordisk. 

Både den amerikanske storbank Citi og schweiziske Credit Suisse holder sig neutralt og har kursmål for Novo Nordisk på henholdsvis 250 og 310.

Britiske Barclays påpegede i en kommentar tirsdag, at konferencen var svagt positiv for Novo Nordisk, men fastholder anbefalingen undervægt med kursmålet 210. Amerikanske J.P. Morgan fastholder også anbefalingen undervægt med et kursmål på 215.




Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis