ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Ørsteds formand om Henrik Poulsen: “Jeg vil gerne udtrykke vores store tak for og anerkendelse af de markante resultater, han har stået i spidsen for”

Henrik Poulsen overraskede i juni sidste år, da han annoncerede sin beslutning om at stoppe som topchef for Ørsted. Mandag blev han officielt valgt ind i selskabets bestyrelse

Den tidligere Ørsted-topchef Henrik Poulsen er mandag officielt blevet en del af energikoncernens bestyrelse. Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Den tidligere Ørsted-topchef Henrik Poulsen er mandag officielt blevet en del af energikoncernens bestyrelse. Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Henrik Poulsen er officielt blevet en del af Ørsteds bestyrelse, efter at han mandag er blevet valgt ind under den danske energikoncerns ordinære generalforsamling, der afholdes virtuelt.

Her benyttede bestyrelsesformand Thomas Thune Andersen også lejligheden til at takke den afgåede topchef for sin indsats gennem den seneste årrække hos Ørsted.

“Henrik har stået i spidsen for en gennemgribende og meget succesfuld transformation af Ørsted over de seneste otte år, og på vegne af bestyrelsen vil jeg gerne udtrykke vores store tak for og anerkendelse af de markante resultater, han har stået i spidsen for at skabe sammen med resten af Ørsted-teamet. Vi er glade for, at han har accepteret vores nominering til Ørsteds bestyrelse,” siger han på generalforsamlingen.

Henrik har stået i spidsen for en gennemgribende og meget succesfuld transformation

Thomas Thune Andersen.

Otte år på posten

I midten af juni sidste år kom et frem, at Henrik Poulsen efter otte år som topchef hos Ørsted havde besluttet sig for at sige farvel til stillingen som adm. direktør hos den danske energikoncern.

Han sad dermed i direktørstolen under den transformation, der forvandlede olie- og gasselskabet Dong til Ørsted, som i dag har slået sit navn fast som den førende udvikler af havvindprojekter globalt.

Henrik Poulsen blev siddende som topchef frem til årsskiftet, hvor Mads Nipper, der tidligere var adm. direktør hos Grundfos, overtog stafetten.

“Jeg vil gerne byde et stort velkommen til Ørsteds nye adm. direktør, Mads Nipper. Med udgangspunkt i en klar vision om bæredygtighed har Mads i løbet af de seneste seks år stået i spidsen for en meget vellykket omstilling af Grundfos,” siger Thomas Thune Andersen.

“Med Mads' store fokus på bæredygtighed og den grønne dagsorden, stærke personlige lederskab, stor ledelseserfaring og fremragende resultater fra førende globale virksomheder, er bestyrelsen overbevist om, at han er den rette person til at lede Ørsted i den næste fase af vores fælles rejse,” lyder det også.

Dansk Aktionærforening starter også et indlæg med at sende et stort tak til den netop afgående direktør, Henrik Poulsen.

“For at have stået i spidsen for en omfattende omstilling til grøn energi, førend man troede, at det kunne være muligt, samtidig med at man har tjent penge. Og det er et stort velkommen til den nye adm. direktør, Mads Nipper, som vi glæder os til at følge i fremtiden. Vi er glade for, at det igen blev en dansk adm. direktør,” lyder det fra Dansk Aktionærforening på generalforsamlingen.

Udover Henrik Poulsen blev Julia King, baronesse Brown af Cambridge, også valgt ind i bestyrelsen mandag. Derudover består den generalforsamlingsvalgte bestyrelse fortsat af Lynda Armstrong, Jørgen Kildahl, Peter Korsholm, Dieter Wemmer samt næstformand Lene Skole og formand Thomas Thune Andersen.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis