Act.Global har ifølge adm. direktør og stifter Carsten Jensen rejst i omegnen af 200 mio. kr., og en del af pengene kommer fra skatteborgerne. Act.Global skriver på sin hjemmeside, at den statsejede fond, der hedder Den Grønne Investeringsfond, har lånt selskabet penge.
Oplysningerne bliver bekræftet af Michael Zöllner, der er direktør i Danmarks Grønne Investeringsfond. \u0009
"Men da kundeforhold er omfattet af fortrolighed, kan jeg ikke kommentere den specifikke finansiering. Act.Global er interessant, fordi deres produkter kan erstatte konventionelle rengøringsprodukter med en mere miljøvenlig og skånsom løsning," lyder det i et skriftligt svar fra Michael Zöllner, der ikke ønsker at svare på, hvor mange penge fonden har udlånt til Act.Global.
Følger udvikling
Direktøren har heller ikke svaret på, hvad han tænker om, at Act.Global i det nyligt offentliggjorte regnskab lander et underskud på 121 mio. kr., selvom Carsten Jensen i oktober fortalte til Børsen, at selskabet ville komme ud med et overskud i regnskabet for 2018-19.
Michael Zöllner skriver dog:
"Generelt kan jeg oplyse, at vi som langsigtet långiver løbende er i dialog med de virksomheder, vi medfinansierer, og at vi i den sammenhæng følger op på både den kommercielle og finansielle udvikling."
Den Grønne Investeringsfond er en selvstændig fond med penge fra staten.
Formålet med fonden er at yde finansiering til virksomheder, der støtter den grønne omstilling.
Fonden var på Finansloven i 2020, hvor den fik 6 mia. kr.
moel@borsen.dk
stvr@boren.dk