ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Han sagde op hos Mærsk – og blev straks sendt på et års ferie der først er slut nu

Nu kan den bortløbne

driftsdirektør Søren Toft endelig fortælle om sit job hos konkurrenten MSC og de overvejelser, der førte ham til Schweiz efter 25 års tjeneste på Esplanaden

Søren Toft sagde farvel til Mærsk efter 25 år i rederiet og arbejder nu for konkurrenten MSC. PR-foto.
Søren Toft sagde farvel til Mærsk efter 25 år i rederiet og arbejder nu for konkurrenten MSC. PR-foto.

Søren Toft sagde op en mandag morgen i november sidste år.

Han meddelte sin chef, topchef Søren Skou, at han efter 25 års arbejde i Mærsk havde taget imod et tilbud om at blive topchef for branchens næststørste konkurrent, schweiziske Mediterranean Shipping Company, kendt for sine gule containere med det sorte logo MSC. Med sin rolle som driftsdirektør og medlem af Mærsks øverste ledelse, executive board, vidste han også godt, at det nu var op til Søren Skou som adm. direktør at afgøre, om han skulle forlade jobbet øjeblikkeligt.

MSC er Mærsks største konkurrent, og på det niveau har topledere ofte skrappe konkurrenceklausuler, der skal hindre, at nøgleansatte kan vandre direkte over til rivaler med aktuel, konkurrencefølsom viden.

“Det siger sig selv, at det fyldte meget for mig personligt at skulle sige op efter 25 år hos Mærsk. Og eftersom jeg gik til en konkurrent, så vidste jeg jo godt, at min ansættelse nok ville stoppe omgående. Det er en del af gamet, og det blev alt sammen håndteret meget professionelt,” siger Søren Toft.

Nyheden om, at Toft med Mærsks lakoniske formulering skulle “forfølge en mulighed uden for firmaet og vil stoppe med virkning fra i dag”, skabte samme eftermiddag furore i dansk erhvervspresse og i shippingverdenen.

Der er få historiske eksempler på, at folk på skibsrederniveau i Mærsk siger op selv.

Veteranen Tofts afgang var på enhver måde en overraskelse, og der gik en uge inden gisningerne om, at den ellers så Mærsk-blå driftsdirektør nok skulle til MSC, blev bekræftet.

Siden har der været stille om Søren Toft. Han har været loyal mod sin konkurrenceklausul og den ét år lange opsigelsesvarsel med pligt til at sidde helt stille med armene tæt ind til kroppen. Ikke arbejde, ikke udtale sig.

Først nu, hvor han netop er tiltrådt i sin nye stilling med base i Geneve, Schweiz, ønsker han at dele nogle af sine overvejelser og udtale sig om sit nye firma og den nye rolle, han skal fylde.

Store sværdslag

Vi skruer tiden tilbage til juni 2015. Verdens to største containerrederier, Mærsk og MSC, indgår her en ti år lang aftale om at danne en såkaldt alliance ved navn 2M.

Alliancer er et kendt fænomen i shipping, ligesom man også kender det fra eksempelvis luftfart, hvor ellers konkurrerende flyselskaber samarbejder i et vist omfang. I shipping kaldes det ofte for VSA – vessel sharing agreements. Det er en aftale, hvor man så at sige smider sine fartøjer ind i en fælles pulje og deles om at fragte de containertransporter, man nu har solgt til kunderne.

Man er altså stadig konkurrenter, men man kan tilbyde kunderne et bedre produkt, man sparer penge og udnytter pladsen bedre, hvis man i stedet for at sejle med to halvtomme skibe kan fylde et skib helt op med begge rederiers fragt.

2M blev sektorens absolut største spiller med anslået en tredjedel af hele containermarkedet. Men det var også to kæmpestore og selvbevidste firmaer, der pludselig skulle samarbejde.

Det var Søren Tofts ansvar på Mærsk-siden at få ligningen til at gå op. Og det var ikke nemt, husker han.

“Vi havde mange vanskelige diskussioner. Det er jo et stort samarbejde om milliarder af dollar med mange debatemner – om hvilket produkt, vi skal tilbyde kunderne, om driften af skibene, om udnyttelsen af hinandens havneterminaler. Jeg gjorde selvklart mit yderste for at gøre det bedste for Mærsk, og starten var da kendetegnet af store sværdslag,” smiler han i dag.

De har oplevet mig i aktion og må have set et godt match

Søren Toft, ny topchef i MSC – om ejerfamiliens oplevelser med ham i Mærsk-tiden

Et godt match

Det var her, han for alvor stiftede bekendtskab med både første og anden generation i den italienske Aponte-familie, der har skabt MSC:

Diego Aponte, søn af den 80-årige MSC-stifter Gianluigi Aponte, var dengang MSC's topchef, og både han og Toft var fast besluttet på, at 2M-samarbejdet skulle lykkes trods startvanskeligheder.

“Gradvist fik vi skabt et ægte partnerskab og en evne til at skabe win-win-situationer. Det er uhyre vigtigt at forstå, at der skal skabes løsninger, der gavner begge parter og gør den samlede kage større.”

“Men jeg tænkte aldrig i den fase, at de en dag ville spørge, om jeg kunne tænke mig at blive topchef for MSC. Noget af forklaringen på, at det er endt sådan, er muligvis, at de under samarbejdet om 2M har kunnet se, hvordan jeg arbejder – at jeg er 100 pct. til stede for den virksomhed, jeg arbejder for, aldrig mindre. De har oplevet mig i aktion og må have set et godt match,” forklarer han.

Man identificerer sig rigtig meget med Mærsk, så derfor var det da vanskeligt at sige farvel

Søren Toft – om sine egne overvejelser ved at forlade Mærsk efter 25 år

Aponte-familiens kontakt til Søren Toft ramte et tidspunkt, hvor han gik med sine egne overvejelser om fremtiden. Toft var efter knap 25 år med Mærsk begyndt at tænke på mulige nye udfordringer. Hans karrierevej var gået direkte fra Brønderslev Gymnasium til Esplanaden, og han har til dato aldrig haft andre arbejdsgivere.

“Mærsk er en fantastisk virksomhed, der har givet mig fantastiske muligheder og lært mig uhyre meget. Det er jeg taknemmelig for, men jeg følte mig også klar til at prøve noget nyt – til at udvikle mig selv yderligere som menneske og leder.”

For ham var en henvendelse fra en transport- og logistikkæmpe som MSC derfor en oplagt mulighed. Han betragter samtalerne med Aponte-familien som noget, der tilhører det personlige og fortrolige rum:

“Men det, jeg trods alt godt kan dele, er, at det handlede meget om firmaets kultur, ejerfamiliens værdier og den fremtidige rejse og vision – alt det, der er vigtigt, når man bliver adm. direktør for en virksomhed, der hidtil har været ejerledet.”

Privat og diskret

MSC er ikke nær så kendt i Danmark som Mærsk. Men virksomhederne har en del lighedspunkter: Det handler om shipping, logistik og havneterminaler, skabt af en stærk og karismatisk stifterfamilie i flere generationer. Hos Mærsk var det skibsrederne A.P. Møller og sønnen Mærsk Mc-Kinney Møller. Hos MSC er det Gianluigi Aponte og sønnen Diego Aponte.

Ligesom Mærsk har MSC også et stærkt værdisæt, og blandt de 75.000 medarbejdere vil man finde mange, der vil give udtryk for, at deres arbejde er mere end bare et job – og at både firma og ejerfamilie betyder noget særligt for dem.

MSC er vokset ekstremt hurtigt – den gamle skibskaptajn og stifter, der ofte blot kaldes Mr. Aponte, gik først i gang med at opbygge sit kæmpeimperium i 1970. Modsat Mærsk, der i dag er ren container og logistik, har MSC også en stor krydstogtforretning, hvis skibe jævnligt kunne ses ved Langelinie, før corona droslede den aktivitet ned. Den del kommer Toft ikke til at arbejde med – hans fokus bliver de divisioner, der beskæftiger sig med fragt, men det er også den altdominerende del af forretningen.

Og så er MSC rent privat- og familiejet modsat det børsnoterede og fondskontrollerede Mærsk. Derfor er langt de fleste finansielle nøgletal om verdens næststørste containerrederi aldeles hemmelige. Sådan vil det formentlig være en tid endnu.

Skal lytte og lære

Søren Toft er forsigtig med at komme med udsagn om sin nye arbejdsplads. Han understreger flere gange, at han først vil lære MSC at kende i dybden, lytte til familien, kunderne og medarbejderne og kulturen. Det afsæt, tror han, er bedst, hvis han skal lykkes med at fortsætte MSC's vækstrejse.

“Jeg vil gå til opgaven med ydmyghed. Jeg skal lytte og lære og ikke være for farvet af, at jeg kommer fra samme branche. Men hvis jeg skal sige noget om, hvad der kendetegner MSC, så er det nok et af de mest succesfulde og hurtigtvoksende selskaber i de seneste to eller tre årtier. En stærk kultur med stor beslutningskraft og en evne til at gøre og forklare tingene på en enkel måde. Og så er MSC kun vokset organisk i hele sin historie. Firmaet har aldrig opkøbt andre virksomheder,” forklarer Søren Toft.

En stærk kultur med stor beslutningskraft og en evne til at gøre og forklare tingene på en enkel måde

Søren Toft – om storrederiet MSC, hvor han nu er topchef

Hvorfor blev han valgt som den første eksterne topchef i familiefirmaets historie?

“De overvejelser har Aponte-familien jo ikke pligt til at fortælle om – hverken til mig eller til andre. Men det er vel en form for “rettidig omhu-beslutning”. Stifteren er en voksen herre. Firmaet er blevet enormt. Ejerne tænker langsigtet og ønsker, at firmaet skal være her i mange generationer. De har ønsket en topchef udefra, der kan se, hvordan man kan udvikle og vokse virksomheden yderligere. Og de har ønsket en afbalanceret leder, der passer til kulturen. Jeg ved med mig selv, at det her er mennesker, som jeg virkelig bryder mig om og kan se mig samarbejde med i lang tid fremover,” siger Søren Toft.

Pendling – nej tak

Topledere i Mærsk er kendt for en livsstil med ekstremt mange timer på jobbet. Hvordan har det været for en arbejdsom sjæl pludselig at blive sendt hjem på såkaldt “garden leave” – engelsk for hjemsendelse til passiv venteposition – i et helt år?

Ovenikøbet midt under et særpræget og mærkeligt coronaår, hvor det må have kriblet i fingrene hos en ægte driftsmand for at få fingrene ned i noget drift?

“Jamen, i hele mit arbejdsliv har jeg vel aldrig haft mere end tre ugers sammenhængende ferie. Og arbejdet ligger jo altid i baghovedet. Så det at få noget tid til familien og mig selv har faktisk været noget, der stod på min ønskeliste. Det har været et kæmpe privilegium at have fri i et år, vel vidende, at jeg vidste, hvad jeg skulle bagefter. For jeg er absolut ikke typen, der kan ligge på en luftmadras konstant,” siger Søren Toft.

Han har kunnet være en nærværende far for sine to teenagere på 14 og 17 – mere end nogensinde. Familien har i august gennemført en nøje timet og planlagt flytning til Geneve, der passede med starten på børnenes nye skole. Selv om det bliver mere og mere almindeligt med superpendlende topchefer, der bor i et andet land end firmahovedsædet, så har det at blive boende i Danmark ikke været en mulighed, Toft-familien har overvejet.

“Det er ikke kun nemt og en dans på roser at flytte en familie. Min familie er utroligt vigtig for mig, hvis jeg skal præstere på jobbet. Hvis jeg skal være en dygtig topchef, en bedre leder og en bedre far, så kan det ikke nytte noget at ligge og pendle til Schweiz hver uge. Det er ikke et meningsfuldt liv i min bog. Og man kommer ikke til at forstå kulturen i en virksomhed, hvis man ikke også selv har hjemme i det miljø, hvor virksomheden hører til. Jeg kan bedst lide at sove i min egen seng og har altid prioriteret at komme hjem, også selvom det blev sent.”

Hvordan har en ny, formentlig krævende arbejdsgiver og ejerfamilie haft det med det lange opsigelsesvarsel?

“Det har de bakket fuldt og helt op om. Vi vidste jo ikke, hvordan Mærsk ville håndhæve min konkurrenceklausul, men uagtet hvad, så var jeg ikke startet på det nye job med det samme. Det er godt at have en vis omstillingstid, især efter 25 år i samme virksomhed.”

Noget af tiden er gået med rejser, selvudvikling – og noget så praktisk som franskundervisning. Søren Toft taler engelsk og tysk flydende – tysk, fordi han på et tidspunkt var chef for Mærsk i Tyskland og synes, at man bør gøre en indsats for at mestre sproget, hvor man arbejder. Det franske er blevet bedre, siger han – men der er et godt stykke vej endnu, og firmasproget i MSC er engelsk.

“Men den største udfordring ved at starte i en ny virksomhed bliver da at vænne sig til, at jeg ikke lige kan trykke folk i hånden og lære dem at kende på den måde, vi normalt gjorde før corona. Det er imod min natur at holde afstand. Jeg er ekstrovert af natur og går gerne rundt for at fornemme, hvordan stemningen er. Det er blevet sværere – i hvert fald i nogen tid endnu – at være den nærværende leder, jeg gerne vil.”

Rejsedrøm på pause

Den unge nordjyske student blev draget til Mærsk, ikke så meget på grund af en passion for shipping som af en drøm om at komme ud i verden.

Men også rejseaktiviteten, der ellers ofte er heftig i global shipping, venter han bliver dæmpet.

“Det er nok i virkeligheden en fordel. Corona har gjort det alment accepteret, at vi mødes virtuelt. Så fordelen er faktisk, at jeg vil kunne møde hele organisationen på ret kort tid, uden at jeg skal rejse rundt 12 måneder i træk og befinde mig på et fly konstant – sådan som det ville have været tidligere. Jeg tror, at mange higer lidt efter at komme tilbage til noget, der ligner “den gamle normal”, og det er helt sikkert stadig vigtigt at mødes fysisk, når vi kan. Socialt vil det stadig være vigtigt for mennesker, er jeg overbevist om. Men vil jeg stå op klokken fem for at tage et fly til et enkelt møde og vende tilbage samme aften? Måske ikke – det laver mange erhvervsledere nok om på.”

Kommer Søren Toft til at savne Mærsk eller vil han for altid være en glad bortløben på vej mod nye eventyr?

“Jeg er meget glad for og meget afklaret med min beslutning. Men jeg har da sat stor pris på mine år i Mærsk. Jeg vil altid se tilbage på min tid der med glæde og taknemmelighed. Jeg har fået masser af muligheder, også på tidspunkter, hvor jeg måske ikke helt var klar, men hvor firmaet tænkte i talentudvikling og sagde: Vi tror, du kan! Jeg har haft mange dygtige chefer og har stadig god kontakt med mange tidligere læremestre, der i dag også er ekser ligesom jeg. Man identificerer sig rigtig meget med Mærsk, så derfor var det da vanskeligt at sige farvel.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis