ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Han går på børsen i morgen: Aktiekursen betyder jo ingenting for os

Selvom Odico i morgen noteres som den første danske robotvirksomhed på Nasdaq First North, nyder direktør Anders Bundsgaard søndagen på stranden med familien.

Han lyder ganske afslappet over mobiltelefonen, og humøret er højt.

Læs også: Flymekanikeren gik over i beton
”De har normalt ingen klokke at ringe med på First North, men det har de fået til i morgen," siger Anders Bundsgaard, der blot vil afsløre, at der er en robot involveret i at sende virksomhedens aktier i fri handel.

"Mange ser det som målstregen. Men det er det kun for de rådgivere, der har hjulpet os hertil. For os er det startsnoren," siger Anders Bundsgaard.

3D på byggepladserne

Odicos vision er at forandre byggebranchen ved at indføre robotteknologi på byggepladserne. Det kan spare enorme ressourcer at lade en robot bruge 3D-tegninger til lynhurtigt at skære støbeforme, som i dag kræver langsommeligt tømrerarbejde.

Samtidig giver det nye muligheder for arkitekterne, som rent faktisk kan få realiseret de organiske former i arkitekturen, der tit har været svære at gøre til virkelighed.

"Det er da en stor dag for Odico. Det er vel lige så stort som den 17. april 2012, hvor vi grundlagde virksomheden hjemme ved mit køkkenbord. Men det afgørende er, at vi om to år har indfriet den tillid, som de mere end 3600 nye aktionærer har vist os," siger Anders Bundsgaard.

Pengene kom i fredags

Til gengæld er han særdeles afslappet omkring, hvordan aktiekursen udvikler sig den første halve time efter markedsåbningen. Det er ellers et tidsrum, der traditionelt tiltrækker stor opmærksomhed.

"Man skal passe på, hvad man siger. Men det betyder jo ingenting for os. Vi har rejst den kapital, som vi gerne ville have rejst, og pengene stod på vores konto i fredags. Den dag var en god dag. Mandag morgen er en gimmick,” siger Anders Bundsgaard.

Odico-aktien blev på forhånd overtegnet fire gange, og selskabet opnår et bruttoprovenu på 30 mio. kr. Markedsværdien er dermed på 118 mio. kr.

"Det vigtige for mig er, hvordan kursen er om to år. Jeg vil ikke påstå, at jeg ikke vil tjekke kursen undervejs, men den vil ikke få mig til at ligge søvnløs," lover Anders Bundsgaard.

Frokost i København

Alligevel bliver der gjort lidt ud af dagen. Foruden robotten, der skal hjælpe til med at sætte gang i aktiehandlen, er samarbejdspartnere og medarbejdere med i København i morgen.

"Vi går ud og får lidt at spise bagefter. Det skal da markeres, for det er noget, vi har været fælles om at opnå,” siger Anders Bundsgaard.

Mens aktietegningen altså blev en succes, bliver stilkarakteren for rejsen derhen næppe særligt høj.

Allerede i foråret 2017 besluttede folkene bag Odico, at selskabet skulle børsnoteres for at rejse kapital til den videre udvikling.

Dødt marked

Men dengang var det danske marked for børsnoteringer nærmest dødt. Anderledes så det ud i Sverige, og Odico gik derfor i lag med en svensk rådgiver for at blive noteret på den svenske miniputbørs Aktietorget.

"Vi var 100 pct. fast besluttet på Sverige,” fortæller Anders Bundsgaard.

"Men i efteråret, da vi havde skrevet kontrakt med den svenske kapitalrådgiver, begyndte der at ske noget på børsmarkedet i Danmark. Samtidig faldt det svenske boligmarked, og i slutningen af januar måtte vi stoppe op. Vores svenske rådgiver meddelte, at vi selv skulle finde en stor del af beløbet, før vi kunne gå videre,” siger Anders Bundsgaard.

Undervejs havde Børsen omtalt de svenske børsplaner, og det fik den danske skare af finansielle rådgivere op af stolene.

"Hvor har de den viden fra?"

Partner Jesper Ilsøe fra Kapital Partner, der rådgiver virksomheder forud for børsnoteringer, var klar i mælet over for Børsen:

"Det undrer mig, når folk siger: "Vi tager til Sverige, for der er ikke nogen penge i Danmark". Hvor har de den viden fra? Vi ved, at der er masser af penge i Danmark," sagde Jesper Ilsøe til Børsen 18. januar.

Få dage efter var han og Anders Bundsgaard i kontakt med hinanden, og Kapital Partner endte med at blive den rådgiver, som i morgen kan fejre at have hjulpet en robotvirksomhed på First North.

Det langstrakte forløb i Sverige, der ikke førte nogen vegne, har frem for alt kostet et stort tidsspilde.

Skiltes som venner

"Det har også kostet nogle penge. Men fordi vilkårene blev ændret så meget, som de gjorde i januar, så lykkedes det os at skilles som gode venner med vores svenske rådgiver, uden at der var et stort økonomisk mellemværende. Men tiden har kostet forfærdeligt meget. Jeg ville gerne have været ved startsnoren for et halvt år siden," siger Anders Bundsgaard.

Hvordan kunne I undgå at tabe fokus på forretningen i al den tid?

"Vi har altid lavet produktion med den ene hånd og udvikling med den anden. Vi har så skruet ned for produktionen i den tid, jeg har faret rundt for at holde møder. Det har kostet omsætning, men det er ikke den, vi skal leve af nu. Vi har holdt fast i at udvikle," siger Anders Bundsgaard. 

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis