ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Grovvarekæmpe overtager privatejet konkurrent i Himmerland

Foto: PR
Foto: PR

Den ene af de to store i den danske grovvarebranche, Danish Agro med en omsætning på omkring 35 mia. kr., har været på opkøb i det jyske. Andelsselskabet har indgået aftale om overtagelse af den privatejede konkurrent Himmerlands Grovvarer, der sælger for omkring 700 mio. kr.

Grovvarebranchen er i Danmark stærkt konsolideret og domineres af DLG, som er den største, og Danish Agro som nummer to. De to sidder tilsammen på pænt over tre fjerdedele af markedet, så opkøb i branchen er sjældne. Og handelen i Himmerland er da også betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse.

Begge koncerner har en stor del af deres aktiviteter udenfor Danmark, hvor de gennem en årrække har købt en hel del op og har udviklet sig til store koncerner i eksempelvis Tyskland, der faktisk er DLGs største marked.

De tre ejere bag Himmerlands Grovvarer, Søren Have, Knud Ring og Torben Frederiksen, fortsætter i deres virksomhed og trækker sig ud for at gå på pension, når konkurrencemyndighederne har nikket.

Det er planen, at Himmerlands Grovvarer bliver fusioneret ind i Danish Agro koncernen, og alle afdelinger, medarbejdere, m.v. overgår til Danish Agro.

Koncernchef i Danish Agro-koncernen, Henning Haahr, er yderst tilfreds og fastslår, at Himmerlands Grovvarer er et stærkt selskab med dygtige medarbejdere.

“Vi deler kultur og værdier, og selskabets medarbejdere vil være en stærk tilføjelse til Danish Agro-familien. På samme måde vil Himmerlands Grovvarers afdelingsnet supplere Danish Agros afdelingsnet rigtig godt,” siger han.

Fem afdelinger

Himmerlands Grovvarer har 50 ansatte fordelt på fem afdelinger i Aars, Skals, Rostrup, Skalmstrup og Aarhus.

Danish Agro beskæftiger ca. 5.000 medarbejdere.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis