ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dansk energiudvikler skyder millioner i nyt grønt varmesats: “Vi tror meget på den her teknologi”

European Energy stifter sammen med en partner et nyt selskab, der skal udnytte potentialet på markedet for varmepumper

Knud Erik Andersen var med til at etablere European Energy i 2004. Han er også adm. direktør for den danske udvikler af vind- og solenergi. Arkivfoto: Steven Achiam
Knud Erik Andersen var med til at etablere European Energy i 2004. Han er også adm. direktør for den danske udvikler af vind- og solenergi. Arkivfoto: Steven Achiam

Vindmølleparker og solenergiprojekter har helt fra begyndelsen været omdrejningspunktet for energiudvikleren European Energy, der nu sætter gang i en ny satsning.

Den danske virksomhed ser store muligheder i at bruge strømmen fra de snurrende vindmøller og solcellerne på markerne til at producere varme. Derfor skyder European Energy nu et tocifret millionbeløb i et nyt selskab, Victor Energy Solutions, der skal jagte vækst på markedet for store varmepumpeanlæg i Europa.

Vi skal gerne vinde ét til to projekter i år og tre til fem projekter næste år

Ole Nygaard, medejer, Victor Energy Solutions

“Vi producerer en masse grøn strøm, som bliver anvendt i stikkontakterne, men energiforbruget til opvarmning er også meget stort. Med det nye selskab vil vi se på, om vi kan bruge mere vedvarende energi til at varme huse og fabrikker op. Det er hele motivationen bag,” siger Knud Erik Andersen, adm. direktør hos European Energy.

Mere præcist vil det nye selskab i første omgang fokusere på at bygge store varmepumpeanlæg med en kapacitet på 25 megawatt og derover til særligt fjernvarmesektoren.

“Men man kan også forestille sig, at kunderne kunne være andre større energiselskaber. Vi skal også på eksportmarkedet, da der er fjernvarme i store dele af Europa. Danmark er bare en lille brik i det puslespil,” siger Ole Nygaard, medejer af selskabet.

80

mio. kr. håber Victor Energy Solutions ca. at omsætte for i år

Ifølge både Ole Nygaard og Knud Erik Andersen er der store muligheder i både f.eks. Tyskland og Østeuropa. Teknologien kan også bruges som køleanlæg, hvilket kan bane vejen i Sydeuropa. Arbejdet med at lande ordrer i det nye selskab er allerede sat i gang

“2020 bliver et mellemår, og i vores budget regner vi med en omsætning på ca. 80 mio. kr. Vi skal gerne vinde ét til to projekter i år og tre til fem projekter næste år. På den måde skulle vi gerne kunne nå en stor omsætning på et trecifret millionbeløb i 2022. Det er vores klare mål at nå breakeven i år,” siger Ole Nygaard.

Selskab konkurs

Om fem år forventer han, at være markedsledende i Danmark og at have fået et internationalt gennembrud, ligesom et vækstpotentiale for varmepumper til industrien skal udnyttes.

Selv om Ole Nygaard har mange års erfaring med at levere varmepumpeløsninger, har det seneste år bestemt ikke været uden udfordringer.

I september gik hans daværende selskab Victor DST, der bl.a. udviklede og producerede varmepumper, konkurs efter at have været presset på likviditeten. Victor DST var på det tidspunkt i gang med at opføre en række anlæg hos forskellige fjernvarmeværker herhjemme. Efter intense forhandlinger med både banker, kreditorer og kunder købte Ole Nygaard kort efter aktiviteterne ud af det konkursramte selskab og stiftede Victor Energi- og Køleteknik.

“Det lå mig meget på sinde at redde så mange arbejdspladser som muligt, og jeg ville rigtigt gerne have lov til at lave de anlæg, som vi var langt med, færdige. Jeg vidste også, at hvis det hele skulle lykkes godt for os på den lange bane, skulle vi have fundet en partner og investor,” siger han.

Siden har Ole Nygaard talt med mere end 20 potentielle investorer, og han glæder sig over aftalen med European Energy, der kontaktede ham på et tidligt stadie. Han kalder aftalen “en kæmpe lettelse” og “det helt rigtige match”. Forhistorien har ikke givet anledning til reservationer hos European Energy.

Derfor har vi også givet et relativt stort commitment med et pænt tocifret millionbeløb

Knud Erik Andersen, adm. direktør, European Energy

“Nej, det har vi sådan set ikke haft. Derfor har vi også givet et relativt stort commitment med et pænt tocifret millionbeløb til den fortsatte udvikling og drift af vores fælles selskab. Vi tror meget på den her teknologi,” siger direktøren.

Partnerne valgte at lave et nyt fælles selskab, men Ole Nygaard slår fast, at hans nuværende selskab fortsat vil leve op til alle de kontrakter og aftaler, det har indgået med kunder.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis