CO2-udledningen kan mindskes markant, hvis fjernvarmenettet optimeres og sektorintegration finder sted. Sådan lyder det fra en række af store danske virksomheder, der har slået sig sammen i Grøn Varme Alliance.
“Vi glemmer, at 40 pct. af den energi, vi bruger i Danmark, går til at opvarme boliger, så hvis vi skal mindske udledningen af drivhusgasser, så skal vi finde en måde at opvarme vores boliger på, hvor vi er lige så miljørigtige, som vi er, når vi producerer strøm via vindmøller,” fortæller Samir Abboud, adm. direktør i Geothermal i A.P. Møller Holding og medlem af alliancen.
Med tre fyrtårnsprojekter viser Grøn Varme Alliance, hvordan optimering af fjernvarmenettet kan sikre 44 af de 70 pct., som Danmark i 2030 skal have nedsat drivhusgasudledningen med for at indfri FN’s Paris-aftale.
pct. mindre CO2 kan optimering af fjernvarmen bidrage til
Alliancens parter kickstartede i slutningen af september tre fyrtårnsprojekter, der nu skal føres ud i virkeligheden. Med projekterne ønsker de involverede virksomheder at konkretisere, hvordan udviklingen kan finde sted, og vise omverdenen, at de målsætninger, som indtil nu kun har været visualiseret på papir, også kan effektueres i den virkelige verden.
Men på trods af fyrtårnsprojekterne oplever alliancen ikke, at danske politikere og beslutningstagere har rettet fokus mod fjernvarme og sektorinddragelse.
“Vi oplever ikke, at fokusset på fjernvarme er tydeligt nok i den politiske debat. De har en tendens til at synes, at det er et meget kompliceret område, og flere oplever, at det er langt lettere at forholde sig til eksempelvis vindmøller, når talen falder på grøn energi,” siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme, der også er medlem af alliancen.
På nuværende tidspunkt er Danmark ifølge Dansk Fjernvarme et af de lande, som udefrakommende besøger, når de har brug for sparring og vejledning i forhold til fjernvarme.
Men rollen som foregangsland kræver, at Danmark fortsat holder sig opdateret, ellers kan det betyde, at virksomheder som Danfoss flytter sine demonstrationsprojekter ud af landet.
“Vi vil være rigtig kede af, hvis vi skal til at flytte vores demonstrationsprojekter til andre lande
Lars Tveen, direktør, Danfoss Heating
“Vi vil være rigtig kede af, hvis vi skal til at flytte vores demonstrationsprojekter til Sverige og til Tyskland, men i sidste ende kan det være der, vi ender, hvis Danmark ikke forsat fremstår som det demonstrationsland, man kommer til, når andre lande vil udvikle sig i de kommende år for at leve op til Paris-aftalen,” fortæller Lars Tveen, direktør Danfoss Heating og medlem af alliancen.
Flere af alliancens medlemmer spår også, at arbejdet med fjernvarme, sektorintegration og digitalisering kan blive et fremtidigt eksporteventyr, som det tidligere er set med vindmølleindustrien.
“Noget af det, vi kan blive super gode til, er, at vi kan vejlede i, hvornår man skal vælge én løsning frem for en anden, og den viden kan vi eksportere til blandt andre Tyskland, Frankrig og England, for de står med nøjagtig de samme udfordringer, som vi gør her i Danmark,” fortæller Danfoss-direktøren.
Samtlige af de involverede virksomheder har gavn af omstilling til fjernvarme og sektorinddragelse kommercielt, da de alle sælger produkter, som efterspørges i takt med udviklingen.
Ud over virksomhederne indgår også fagorganisationerne 3F og Dansk Metal i alliancen. På den måde kan alliancen sikre sig, at de nyoprettede arbejdspladser, som projekterne fører med sig, kan tiltrække kvalificeret arbejdskraft.



