Opdateret kl. 09.24- Green Hydrogen Systems, der producerer elektrolyseanlæg til fremstilling af grøn brint baseret på vedvarende energi, har mandag offentliggjort prospekt for selskabets emission på hovedbørsen i København. Det sker, efter at selskabet for et par uger siden annoncerede en intention om at blive børsnoteret.
Selskabet vil i forbindelse med noteringen udbyde 27,5 mio. nye aktier til en fast kurs på 40 kr. per aktie, hvilket vil give et bruttoprovenu på 1,1 mia. kr. Udbuddet kan dog blive udvidet med yderligere 4,125 mio. aktier.
Samlet vil selskabets markedsværdi, hvis ikke udbuddet udvides, være omkring 3 mia. kr.
Tegningsperioden begynder i morgen, tirsdag og løber frem til senest 21. juni.
Selskabets nuværende ejerkreds består af investeringsselskabet Nordic Alpha Partners (50 pct.), Norlys Holding (15 pct.), AP Møller Holding (18 pct.), Investeringsselskabet af 19. maj 2014 (6 pct.) og øvrige aktionærer, der blandt andet består af ledelsen og bestyrelsesmedlemmer. De tre førstnævnte har forpligtet sig til ikke at sælge aktier i de 180 dage efter børsnoteringen.
Ledelsen og bestyrelsesmedlemmer har forpligtet sig til ikke at sælge aktier i 360 dage.
I forbindelse med børsnoteringen har en række kerneinvestorer givet tilsagn om at købe nye aktier til udbudskursen for tilsammen 570 mio. kr.
Det drejer sig om ATP (200 mio), Vækstfonden (100 mio.), BankInvest (100 mio.), Nordea Asset Management (100 mio.), Spar Nord (45 mio.) og MK Ventures (25 mio.). Desuden har Nordic Alpha Partners, A.P. Møller Holding og Norlys Holding givet tilsagn om at købe nye aktier for henholdsvis cirka 37 mio. kr., 37 mio. og 4 mio., og medlemmer af bestyrelsen givet tilsagn om at købe nye aktier for i alt 7,75 mio. kr. I alt er der købstilsagn for cirka 656 mio. kr.
Dermed er mere end halvdelen af emissionen garanteret.
Selskabet havde sidste år en omsætning på 9,4 mio. kr. og et driftsunderskud (EBIT) på 72,7 mio. kr. Selskabets finansielle mål for 2025 er en omsætning på mere end 1 mia. kr. og en bruttomargin på cirka 25 pct. samt en høj encifret EBITDA-margin.
Bag emissionen står: ABG Sundal Collier Denmark, Carnegie Investment Bank, og J.P. Morgan AG, der er såkaldte Joint Global Coordinators and Joint Bookrunners.
/ritzau/FINANS