Goldman Sachs har igen gjort en god forretning i Danmark.
Den gigantiske investeringsbank, der i Danmark særligt er kendt for investeringen i Ørsted, det tidligere Dong Energy, sælger således den nordjyske it-virksomhed Trackunit, erfarer Børsen.
Kort efter bekræfter parterne det i en pressemeddelelse:
“Det har været fedt at arbejde med teamet i Trackunit i løbet af de seneste fem år. Ved hjælp af vores store erfaring inden for teknologisektoren og vores globale aftryk er vi stolte af at være i stand til at understøtte og bygge selskabet til den globale leder, som det er blevet,” udtaler Michael Specht Bruun, managing director og ansvarlig for Goldman Sachs’ aktiviteter i Norden.
“Det har været fedt at arbejde med teamet i Trackunit
Michael Bruun, managing director i Goldman Sachs
Goldman ejer Trackunit sammen med den danske kapitalfond Gro Capital, som også sælger sine aktier, og køberen er den store it-investor HG Capital med hovedsæde i Storbritannien.
Ingen af partnerne ønsker at oplyse, hvad Trackunit er blevet værdiansat til, men ifølge Børsens oplysninger har handlen en værdi på over 3 mia. kr.
Aalborg-baserede Trackunit er en af Europas førende i at levere overvågningsløsninger i form af sensorer til bl.a. flådestyring til f.eks. udlejere af byggemaskiner og køretøjer og har satset massivt på softwaredelen.
Goldman Sachs sidder på aktiemajoriteten i selskabet, mens Gro Capital ifølge cvr-registret ejer mellem 33,33 og 49,99 pct.
Siden Goldman Sachs overtog selskabet sammen med Gro Capital, er selskabet vokset år for år. Ifølge Børsens oplysninger landede driftsresultatet (ebitda) på 90 mio. kr. i 2019, og i 2020 ventes driftsindtjeningen at være steget til over 100 mio. kr. Bruttofortjenesten er i perioden 2017-2019 steget fra 60 mio. kr. til 102 mio. kr.
Dermed er Trackunit blevet værdisat til en meget høj ebitda-multipel, som man ofte ser det med hurtigtvoksende it-virksomheder.
“Det har været en god rejse og et godt resultat for os investorer,” udtaler Lars Dybkjær, ledende partner i Gro Capital.
“Vi er meget stolte over at have været en del af at udvikle Trackunit sammen med en stærk ledelse og dygtige medarbejdere,” lyder det videre fra Lars Dybkjær.
HG Capital stod også bag en dansk milliardhandel i 2018, da kapitalfonden overtog it Relation fra Adelis Equity Partners.