Mål, krav til rekrutteringsselskaber og talentudvikling er nogle af de værktøjer, der skal være med til at sikre, at flere kvinder bliver en del af ledelsen hos lydkoncernen GN Store Nord.
I 2014 fastsatte GN en politik, der bl.a. indeholder mål for kønsdiversitet, og dengang var 14 pct. af senior managementstillingerne hos GN besat af kvinder. Den andel voksede ifølge årsregnskabet til 21 pct. i 2020, og målet er i første omgang at nå mindst 25 pct. i 2025, fortæller Pierre Berkmann, HR-chef hos GN.
“Vores opgave er lige netop at sikre, at det er folks meritter, der giver dem mulighederne
Pierre Berkmann, HR-chef hos GN
“Og derefter vil vi helt sikkert hæve ambitionen. I mange virksomheder begynder det at blive mere udfordrende, når man når op over 20 pct. For os er det b.la. drevet af, at vi er en ingeniørtung virksomhed, og i den sø, vi fisker, er der i udgangspunktet bare flere mænd end kvinder,” siger han.
Ét af værktøjerne til at nå målet er et krav om, at der skal være én kvindelig kandidat blandt de tre sidste shortlistede, når et eksternt rekrutteringsfirma skal hjælpe med at få en ledelsespost besat.
“Når der rekrutteres internt, har vi ikke et krav om, at der skal være en kvindelig kandidat, men vi prøver hele tiden at finde dem,” siger han.
Koncernen har også et talentudviklingsprogram, og på hvert møde i bestyrelsens vederlagskomité præsenterer to ledere – én fra GN Hearing og én fra GN Audio – to talenter hver: en mand og én kvinde.
Målet betyder ifølge HR-chefen ikke, at kvindelige kandidater får en fordel, når GN skal have besat lederstillinger.
“Vi kommer ikke til at gå på kompromis med at hyre den bedste person til jobbet, men det mener jeg heller ikke, at man behøver for at nå det mål, vi har sat op,” siger han.
ud af GN Store Nords 7 bestyrelsesmedlemmer er kvinder
“Når jeg har den her dialog med kvinder i organisationen, er der ingen, der ønsker at få en forlomme eller at sidde med fornemmelsen af, at de fik jobbet, fordi de er kvinde. Det skal være på baggrund af deres meritter. Og vores opgave er lige netop at sikre, at det er folks meritter, der giver dem mulighederne,” fortsætter han.
HR-chefen fortæller, at der er to hovedårsager til, at GN Store Nord arbejder for at øge andelen af kvinder i ledelsen.
“Det ene er, at det bare er det rigtige at gøre. Vi gør det selvfølgelig også, fordi vi er en virksomhed, der lever af innovation, og derfor er diversitet vigtigt. Vi er nødt til hele tiden at genopfinde os selv både teknologisk, men også kommercielt. Hvis alle ligner hinanden, kommer vi op med de samme idéer, som vi altid har gjort, og så udvikler vi os ikke med den hastighed, vi har behov for,” siger han.
I 2018 nåede koncernen sit mål om at have en ligelig fordeling af mænd og kvinder i bestyrelsen. I dag består den af fire kvinder og tre mænd, og koncerndirektionen består af en kvinde og to mænd.