ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

GN opjusterer forventninger til Audio efter stærk start på året

Den danske høreapparats- og headsetproducent GN Store Nord hæver med sit regnskab for første kvartal forventninger til 'Audio'-delen af forretningen. Nu ser selskabet en vækst i Audio på 9 pct., mens man tidligere estimerede med 'over 7 pct.' 

Audio-forretningen, som står for godt en tredjedel af den samlede forretning i GN Store Nord, producerer headset til både privat og professionelt brug. Her omsatte man i første kvartal for 931 mio. kr. - et pænt stykke over analytikernes forventninger, der lød på omkring 890 mio. kr. Den organiske vækst i kvartalet landede på 17 pct., og det er altså med til at løfte forventningerne til den del af butikken. 

"Vi fik opbygget et stærkt momentum gennem sidste år, og det har vi kunne fastholde her i første kvartal. Det er klart, at når vi leverer 17 pct. organisk på toppen, jamen så er det fordi, alt er gået godt, og med de her 9 pct. vækst, der mener vi, at vi har meget fast grund under fødderne," siger GN Audio-topchef, René Svendsen-Tune. 

Headset til professionelle er en vækstdriver

Headset-salget gav et driftsresultat i GN Audio på 126 mio. kr. med en margin på 13,5 pct. - en spids bedre end det forventede 12,9 pct. Og i følge topchefen er det stærke kvartal for division drevet af salget af headset til professionelle.

"Det er klart den professionelle del af forretningen, der leverer den kraftige vækst. Den del af forretningen er omkring 80 pct. af den samlede Audio-division, og vi leverer headsets til kontorbrug, callcentre og til folk, der lever af at tale i telefon," lyder det fra René Svendsen-Tune.

I har tidligere talt om at løfte salget af headsets til private forbruger. Hvordan ser det ud med den del af Audio?

"Jamen i den forretning er vi i en transformationsproces, hvor vi har skiftet produktporteføljen ud fra en tilbehørsforretning, hvor vi leverede de her mono-headset over i et segment, hvor vi leverer headset til tale og musik. Den transformation er vi midt i. Vi har lanceret en lang række produkter her i starten af året. En del af det er i markedet, og det går godt, og en del af produkterne rammer markedet i løbet af det kvartal, vi er i gang med nu."

Hele GN-gruppen, som består af GN Hearing og GN Audio, omsatte for 2,29 mia. kr. i årets første tre måneder, hvilket er helt i tråd med analytikernes forventinger.

Høreapparaterne fik skuffende start

GN's største forretningsben - GN Hearing - kom i mål efter årets første tre måneder med en omsætning på 1,36 mia. kr. og et driftsresultat (EBITA) på 262 mio. kr. Det er et salg under målet for det forventede, mens driftmarginen på 19,2 pct. slår forventningerne. 

Det skuffende salg i GN Hearing ses på den organiske vækst, der landede på 5 pct., hvilket er et godt stykke under analytikernes forventede 6,8 pct. I samme periode sidste år omsatte divisionen for 1,37 mia. kr. 

I regnskabet fremgår det, at opkøb og fusioner har bidraget med 1 pct. til Hearing-omsætningen, mens valutakursudviklingen har påvirket omsætningen negativt med ca. 7 pct.

GN Hearing lancerede i efteråret Resound Linx 3D, som i følge selskabets regnskab er blev pænt modtaget. 

"Jeg er glad for at se, at vi bliver ved med at påvirke industrien med Resound Linx 3D-produkter, som vi lancerede i maj. Vores teams rundt omkring i verden fastholder vores momentum med vores førende lydkvalitet og mulighed for finjustering af lyden på afstand. Vi er godt på vej til at levere på vores forventninger," siger Anders Hedegaard, adm. direktør for GN Hearing i regnskabet.

Står fast på langsigtede forventningerne

Selvom en stærkt begyndelse på 2018 har fået det danske selskab til at løfte sine forventninger til væksten i headset-divisionen, så fastholder man det mere langsigtede vækstforventninger. Således regner GN Store Nord med en organisk vækst på 6-8 pct. om året i GN Hearing, mens GN Audio skal lande en vækst på 6-9 pct. 

Den forventede driftsmargin for de to divisioner lyder på henholdsvis 20-22 pct. om året for Hearing og 17-19 pct. om året for headset-divisionen. 

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis