ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Gitta Aabo fik 38 mio. kr. med sig ud ad døren i Leo Pharma

2019 var et indbringende år for Gitte Aabo på karrierefronten såvel som den privatøkonomiske.

Karrieremæssigt blev hun efter at have forladt posten som adm. direktør for Leo Pharma udnævnt til adm. direktør i den børsnoterede C25-virksomhed GN Hearing.

Og nu viser det nye årsregnskab for Leo Pharma, at den tidligere topchef samtidig fik en fratrædelsesgodtgørelse på 38 mio. kr. med sig ud af døren.

Det er ikke nærmere specificeret, hvad de 38 mio. kr. dækker over af eventuelt udbetalte incitamentsprogrammer og lignende.

I GN Hearing, hvor Gitte Aabo tiltrådte som topchef i september 2019, fik hun i alt 4,1 mio. kr. for de fire måneders arbejde i 2019. Det fremgår af den samlede koncern GN Store Nords årsregnskab for 2019, der blev offentliggjort i starten af februar.

Det bringer Gitte Aabos offentlige lønpakke i 2019 op over 42 mio. kr.

Dertil skal yderligere lægges, at hun samtidig har fået en ukendt andel af en lønpakke på i alt 27 mio. kr. i 2019 til Leo Pharmas Executive Management, bestående af Gitte Aabo, hendes efterfølger Catherine Mazzacco og finansdirektør Anders Krongborg.

Tilsammen bringer de mindst 42 mio. kr. hende tæt på den absolutte top af dansk erhvervsliv, hvor Novo Nordisks adm. direktør Lars Fruergaard Jørgensen i 2019 indkasserede en lønpakke på 54,8 mio. kr.

Gitte Aabo nåede at være i Leo Pharma i samlet 27 år, de sidste 11 år fra 2008 og frem som topchef. Da hun stoppede i juni sidste år blev det forklaret, at det ikke var en fyring, men Gitte Aabo selv, der gerne ville prøve noget nyt.

I Leo Pharma var hun drivkraft for store investeringer i selskabet, f.eks. efter Leo Pharma i 2009tilbagekøbte rettighederne til selskabets psoriasismidler i USA.

Da hun overtog ledelsen i 2008, havde selskabet en massiv obligationsbeholdning, og over hendes ledelsesperiode investerede hun omtrent 20 mia. kr., for at skabe vækst i Leo Pharma.

Nogle af satsningerne var dog uden den store succes. Blandt andet havde hun ikke det store held med at vende udviklingen i USA, hvor salget aldrig kom i det gear, Gitte Aabo ønskede.

Den vigtigste og mest heldige handel, hun foretog, kan vise sig at blive handlen med Astrazeneca, der gav adgang til midlet Tralokinumab mod eksem, der i december nåede målet i de afgørende forsøg og ventes markedsført fra 2021.

Det kan potentielt fordoble Leo Pharmas globale omsætning og for alvor skabe den vækst i selskabet, som Danmarks ældste medicinalvirksomhed har kæmpet for i årevis.

I Leo Pharma er hun blevet erstattet af Catherine Mazzacco. Den nye topchef måtte ved sit første årsregnskab for medicinalkoncernen fremlægge et tab på driften på 1,3 mia. kr. sammenlignet med et overskud i 2018 på 1,6 mia. kr. og et ventet tab på 750 mio. kr.

Alligevel er Catherine Mazzacco optimistisk om Leo Pharmas fremtid. Den historie kan læsesher.

Virksomheder
Leo Pharma-boss glad trods milliardtab i 2019



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis