ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Gilead løfter sløret for prisen på Remdesivir til coronabehandling

Arkivfoto: Amr Abdallah Dalsh/Reuters/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Amr Abdallah Dalsh/Reuters/Ritzau Scanpix

Den amerikanske medicinalkoncern Gilead Sciences vil tage 390 dollar per dosis for selskabets lægemiddel Remdesivir til behandling af Covid-19.

Den pris gælder for regeringerne i USA og andre udviklede lande, oplyser selskabet i en meddelelse mandag.

Ifølge Gilead forventes størstedelen af patienterne at modtage behandlingen i fem dage, og det kræver seks doser af Remdesivir.

Dermed vil den samlede behandling i de fleste tilfælde løbe op i 2340 dollar, svarende til omkring 15.500 danske kr.

Medicinalselskabet har valgt at fastsætte den samme pris for udviklede lande verden over for at undgå at skulle forhandle prisen med hvert enkelt land.

"Vi ønskede at sikre, at intet kommer i vejen for, at Remdesivir når frem til patienter," siger Daniel O'Day, der er administrerende direktør hos Gilead, i et interview ifølge Bloomberg News.

Selskabet vil i første omgang sælge midlet til myndighederne verden over. Når der kommer mere gang i udbuddet af lægemidlet, vil Gilead også begynde at sælge det gennem de normale distributionskanaler.

Listeprisen for private forsikringsselskaber og andre kommercielle spillere vil lande på 520 dollar per dosis - eller 3120 dollar for en behandling over fem dage.

Gilead har tidligere lovet, at selskabet vil donere lægemidlet i hele juni, og det løfte står fortsat ved magt.

Mandagens meddelelse er sendt ud, efter at flere har spekuleret i, hvad listeprisen ville blive, når donationen er gennemført.

I udviklingslandene har selskabet desuden indgået aftaler med producenter om at levere behandlingen til en markant lavere pris.

Remdesivir er et såkaldt bredspektret antiviralt lægemiddel. Det er udviklet af det amerikanske medicinalfirma i 2009.

Remdesivir blev oprindeligt udviklet til at behandle hepatitis og som muligt middel mod ebola. Men det har også vist sig at have en effekt mod coronavirus.

Gilead ansøgte i starten af juni EU's lægemiddelagentur, EMA, om en betinget godkendelse af Remdesivir til at behandle Covid-19.

Medicinalselskabets aktie stiger 3,4 pct. i det amerikanske formarked mandag.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis