ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Jan van de Winkel om kræftsællert: “Jeg tror, at der kan komme en påvirkning på et tidspunkt”

Genmabs topchef Jan van de Winkel tror på, at biotekselskabet glider relativt smertefrit igennem coronakrisen

Genmabs topchef Jan van de Winkel tror, at der kan komme en påvirkning af Darzalex-salget.  Arkivfoto: Steven Achiam
Genmabs topchef Jan van de Winkel tror, at der kan komme en påvirkning af Darzalex-salget. Arkivfoto: Steven Achiam

Lige nu er påvirkningen minimal, men fortsætter krisen, vil biotekselskabet Genmab også mærke coronapandemien i en grad, så prognosen for 2020 skal justeres. Det oplyser topchef Jan van de Winkel.

Det er især salget af kræftmidlet Darzalex, som er den primære indtægt for biotekselskabet, og Genmab er i daglig kontakt med den amerikanske partner Janssen, der har måtte sende sælgerne på hjemmearbejde, og derfor ikke kan lægge så meget pres på kræftafdelingerne for at bruge Genmabs lægemiddel.

“Netto har vi ikke set en påvirkning indtil nu, men jeg tror, at der kan komme en påvirkning på et tidspunkt. I maj, når vi kommer med vores kvartalsregnskab, vil vi formentlig have en bedre fornemmelse for påvirkningen,” siger Jan van de Winkel, adm. direktør i Genmab.

1,6

mia. dollar har Genmab af kontanter på kistebunden til at klare sig igennem coronakrisen

“Lige nu holder vi fast i prognosen, og når tingene forandrer sig, vil vi hurtigt tilpasse prognosen. Det kan være, at med et scenarie hvor salget bliver lidt lavere end vi forudså i februar, så kan forsøgsomkostningerne være lidt lavere, så driftsoverskuddet totalt set bliver det samme,” uddyber han.

Kæmpeaftale på sporet

Midt i krisen kæmper han for at lukke en milliardaftale for videreudviklingen af et lægemiddel mod lymfekræft, og han tror fortsat, at det kan lykkes i første halvår, selv om krisen vanskeliggør processen.

Lige nu holder vi fast i prognosen, og når tingene forandrer sig, vil vi hurtigt tilpasse prognosen

Jan van de Winkel, adm. direktør i Genmab

“Jeg kan fortælle, at processen er i fuld sving, og vi forhandler med et antal parter, som er powerhouses inden for biotek eller farma. Det er en konkurrencepræget proces, og alle parterne ønsker at lukke en aftale med os. Jeg tror ikke, med det jeg ved nu, for jeg ved ikke hvor galt det kan gå i Danmark eller i Holland i de kommende uger, men lige nu er vi på sporet i forhold til en partneraftale, og jeg har sagt midt på året.," siger Jan van de Winkel, der understreger, at det for ham er en topprioritet i år, at denne partneraftale kommer i hus.

Markedet for lymfekræftmidlet Epcoritamab er enormt, og Jan van de Winkel har tidligere sagt, at lægemidlet potentielt kan have samme eller højere værdi for Genmab som kræftmidlet Darzalex.

Kliniske forsøg forsinkes

Et af de områder, hvor selskabet er påvirket, er med de kliniske forsøg, som er i gang, selv om det også er i småtingsafdelingen, når biotekchefen gør det op.

“Vi fokuserer på kræft, og de patienter har et stort behov for behandling, så indtil videre er de fleste forsøg ikke særligt påvirket, men det kan selvfølgelig ændre sig, når situationen bliver værre i nogle lande, og lægerne primært skal behandle coronapatienter,” siger Jan van de Winkel.

“Vi kan se, at i nogle forsøg er rekrutteringen aftaget, men det er svært med et overblik. Vi følger det fra dag til dag elektronisk, men lige nu er det en begrænset påvirkning, og vi har tilstrækkelig forsyning af vores medicin i de forskellige hospitaler til flere måneder. Det hele afhænger af, hvor længe denne krise vil vare ved.” uddyber han.

Frigør læger

Han fortæller desuden, at Genmab har gjort det muligt, at biotekselskabets uddannede læger kan løses fra deres daglige opgaver i Genmab og hjælpe i de lokale samfund, hvis samfundet beder om hjælp. Genmab vil så fortsætte med at betale deres løn. De vil dermed indgå i beredskabet, hvis krisen forværres.

“Vi har også rakt ud til akademiske grupper og selskaber, der har lavet antistoffer mod coronavirus og tilbudt vores forskeres ekspertise i antistoffer for at hjælpe med nye behandlinger. Selvom Genmab fortsætter vores fokus på kræft, så mener vi, at denne sundhedstrussel er så massiv, at vi er nødt til at hjælpe samfundet og bidrage med hvad vi kan” siger Jan van de Winkel.

Generelt vurderer han, at bioteksektoren er godt rustet til at komme sikkert igennem krisen, men selskaber, der har hårdt brug for kapital vil dog gå en svær tid i møde, vurderer han.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis