Når Børsen nu skyder efterårets gazelledækning i gang, går vi ind til et endnu mere interessant forløb end normalt.
Årets 1885 gazellevirksomheder er identificeret ud fra 2019-regnskaberne, og der er som bekendt sket voldsomme begivenheder siden 2019. Mange virksomheder har en hård tid, men andre trives, og vi vil forsøge at lære af dem.
Gazeller er virksomheder, der i løbet af de seneste fire år mindst har fordoblet deres omsætning eller bruttoresultat. De har historisk set vist sig at være robuste. Af de 21.578 unikke gazeller, der har været kåret gennem tiden (1995-2020), er ca. 18.000 stadig aktive.
Det har i alle årene, hvor Børsen har kåret årets gazeller, været et særligt kendetegn ved disse ildsjæle, at de kan skabe vækst under svære vilkår. De er i alle størrelser, i alle brancher og i alle geografier.
Normal-kæden viste, at man kan skabe vækst med afsæt i fysiske butikker, selvom detailhandelen er udfordret af nethandel. Neurons, der arbejder med hjernescanning, viste i Holbæk, at man kan etablere en højteknologisk virksomhed uden for de store byer. Idealcombi i Hurup, der laver vinduer, har i mere end en generation bevist, at en produktionsvirksomhed kan trives fint her i landet, trods højere omkostninger end i udlandet. Osv.
Når vi taler med årets gazeller de næste tre uger, vil vi møde gazeller, der er dygtige til de kendte værktøjer: De er tæt på deres kunder, de er kreative og tænker hele tiden i nye løsninger, og de er gode til at udtrykke sig enkelt, så deres medarbejdere forstår, hvad forretningen går ud på.
Det er imidlertid et kendt fænomen, at fremtidens succesfulde virksomheder ofte skabes i en krise. Tænk blot på Lego, der blev skabt i 1930’ernes krise af en arbejdsløs tømrer, som begyndte at lave legetøj af trærester for at forsørge sin familie. En krise fremmer innovation.
Dette bliver det mest interessante i år: Kan vi se nogle nye tendenser, nogle nye idéer, nogle nye tricks hos de virksomheder, der ser ud til at komme styrket ud af coronakrisen?
Du kan tilmelde dig den digitale kåring 10. december og den opfølgende masterclass 15. december på borsen.dk/gazelle.



