Et af Danmarks største charterselskaber har tilsyneladende stillet en værdiløs garanti over for den fond, der skal dække kundernes tab i forbindelse med konkurser og aflyste rejser.
Ifølge Børsens oplysninger har det nu konkursramte Travelco Nordic i en årrække med meget svigtende resultater stillet Rejsegarantifonden en bankgaranti, som ifølge Sydbank ikke er gældende.
“Det vil jeg ikke redegøre for i pressen. Det er noget, vi tager med Sydbank
Birgitte Fjeldhoff, direktør i Rejsegarantifonden
Travelco Nordic rummer blandt andet Bravo Tours, og Rejsegarantifonden har hidtil hævdet, at koncernen havde stillet en garanti på 30 mio. kr. over for fonden.
Det er slet ikke nok til at dække fondens samlede tab på konkursen, der forventes at løbe op i 150 mio. kr., og Rejsegarantifonden har tidligere oplyst, at man uden held havde forsøgt at få selskabet til at stille en højere garanti.
Garantien på de 30 mio. kr. skulle være stillet via Sydbank, men direktør i Rejsegarantifonden Birgitte Fjeldhoff oplyser, at banken ikke mener, at garantien eksisterer. Rejsegarantifondens forsøg på at trække på garantien er derfor blevet afvist.
Birgitte Fjeldhoff vil ikke forklare, hvorfor der er kommet tvivl om garantien, som hun ellers fremhævede i en pressemeddelelse umiddelbart efter konkursen.
“Det vil jeg ikke redegøre for i pressen. Det er noget, vi tager med Sydbank,” siger Birgitte Fjeldhoff.
Travelco Nordics tidligere direktør Peder Hornshøj står i dag i spidsen for en investorgruppe, der i oktober købte Bravo Tours ud af konkursboet for 22 mio. kr.
Han er nu i gang med at forberede det nye Bravo Tours 1998 til en ny chartersæson.
Han fortæller, at han er overrasket over, at der er opstået tvivl om garantien, og afviser, at Travelco Nordic har bedraget Rejsegarantifonden ved at lade dem tro, at der var en urealistisk høj dækning bag selskabet.
“Jeg har ingen kommentarer. Det er en sag mellem Sydbank og Rejsegarantifonden,” siger Peder Hornshøj.
Flere af Peder Hornshøjs kolleger i charterbranchen oplyser til Børsen, at de er rystede over, at der kan være tvivl om et rejseselskabs garanti over for Rejsegarantifonden. Hele fundamentet for fonden er, at medlemmerne kan stille en garanti, der dækker det tab, som selskabet kan lide ved en konkurs, fortæller flere kilder.
“Rejsegarantifonden skal hele tiden vurdere, hvilken risiko enhver rejsearrangør kan påføre fonden og fastsætte garantien derefter. Det fremgår af lovgivningen. Derfor er det meget alvorligt, hvis der kan rejses tvivl om, hvorvidt den garanti, som Bravo Tours har stillet, er gældende,” siger adm. direktør i Spies Jan Vendelbo, der også er formand for Rejsearrangører i Danmark.
mio. kr. risikerer Rejsegarantifonden at tabe på konkursen i Travelco Nordic
Bravo Tours var et af de største rejseselskaber herhjemme, og konkursen efterlader Rejsegarantifonden med det største tab i fondens historie. Selskabet havde for eksempel lånt 86 mio. kr. i fonden til at refundere kunder, hvis rejser var blevet aflyst på grund af corona. Den samlede regning til fonden forventes derfor at stige til mere end 150 mio. kr.
Flere af de øvrige rejseselskaber har tidligere kritiseret, at det nye Bravo Tours igen er blevet medlem af Rejsegarantifonden. De har afvist at optage selskabet i foreningen Rejsearrangører i Danmark (RID), før der er lavet en undersøgelse af forløbet omkring konkursen.
Undersøgelsen skal laves af Kammeradvokaten, og Birgitte Fjeldhoff oplyser, at Rejsegarantifonden forventer at være færdig med opgavebeskrivelsen til advokaterne om få dage.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Sydbank.