ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Fritz Schur stopper som bestyrelsesformand i SAS

Fritz Schur træder tilbage som bestyrelsesformand i flyselskabet SAS.

Det skriver SAS i en børsmeddelelse mandag forud for sin årlige generalforsamling, der bliver afholdt 5. marts.

Fritz Schur har været medlem af bestyrelsen i SAS siden 2001 og formand siden 2008.

"I min tid i bestyrelsen har SAS undergået en total transformation. Først og fremmest er omkostningerne faldet signifikant, hvilket har gjort det muligt at sænke billetpriserne. Det har gjort selskabet væsentligt mere konkurrencedygtigt," udtaler Fritz Schur i børsmeddelelsen.

"Efter en række år med negativ indtjening har SAS tre år i træk bogført positiv milliardindtjening i svenske kr. Ydermere har selskabet for nyligt afleveret det bedste resultat i 20 år. Med Rickard Gustafson (adm. direktør i SAS, red.) og hans hold har SAS en højtkvalificeret ledelse og med forventningerne til 2018 er det et godt tidspunkt at skifte formand," fortsætter Fritz Schur.

Takker aktionærerne


SAS er bl.a. ejet af den danske, svenske og norske stat. I oktober 2016 meldte både den svenske og norske regering ud, at de vil sælge ud af deres ejerandel i SAS, da de ikke så sig som de rette ejere på længere sigt.

Den danske regering har tidligere meldt ud, at den ikke har planer om at sælge ud af de 14,7 pct. aktier, som Danmark har i SAS.

Fritz Schur har været glad for samarbejdet med de statslige aktionærer, fortæller han.

"Det har været både vigtigt og udfordrende at være med til at genopbygge et stærkt SAS, og jeg vil gerne takke de statslige aktionerer, bestyrelseskollegaer, SAS' ledelse og medarbejdere for et givende samarbejde," lyder det fra den afgående bestyrelsesformand.

"SAS er et ikon for skandinavisk handel, og jeg anser og har altid anset SAS som en ekstremvigtigt skandinavisk forretning, som ikke må falme væk. Jeg ønsker selskabet dets bedste på den videre rejse," fortsætter Fritz Schur.

Fritz Schur har særdeles god erfaring med bestyrelsesarbejde i statslige selskaber. Han har således været bestyrelsesformand i både Postnord, Dong og SAS.

Topchef: Schur har været afgørende

Rickard Gustafson, adm. direktør i SAS, vurderer, at SAS har gennemfået en stor forandring i den tid, hvor Fritz Schur har været med.

Ifølge topchefen har det været afgørende at have Fritz Schur med på den rejse.

"Fritz Schurs formandsskat og hans betydelige engagement har været afgørende i denne forandringsproces og en nøgle til at bringe SAS i den nuværende position, hvor selskabet kan kigge fremad og styrke sin position yderligere som værende det naturlige valg for alle passagerer, der har brug for at rejse fra og i Skandinavien," lyder det fra Rickard Gustafson.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis