ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Fremadstormende tøjportal er gået konkurs

En af de mest omtalte iværksættervirksomheder i Danmark de sidste par år har kastet håndklædet i ringen. 

Således oplyser Sø- og Handelsretten, at tøjportalen Fitbay ApS, der er datterselskab til det amerikanske moderselskab Fitbay Inc., er under konkursbehandling. Advokat Morten Bjerregaard Nielsen er blevet udpeget som kurator. 

Fitbay så dagens lys i 2013 og var et socialt medie, der matchede brugernes kropsprofil og dermed forsøgte at gøre det lettere at finde tøj i den rigtige størrelse, når man handler på nettet. 

I foråret placerede det amerikanske medie Business Insider Fitbay som nummer ni på listen over"The 24 coolest tech startups in Scandinavia". 

To år senere ser eventyret ud til at være slut. Det sker, selvom virksomheden af to omgange har rejst 14 mio. kr. i risikovillig kapital fra venturefondende Steadfast Venture Capital og svenske Creandum, der har Spotify i porteføljen. 

Børsen har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Creandum og to af Fitbays stiftere, Philip og Christian Wylonis. Sidstnævnte fungerede også som topchef i selskabet.

Kontor i New York

Fitbay optrådte i Børsen så sent som den 19. oktober i en artikel om virksomhedens bestræbelser på at løse størrelsesproblematikken i nethandel. 

Dengang så Christian Wylonis lyst på fremtiden, selvom han erkendte, at Fitbay havde haft store problemer i opstartsfasen. 

"I starten var problemet, at der ikke var særlig mange, som vendte tilbage til vores platform. Det har vi fået løst, og nu er vi oppe på en kvart mio. brugere, som i gennemsnit vender tilbage til Fitbay fem gange om ugen," sagde Christian Wylonis, der så store muligheder for platformen. 

"Vi er i dialog med nogle af verdens største tøjforhandlere. Jeg tror, at de er bange for at blive overhalet af sociale medier som Facebook og Pinterest, når de engang gør det muligt for brugerne at købe ting via deres platforme. Der ser jeg os som en bro mellem forbrugerne og tøjforhandlerne."

Fitbay havde kontorer i København og New York City. 





Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis