ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Fragtvirksomhed fra Silkeborg får tocifret millionindsprøjtning

Den danske fragt- og logistikvirksomhed Webshipper har hentet en tocifret millioninvestering.

Webshipper blev stiftet af Thomas Andersen og Mathias Salomonsson i 2014, og har i dag 2500 kunder på deres fragt- og logistikplatform. Kapitalindsprøjtningen skal bruges på at ekspandere til resten af Norden, hvor virksomheden sigter efter at blive førende inden for automatisering af fragt- og ordrehåndtering.

“Vi har primært kunder i Danmark og Norge i dag. Vi fokuserer meget på webshops, men vi vil gerne supplere vores strategi med at understøtte de mere traditionelle produktionsvirksomheder. Det har vi historisk set ikke været så gode til, men det er vi ved at blive meget bedre til,” siger Thomas Andersen og fortæller, at Webshipper med den nye kapital forventer at vokse fra ti til 30 medarbejdere inden for to år.

Flere om buddet

Det er Vækst Partner Kapital, der har investeret i Silkeborg-virksomheden, efter flere investorer havde meldt sin interesse. Til syvende og sidst faldt valget på Vækst Partner Kapital, fordi de havde interesse i at deltage på både konsulent- og bestyrelsesniveau.

“Det er nogle rigtig gode mennesker. Fonden er meget seriøs og har nogle tunge investorer bag sig. Der er nogle klare fordele ved, at vi har valgt en dansk fond frem for en udenlandsk,” siger Thomas Andersen.

Kapital åbner for nye muligheder

Ambitionen om at indtage resten af Norden kræver, at Webshipper skal ud og vinde markedsandele. Det betyder, at virksomheden styrker indsatsen på både salg og marketing. Særligt de to ting har været en udfordring.

“Der er nogle begrænsninger, når man er en lille virksomhed. Nu får vi mulighed for at investere i meget kommercielt rettede ting,” siger Thomas Andersen.

Der er glæde og optimisme at spore i VækstPartner Kapital, der forudser at markedet for automatisering af fragt for internethandelsvirksomheder kommer til at vokse de næste år.

“Webshippers teknologi er et ekstremt konkurrencedygtigt produkt i forhold til de større spillere i Norden. Derfor har vi stor tiltro til, at Webshipper kommer til at vokse signifikant,” siger Klaus Bülow Davidsen, der er partner hos VækstPartner Kapital.

De to samarbejdspartnere tager i disse dage de første skridt i forhold til at rekruttere nye medarbejdere.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis