ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Salling Group vil gøre Føtex-image bedre: “Historisk set har vi nok været opfattet lidt blå med købmandskab som den primære værdi”

Føtex skal bevise sit samfundsansvar i lokalområdet gennem donationer. Det skal gerne give kæden et bedre image, som Karin Sommer er sat i spidsen for at eksekvere

Marketingdirektør Karin Sommer, Føtex, arbejder hårdt på at lave en ny fortælling om den 60 år gamle kæde, der indtil 2017 var ejet af A.P. Møller-Mærsk. Nu er det Sallingfondenes godgørenhed i lokalsamfundet, der skal frem i lyset. Foto: Hans Christian Jacobsen
Marketingdirektør Karin Sommer, Føtex, arbejder hårdt på at lave en ny fortælling om den 60 år gamle kæde, der indtil 2017 var ejet af A.P. Møller-Mærsk. Nu er det Sallingfondenes godgørenhed i lokalsamfundet, der skal frem i lyset. Foto: Hans Christian Jacobsen

Tidligere var ordet Føtex et skældsord. I hvert fald i latintimerne på Th. Langs Gymnasium i Silkeborg.

Når jeg nægtede at bøje de latinske verber i takt med Hr. Lesters pegepind, der ramte katederet med stadig hurtigere smæld, råbte han ildrød i ansigtet:

“De er da også lige til Føtex, frk. Tholstrup!!!”

I dag kæmper marketingdirektør Karin Sommer for at give Føtex et bedre image, ikke mindst efter at Salling Fondene overtog kæden sammen med Netto og Bilka i 2017 fra A.P. Møller-Mærsk-ejede Dansk Supermarked.

Karin Sommer fortæller:

“Forandringerne er kommet med adm. direktør Per Bank og hele hans måde at drive forretning på. Vi har nu mere fokus på csr og har fået indført nye kpi’er for madspild, brug af plastik og for sundhed på en række områder.”

I har altså fået bløde værdier ind i jeres ledelse i stedet for alene hård kassetænkning?

“Ja, det synes jeg. Klima er vigtigt, sundhed og convenience er nu vigtige værdier. Men det, jeg arbejder mest med, er at fortælle omverdenen, at vi via Salling Fondene faktisk donerer en god del af vores overskud til gode lokale formål. De sidste to år har vi doneret 12,5 mio. kr. til lokale formål rundt omkring i landet – f.eks. til en scene i Frederikshavns bymidte, der skal sikre mere liv i bykernen.”

12,5 mio. kr. ud af hvor stor omsætning er denne donation?

“Det kan jeg desværre ikke oplyse. Men det, at vi er med til at sikre livet lokalt rundt om i Danmark, betyder meget for vores kunder og vores medarbejdere,” siger Karin Sommer og tilføjer:

“Men historisk set har vi nok været opfattet lidt blå med købmandskab som den primære værdi. Vi har stadig fokus på bundlinjen og på at lave en profitabel forretning, for det er årsagen til, at vi nu kan tillade os give penge tilbage til samfundet. Det ligger i vores dna at være fokuseret på godt købmandskab.”

Lettelse da Salling tog over

Hun understreger, at Føtex altid har været en attraktiv arbejdsplads og et godt navn at få på cv’et, fordi kæden har ry for at beskæftige hårdtarbejdende folk, der er gode til at tjene penge. Og som kan finde ud af at eksekvere.

“Men internt gav det da en kæmpe stolthed, da vi blev en del af Salling. Grundlæggerens navn på vores flag var et stort og positivt skridt,” siger Karin Sommer.

Ingen latinlærere har i dag gode grunde til at svinge pegepinden over elever og Føtex, er hendes klare budskab.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis