ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Fortroligt brev: Konkursramt Top-Toy skylder over 2 mia kr

Konkursen i Top-Toy resulterer i et endnu større økonomisk hul, end det tidligere har været kendt.

I en fortrolig orientering, en såkaldt cirkulærskrivelse, som er sendt til flere af konkursboets kreditorer, hæver kuratorerne Top-Toys samlede gæld.

Inden konkursen lød gælden på 1,8 mia. kr., men den er nu vokset med mindst 200 mio. kr., fremgår det af skrivelsen fra kuratorerne, som Børsen er i besiddelse af.

“De samlede kreditorkrav, inkl. pantesikrede krav og lønmodtagerkrav m.v. skønnes foreløbigt at overstige DKK 2 mia.,” lyder det i brevet.

Opsagte medarbejdere

Kuratorerne, John Sommer Schmidt, partner i Gorrissen Federspiel, og Søren Aamann Jensen, partner i Kromann Reumert, har styret Top-Toy, siden selskabet bag Fætter BR blev erklæret konkurs den 28. december.

Ifølge John Sommer Schmidt skyldes det større gældsbjerg alene, at tusindvis af medarbejdere med krav på løn i opsigelsesperioden er blevet opsagt.

“På grund af konkursen har vi været ude og opsige medarbejderne, og dermed aktualiseres der nogle forpligtelser, som ikke er i en virksomhed i almindelig drift eller rekonstruktion. De opstår først, når man går konkurs,” siger kuratoren.

Siden Top-Toys konkurs har kuratelet arbejdet på at realisere aktiverne, så der bliver mest muligt tilbage til kreditorerne.

I sidste uge købte Salling Group Fætter BR’s varelager og retten til det kendte brand med den lille maskot med bjørneskindshuen. Parterne har ikke ønsket at offentliggøre værdien af handlen, men ifølge Børsens oplysninger har Salling Group betalt i alt 205 mio. kr.

“Der er i det hele tale om aktiver omfattet af virksomhedspantet,” skriver kuratorerne med henvisning til, at et bankkonsortium bestående af Danske Bank, Nordea, Nykredit og Swedbank har taget virksomhedspant for i alt 714 mio. kr.

Dermed ser leverandørerne ikke en krone af pengene fra Salling Group.

Foruden salget af varelageret og varemærket har kuratorerne afhændet en stor del af de butikker, hvor Fætter BR-butikkerne har været lejet ind i Danmark.

Ophørsudsalg i udlandet

Mere sort ser det ud for Fætter BR i udlandet. Af orienteringen til kreditorerne skriver Søren Aamann Jensen og John Sommer Schmidt, at man planlægger at gennemføre et ophørsudsalg i både Sverige og Finland.

Leverandørerne har med Lego i spidsen fået indsat Jan Bech fra advokatfirmaet DLA Piper som ad hoc-kurator. Lego har 183 mio. kr. i klemme i konkursboet, og Jan Bechs opgave er bl.a. at “undersøge gyldigheden og mulig omstødelse af virksomhedspant og muligt ledelsesansvar,” lyder det i orienteringen til kreditorerne.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis