Outdoorudstyr, børneprodukter og boliginteriør er bare nogle af de forretninger, som mediekoncernen Egmont har investeret millioner af kroner i de seneste år. Samtidig har det konkurrerende mediehus Aller kastet sig ind i rejsebranchen og ejer nu seks rejsebureauer.
De to mediehuse investerer massivt i nye forretningsben, der skal sikre indtægterne, efter at udenlandske aktører som Netflix og Amazon har meldt sig ind i kampen om store dele af forretningsgrundlaget i mediebranchen.
Men fokusset på nye markeder kan i sidste ende påvirke indholdet i medierne. Sådan lyder det fra Søren Schultz Jørgensen, selvstændig medieforsker og ejer af medierådgivningsvirksomheden Kontrabande.
“På mange måder kan man slet ikke forestille sig, at det ikke kommer til at påvirke det redaktionelle indhold. Det redaktionelle indhold står omringet af kommercielle interesser, der påvirker indholdet. Og det skaber jo nogle helt grundlæggende etiske udfordringer for de publicistiske udgivere,” siger Søren Schultz Jørgensen.
“Hvis der var en sammenhæng, så ville vi miste vores troværdighed og dermed vores eksistensgrundlag som medieforretning, så det gør vi ikke, det vil vi ikke, og det skal vi ikke.
Torsten Bjerre Rasmussen, adm. direktør i Egmont Publishing
Senest har Egmont Publishing opkøbt boliginteriørvirksomheden Royal Design Group i selskabets største opkøb nogensinde. Samtidig udgiver Egmont magasinet Rum, der skriver om trends og tendenser inden for boliginteriør, og det kan skabe de etiske udfordringer for Egmont, som Søren Schultz Jørgensen nævner.
“Når en magasinvirksomhed køber en detailvirksomhed, så er det fordi, man som udgiver ikke kan nøjes med at levere publicistisk indhold, men også må levere de produkter, som de publicistiske produkter giver læserne lyst til at købe,” siger han.
Spørger du Egmont selv, er der ingen sammenhæng mellem de virksomheder, som Egmont investerer i, og de magasiner mediehuset udgiver.
“Det har ingen indflydelse overhovedet. De e-commerceselskaber, vi investerer i, har jo tusindvis af forskellige produkter, og det er jo ikke sådan, at vi fremhæver den ene over den anden. Der er det armslængdeprincip, der skal være, og de redaktionelle medarbejdere er uafhængige af, hvad de ønsker at skrive om i vores blade,” siger Torsten Bjerre Rasmussen, adm. direktør i Egmont Publishing.
Egmont Publishing udkommer i mere end 20 lande og har samlet mere end 400 blade og magasiner med alt fra Gastro til Euroman, Vores Børn og Fit Living. Samtidig ejer Egmont bl.a. Outnorth, der sælger outdoorudstyr, og Jollyroom, der sælger børneprodukter.
Torsten Bjerre Rasmussen slår fast, at Egmonts investeringer i andre virksomheder aldrig vil påvirke, hvad der bliver skrevet på siderne.
“Ift. redaktionel dækning er der ingen sammenhæng overhovedet. Hvis der var en sammenhæng, så ville vi miste vores troværdighed og dermed vores eksistensgrundlag som medieforretning, så det gør vi ikke, det vil vi ikke, og det skal vi ikke.”
Kommercielle interesser eller ej kan det være en nødvendighed for de traditionelle medievirksomheder at sprede risikoen ud, hvis de skal kunne hamle op med amerikanske giganter som Netflix og Amazon. Det siger Aske Kammer, medieforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
“Det er svært at skabe en rigtig god forretning omkring medier. Medier kan være en udmærket forretning, men de har det svært i de her år, hvor konkurrencen fra internationale aktører er ganske voldsom. Hvis det er svært at tjene penge på medieindhold, kan man bevæge sig ind på andre markeder, hvor der er større indtægter og overskud, der kan understøtte mediedelen” siger han.