ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Forgældet løve sulten efter succes i USA: “Det er vigtigt, at den ejerskabsmodel vi finder, støtter op om den strategi, vi har lagt”

Leo Fondets direktør Jesper Mailind arbejder på at få en medejer af Leo Pharma for at sikre penge til selskabets vækstplan. Arkivfoto: Jeppe Bøje Nielsen
Leo Fondets direktør Jesper Mailind arbejder på at få en medejer af Leo Pharma for at sikre penge til selskabets vækstplan. Arkivfoto: Jeppe Bøje Nielsen

Leo Pharmas nuværende ambition om at dele ejerskabet med en kapitalfond skal bane vejen til en succes i USA og formentlig en efterfølgende børsnotering.

Men ud over penge skal der folk ind i selskabet, der ved noget om dermatologi og det amerikanske marked, for trods flere forsøg er Leo Pharmas ambitioner for USA mislykkedes.

Det er vigtigt, at den ejerskabsmodel vi finder, støtter op om den strategi, vi har lagt

Jesper Mailind, adm. direktør i Leo Fondet

Siden Leo Pharma i 2009 etablerede sig i USA ved at satse over 5 mia. kr. på tilbagekøbet af rettighederne til selskabets psoriasisprodukter, har medicinalkoncernen higet efter succes i Nordamerika, men den er langtfra kommet i det ønskede tempo.

Målet dengang var at fordoble betydningen af det amerikanske marked efter få år, men fem år senere var andelen af salget, der kom fra USA, halveret.

Psoriasismidlerne blev ramt af kopipres, og et opkøbt middel til behandling af et forstadium til hudkræft slog aldrig igennem. I dag udgør salget i USA omtrent 22 pct. af den samlede omsætning, som i 2019 var på 10,8 mia. kr.

Den tidligere topchef Gitte Aabo brugte på ti år over 20 mia. kr. på opkøb for at øge væksten i selskabet og sikre en pipeline, der også kan skabe vækst i fremtiden.

Dyr vækstplan

I foråret 2019 optog medicinalvirksomheden nemlig lån for 11 mia. kr. til finansiering samt for at sikre penge nok på kistebunden til at gennemføre opkøbet på 5 mia. kr. af Pellepharm, hvis det bliver aktuelt i 2021.

22

pct. af Leo Pharmas omsætning på 10,8 mia. kr. udgjorde USA i 2019

Dermed er selskabet over de seneste ti år gået fra at være et af de mest velpolstrede til at være et af de mest gældsatte i medicinalsektoren.

“Selskabet er rigtig godt finansieret på kort sigt. Det, vi stiler imod, er at finde en langsigtet løsning. Det er ikke et spørgsmål om, at vi mangler penge på kort sigt,” siger Jesper Mailind, adm. direktør i Leo Fondet.

Planen om at gå ind på markedet for biologiske lægemidler til behandling af hudsygdomme bliver den helt store udgift i de kommende år, når selskabet skal lancere antistoffet tralokinumab mod eksem.

Leo Pharma har globale rettigheder til lægemidlet og står derfor over for en dyr lancering.

Lægemidlet er spået et topsalg over 10 mia. kr. og bliver den helt store vækstdriver for Leo Pharma over de næste mange år.

Opbakning til strategi

Med tanke på selskabets hidtidige mangel på succes i USA lyder det fra flere kilder, som Børsen har talt med, at viden om det amerikanske marked og især markedet for lægemidler mod hudsygdomme vil være efterspurgt hos en ny medejer i Leo Pharma.

Jesper Mailind forklarer i den sammenhæng, at opbakning til den udstukne retning, som blev angivet i Leo Pharmas 2030-strategi fra august 2020, er væsentlig i jagten på en medejer til selskabet.

“Det er vigtigt, at den ejerskabsmodel vi finder, støtter op om den strategi, vi har lagt. Uanset hvilken model vi lander på, skal det være en, der understøtter selskabet og understøtter den strategi, vi har lagt,” siger Jesper Mailind.

Selskabet er rigtig godt finansieret på kort sigt. Det, vi stiler imod, er at finde en langsigtet løsning

Jesper Mailind, adm. direktør i Leo Fondet
Strategien handler i hovedtræk om at sikre førerpositionen på markedet for lægemidler til behandling af hudsygdomme og via lancering af et nyt produkt hver andet eller tredje år minimum skabe tocifret årlig vækst i de næste ti år.

Indflydelse er en knast

Siden august har Leo Pharma testet flere forskellige finansieringsmodeller til at finansiere væksten, og ud over aktiesalg har lånefinansiering også været på tale, hvilket nævnes som en årsag til, at Novo Holdings trak sig fra processen som interesseret byder.

For de tilbageværende bydere, der ønsker en bid af kagen i Leo Pharma, er de væsentligste udfordringer at finde ud af, hvem der bestemmer hvad, og hvad slutmålet er. Kommer der en børsnotering, eller vil fonden trække sig fra det spor igen?

“Det er for tidligt at udtale sig om, for det ved vi ikke rigtigt endnu. Der arbejdes med forskellige muligheder. Jeg kan ikke kommentere det mere på nuværende tidspunkt,” siger Jesper Mailind, der fortæller, at fonden regner med at træffe en beslutning i løbet af 2021.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis