ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Stifter af hurtigt voksende køkkenfirma frygter skræmte forbrugere gør coronakrisen dybere: “Kan få økonomien til at gå helt til bunds”

De to stiftere af Reform Michael Andersen (tv.) og Jeppe Christensen (th.) har måtte se salget dykke efter udbruddet af cornavirus. Pr-foto
De to stiftere af Reform Michael Andersen (tv.) og Jeppe Christensen (th.) har måtte se salget dykke efter udbruddet af cornavirus. Pr-foto

I køkkenfirmaet Reform kan de allerede i dag aflæse coronakrisen i salgstallene. I april, maj og første halvdel af juni forventer stifter og direktør Jeppe Christensen, at Reform, der omsætter for over 100 mio. kr., ender med en omsætning på 20-30 pct. af det budgetterede.

“Det eneste folk tænker på lige nu er corona. Det kan vi mærke som alle andre virksomheder,” siger Jeppe Christensen.

Reform sælger arkitekttegnede låger og bordplader til Ikea-køkkener. Selvom salget allerede nu er ramt, er direktøren alligevel ikke så bekymret for situationen. Kassebeholdningen er god efter et flot 2019, og ingen af medarbejderne er sendt hjem endnu.

Så længe nedlukningen kun varer et par måneder, tror han, at forbrugernes økonomi vil være stærk nok til, at de vil begynde at købe køkkener igen, når epidemien er under kontrol.

Men han er bekymret for, at de mange spekulationer om, hvor dyb krisen bliver, ender med at få forbrugerne til helt at stoppe med at bruge penge. Og så ser alting pludselig værre ud:

“Lige nu er der kun budskaber om panik og recession. Det vil skabe en rigtig dyb krise, hvis folk stopper med at forbruge. Det er det eneste, der kan få økonomien til at gå helt til bunds,” siger Jeppe Christensen.

Sortsyn hos forbrugere

Noget tyder på at forbrugerne allerede holder mere på pengene.

Mandag viste tal for forbrugertilliden fra Danmarks Statistik, altså danskernes vurdering af egen og landets økonomi, at sortsynet er begyndt at herske. Kigger man på svar efter nedlukningen af skoler og den offentlige sektor blev annonceret 11. marts, ligger forbrugertilliden på det laveste i otte år.

“Den stigende nervøsitet hos danskerne vil utvivlsomt bidrage til at forstærke nedgangen i privatforbruget og dermed dansk økonomi,” lød vurderingen mandag fra Dansk Erhvervs cheføkonom Tore Stramer.

Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom i Danske Bank, har kigget på, hvordan coronakrisen har ramt forbruget.

De tal viser, at forbruget på restauranter og flyrejser er faldet dramatisk ift. samme tid sidste år, mens danskerne til gengæld lægger flere penge i supermarkedet. Men de viser også, at forbruget i den del af detailhandelen, der ikke sælger fødevarer, er over 30 pct. lavere end samme tid sidste år.

“Danskernes forbruger har allerede reageret kraftigt på coronakrisen,” skriver Louise Aggerstrøm Hansen i en kommentar.

Lige nu er det samlede forbrug holdt oppe af, at danskerne bruger flere penge i supermarkedet. Men Danske Bank forventer, at forbruger vil begynde at falde mærkbart, når danskerne har fyldt op i skabe og skuffer med havregryn, mel og dåsemakrel.

Ikke så hårdt ramt

I Reform siger Jeppe Christensen, at det vigtigste for alle virksomheder at have flest mulige penge i hånden. Derfor kommer Reform også til at benytte sig af muligheden for at udskyde betaling af moms- og indkomstskat, som regeringen har åbnet for.

Så længe nedlukningen af landet ikke varer længere end et par måneder, vil han ikke skrinlægge vækstplanerne og annullere kontrakterne på nye showrooms i USA og Tyskland. Men kommer problemerne til at strække sig til den anden side af sommerferien, så ser det anderledes ud:

“Vi er ikke så hårdt ramt, som en frisør der fra den ene dag til den anden må lukke ned. Vi kan godt overleve relativt lang tid, selvom vi har nedadgående salg. Men der er ingen virksomheder, der kan tåle seks måneder uden salg.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis