ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Flyboss om udsigt til hjælpepakke: “Det er 1000 gange bedre at sige bedre sent end aldrig, men der gik tre måneder, inden vi kom på agendaen”

Regeringen lægger op

til en særskilt hjælpepakke til dansk luftfart. På tide, mener DAT-topchef Jesper Rungholm

Jesper Rungholm, stifter og adm. direktør i DAT, tidligere kendt som Danish Air Transport. PR-foto
Jesper Rungholm, stifter og adm. direktør i DAT, tidligere kendt som Danish Air Transport. PR-foto

For første gang siden nedlukningen af Danmark er der udsigt til særskilt støtte til danske flyselskaber, der ikke har SAS malet på haleroret.

Mandag faldt den såkaldte sommerpakke på plads mellem regeringen og et bredt flertal i Folketinget. I den forbindelse blev det slået fast, at man vil arbejde på en særskilt ordning til den hårdt pressede luftfartsindustri.

I det store hele står vi til at overleve, men spørgsmålet er, hvor meget der er tilbage

Jesper Rungholm, stifter og adm. direktør, DAT

Hos DAT vækker udmeldingen glæde, selvom det endnu er uvist, hvad en mulig pakke kommer til at indeholde – det skal først forhandles på plads mellem regeringen og Folketinget.

“Det er positivt, at der er noget i gang, for vi har bestemt brug for al den støtte, vi kan få,” konstaterer stifter og adm. direktør Jesper Rungholm, der længe har efterlyst politisk hjælp:

“Nu er vi midt i juni, og det var i begyndelsen af marts, at alt lukkede ned. Der gik altså tre måneder, før luftfarten – som er den hårdest ramte industri med de dårligste fremtidsudsigter – kom på agendaen. Det er 1000 gange bedre at sige bedre sent end aldrig, men det er på tide.”

Torben Østergaard er adm. direktør for Sunclass Airlines, Skandinaviens største charterselskab, og har ligesom Jesper Rungholm tidligere efterlyst hjælp fra staten for at holde hånden under dansk luftfart. Han mener, det er for tidligt at kippe med flaget, selvom udmeldingen er et skridt i den rigtige retning.

"Lige nu kan vi dog ikke vide, om det er en snydepakke, eller om der er et reelt indhold, der kan medvirke til at sikre, at der er en dansk luftfartsbranche fremover. Jeg håber blot, at pakken indeholder en smule, der kan tjene som undskyldning for den massive hjælp til SAS," skriver Torben Østergaard i en mail til Børsen.

På vej op i gear

DAT har omkring 600 fuldtidsansatte, hvoraf 210 arbejder i Danmark. Foruden en række indenrigsflyvninger opererer selskabet bl.a. i Tyskland, Italien og Norge. Derfor ramte det DAT hårdt, da flere europæiske lande lukkede grænsebommene i et forsøg på at stoppe spredningen af covid-19.

25

pct. er DATs produktion lige nu på sammenlignet med niveauet før coronakrisen

I løbet af kort tid faldt selskabets produktion til 15 pct. af normalen, og Jesper Rungholm frygtede, at man risikerede at løbe tør for penge allerede i maj. Så galt gik det ikke, og i dag har DAT en produktion på lige omkring en fjerdedel.

“Vi har været så heldige, at vi ikke lukkede 100 pct. ned. Vi har en forretning i Italien, som er på vej i omdrejninger, og vores tyske forretning er også kommet op at køre igen. Derudover har vi åbnet en rute til Aalborg, som er kommet fantastisk godt fra start,” forklarer Jesper Rungholm.

Han understreger, at markedet for luftfart kommer til at se anderledes ud efter coronakrisen, og betegner fremtidsudsigterne som “forfærdeligt for alle de store flyselskaber”:

“Der er kommet en tilstrømning af aktivitet, så vores burnrate er dæmpet betydeligt. Vi kan holde noget tid endnu, men vi har også skubbet nogle af vores partnere foran os – bl.a. vores leasingselskaber, som begynder at ringe med klokkerne nu. I det store hele står vi til at overleve, men spørgsmålet er, hvor meget der er tilbage.”

Ufleksible støtteordninger

En af de ting, som DAT efterlyser, er tiltag, der tager højde for udfordringerne i luftfartsindustrien, heriblandt de faste omkostninger til brændstof og personalet. Selvom DAT fra starten af krisen har haft størstedelen af deres medarbejdere tilknyttet ordningen for lønkompensation, er den ifølge Jesper Rungholm langt fra tilstrækkelig:

“Vi er ramt af manglende fleksibilitet i de nuværende støttepakke, herunder ordningen for lønkompensation. Selvom vi har en aftale med vores fagforeninger om, at vi kan sætte vores medarbejdere ned i tid, må vi ikke ændre på det under de nuværende regler i støtteordningen.”

“Det er et problem, for der er et stort gab mellem de 30.000 kr., som staten dækker, og vores højeste lønninger. I øjeblikket får vi dækket 45 pct. af vores lønomkostninger, og det er langt fra de 90 pct., som ordningen lagde op til. Men vi tør ikke at gamble, for så risikerer vi at skulle betale alle pengene tilbage på et senere tidspunkt.”

Den Internationale brancheforening for kommercielle flyselskaber, Iata, anslog i sidste uge, at luftfartsindustrien alene i år vil tabe 84 mia. dollar pga. corona. SAS har meddelt, at man først forventer en normalisering af efterspørgslen i 2022.

Helt så pessimistisk er man trods alt ikke hos DAT.

“Jeg tror, at vores ruteflyvninger vil være tilbage på 75-85 pct. af kapaciteten omkring oktober og november, men markedet for kontraktflyvninger ser ud til at være dødt. Her forventer vi ikke, at der sker noget før næste sommer,” slutter Jesper Rungholm.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis