Danmarks største fitnesskæde må nu sige farvel til ca. 75 fuldtidsansatte og en gruppe deltidsansatte ud af koncernens ca. 4500 medarbejdere i Danmark. Samtidig bliver lavpriskæden Urban Gyms 10 fitnesscentrene omdannet til Fitness World-centre.
Det skriver fitnesskæden i en pressemeddelelse.
Alle medarbejdere under Urban Gym-konceptet er blevet tilbudt en stilling i Fitness World, og fyringerne berører heller ikke instruktører eller personlige trænere.
”Vi mener, at den bedste måde at tilpasse virksomheden til den nye virkelighed er ved at tilbyde vores medlemmer ét samlet, stærkt og forbedret træningsnetværk. Det vil sige ét samlet tilbud med Fitness World-centre over hele landet, hvor vi løbende kan udvikle og skabe nye tiltag, nye digitale services og flere muligheder for medlemmerne,” skriver Niels Meidahl, direktør for Fitness World Group i meddelelsen.
Tiltagene kommer som følge af covid-19 og de øgede krav til eksempelvis rengøring og afstand, virussen medfører.
”Vi står i en ny virkelighed, og derfor er vi nødt til at arbejde på nye måder og organisere os anderledes, så vi bedst muligt møder medlemmernes nye behov og forventninger, og fortsat kan efterleve myndighedernes krav og anbefalinger. Det kræver omstilling og investeringer af os," skriver Niels Meidahl.
"Vi kommer helt konkret til at have et endnu større fokus på rengøring og nye standarder på tværs af kæden. Derudover satser vi endnu mere på digitale services, så vi fortsat kan skabe sunde vaner for endnu flere,” skriver han videre.
Urban Gym har ingen badefaciliteter, holdtræning eller reception. I stedet bruger medlemmerne en app for at komme ind. Fitness World driver mere end 185 centre - inklusive Urban Gym - i Danmark og har derudover også centre i Polen og Schweiz. Fitness World har 4500 ansatte i Danmark ud af i alt 6000 ansatte.
Urban Gym lancerede sine første centre i september 2016 fordelt i København, Odense, Aarhus og Viborg til en pris på 99 kr. om måneden.
Urban Gyms 10 fitnesscentre var i et selvstændigt selskab, og Fitness World-medlemmer har derfor ikke haft adgang med deres kort.
Fitness World investerer et stort millionbeløb i nye rengøringsmaskiner, digitale services og it-systemer, der skal understøtte omstillingen til den nye virkelighed, lyder det.
Fyringerne sker ifølge meddelelsen ift. den operationelle drift af centrene og organiseringen af Fitness Worlds hovedkontor.
”Det er trist at skulle sige farvel til nogle af vores gode kollegaer, og vi har naturligvis – alle de steder, hvor dethar været muligt - tilbudt medarbejderne andre roller eller opgaver,” skriver Niels Meidahl.