ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dansk virksomhed starter stor produktion af værnemiddel: Vil dække hele Europa

HN Group

har sendt mange tusinde ansigtsvisirer ud i sundhedsvæsenet, men producentens ambitioner er langt større

Henrik Nicolajsen (t.v.) og resten af HN Group har gode erfaringer fra medikoindustrien. De har før lavet dele til stomiposer for Coloplast. Foto: Michael Drost-Hansen
Henrik Nicolajsen (t.v.) og resten af HN Group har gode erfaringer fra medikoindustrien. De har før lavet dele til stomiposer for Coloplast. Foto: Michael Drost-Hansen Michael Drost-Hansen

Der har ikke været tid til at ligge på langs for Henrik Nicolajsen, adm. direktør i HN Group, efter at han trykkede på produktionsknappen sent fredag aften. Medarbejderne i den midtjyske plastvirksomhed har siden arbejdet i døgndrift for at fremstille visirer.

Natten til lørdag pakkede topchefen selv visirer i papkasser, inden de blev sendt ud til alle afkroge af det danske sundhedsvæsen.

Så snart visirerne kommer ud af maskinen, bliver de pakket og sendt mod hospitalerne

Henrik Nicolajsen, adm. direktør i HN Group

“Det giver ekstra blod på tanden og en vis stolthed at kunne være med til at løse de her problemer,” siger han.

De første 60.000 visirer er allerede ude på hospitalsstuerne, men det er langtfra det fulde omfang af produktionen hos virksomheden i Billund.

800.000 visirer er allerede solgt og skal leveres inden for de kommende uger.

Fast rutefart

“Der kører biler i fast rutefart fra vores produktion. Så snart visirerne kommer ud af maskinen, bliver de pakket og sendt mod hospitalerne,” siger Henrik Nicolajsen.

10

pct. fald i ordrer hos HN Group de første 14 dage af coronakrisen, inden de producerede visirer

Produktionsapparatet kan fremstille 25.000 visirer i døgnet. Det svarer til 175.000 om ugen, men kursen er sat mod, at de skal sende 350.000 eksemplarer om ugen ud fra deres produktionshal inden for en til to uger, og inden for et par uger mere kan de levere en halv million visirer om ugen.

Selvom virksomheden har nok at se til med at levere til det danske marked, er topchefen klar til at ekspandere den nye forretning. Visirerne sælges gennem Hounisen Laboratorieudstyr, som de er i tæt dialog med om distributionen.

“Vores klare mål er at dække Danmark først, og hvis vi kan hjælpe resten af EU, så gør vi det. Vi har også snakket om at gå ind i USA,” siger han.

Henrik Nicolajsen er i kontakt med mulige kunder i Tyskland, som står klar, når det danske marked er mættet. I øjeblikket er de ikke gearet til at kunne dække store dele af verden, men det er kun et mindre benspænd.

“Hvis vi skal bruge mere kapacitet, så køber vi bare en maskine mere. Når den her pandemi har lagt sig, så står vi med en ekstra maskine, som vi kan bruge til noget andet. Vi har aldrig været pivede med at tage en chance,” siger han.

Coronakrisen har også sat sig i økonomien hos HN Group, selvom de ikke er så hårdt ramt som andre brancher. Virksomheden har oplevet en nedgang på 10 pct. i antallet af ordrer de seneste 14 dage. Det lille hug i aktiviteten havde givet negative udsigter, hvis muligheden i sundhedsvæsenet ikke havde budt sig.

“Vi kunne godt frygte, at vi skulle sende medarbejdere hjem, så det betyder meget, at vi nu kan holde på vores medarbejdere og tilføje et par nye pga. produktionen af visirer,” siger Henrik Nicolajsen.

Positivt stød

Den nye aktivitet vil også give et lille positivt stød til toplinjen, forudser topchefen.

“Selvfølgelig har vi også en forretning at tænke på, men så længe tingene kan gå op, så er vi rigtig glade for at hjælpe, hvor vi kan.”

Hos Dansk Industri (DI) ser de et stort potentiale for de virksomheder, der har startet produktion af værnemidler. Lars Frelle-Petersen, direktør i DI, sidder for bordenden i koordineringsarbejdet mellem virksomheder og sundhedssektoren.

“Om kort tid har vi så mange visirer, at vi kan eksportere til andre lande. Vi får mange henvendelser fra udlandet om stor interesse for at aftage produkter,” siger han.

Især de små og mellemstore virksomheder kan ved at producere værnemidler få en hjælpende hånd igennem krisen, vurderer han.

“Der er en række virksomheder, som kan se, at det, de traditionelt laver, det er der ikke længere et marked for, men her er der faktisk en mulighed for at skabe noget aktivitet, samtidig med at de hjælper andre,” siger han.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis