ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Finanshus om Novo Nordisk-aktie efter kursfald på 9 pct. på en måned: Den er kommet ned i et spiseligt niveau

Finanshuset Bernstein mener, at Novo Nordisk kursmæssigt er kommet ned i et attraktivt niveau. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen Ritzau/Scanpix
Finanshuset Bernstein mener, at Novo Nordisk kursmæssigt er kommet ned i et attraktivt niveau. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen Ritzau/Scanpix

For den langsigtede investor kan det være et godt tidspunkt at samle op i Novo Nordisk-aktier, efter den seneste måneds kursfald på knap 9 pct., mener flere finanshuse.

De påpeger samtidig, at aktien nok går en lidt stille periode i møde med få nyheder fra porteføljen af lægemiddelkandidater.

Det seneste kursfald tilbyder et godt indgangspunkt for investorer med en langsigtet horisont

Wimal Kapadia, medicinalanalytiker i Bernstein

“Det seneste kursfald tilbyder et godt indgangspunkt for investorer med en langsigtet horisont. Vi erkender, at der er få katalysatorer for aktien på kort sigt, men fortsætter med at kunne lide det fundamentale i markedet og er ikke nervøse for forsøgsdata fra Tirzepatide senere på året, og vi fortsætter med at mene, at fedme er undervurderet,” siger Wimal Kapadia, medicinalanalytiker i det amerikanske finanshus Bernstein, der sænker sit kursmål for Novo Nordisk til 460 kr. pr. aktie fra 470 kr. pr. aktie inden kvartalsregnskabet torsdag.

Tirzepatide er en lægemiddelkandidat fra Novo Nordisks amerikanske ærkerival Eli Lilly, og som i indledende forsøg har vist stor reduktion i blodsukkerniveauer samt store vægttab for patienterne. Novo Nordisk mener dog, at selskabet har svaret til den mulige konkurrence, enten med en større dosis af Ozempic eller det kommende kombinationsprodukt, hvor Ozempic og kandidaten AMG833 har vist vægttab på 17 pct. efter 20 ugers behandling.

Wimal Kapadia mener, at for den langsigtede investor vil potentialet for en voksende fedmeforretning være den største bidragsyder til opjusteringer fra analytikerside og dermed øget aktieværdi i de kommende år. Bernstein vurderer, at Novo Nordisks fedmeforretning kan nærme sig en omsætning på 40 mia. kr. i 2030.

Lurende prispres

Til gengæld vurderer han, at i og med, at Novo Nordisks nyere diabetesmediciner i glp1-klassen nu udgør omkring 20 pct. af det samlede diabetesmarked målt i værdi, så øges presset på prisen, og han venter en periode med tocifrede nettoprisfald på området for Novo Nordisk.

Novo Nordisk-topchef Lars Fruergaard Jørgensen vurderer dog, at graden af differentiering fortsat er bestemmende for, om prispres opstår for et lægemiddel, og indtil videre er de produkter, der er på markedet i glp1-klassen, unikke på hver sin måde, hvilket fremmarchen for Ozempic over de seneste to år understreger.

460

kr. er Bernsteins kursmål på Novo-aktien

Ozempic er nu Novo Nordisks største sællert og har væltet Victoza af pinden, uden at det har kostet væsentligt på prisen. Men Lars Fruergaard Jørgensen erkender dog, at fokus i Novo Nordisk er ændret, så man ikke bare hæver prisen år for år, som det skete på insulinområdet frem til 2016.

“På basal insulin lykkes indkøberne med at spille produkterne ud mod hinanden,” siger Lars Fruergaard Jørgensen, med henvisning til, at indkøberne, der administrerer tilskudslisterne kan flytte folk fra ene produkt til andet, afhængig af pris, fordi produkterne ligner hinanden så meget.

“Det tror vi ikke på, at man i samme grad kan inden for glp1,” siger Novo Nordisk-topchefen.

Han tror på, at prisen langsomt vil dale for glp1-medicin, fordi selskabet giver lidt større rabatter, og fordi selskabet kommer ud i flere salgskanaler, hvor de senest tilkomne sker til lavere priser.

Glp1-medicin udgjorde knap 40 pct. af Novo Nordisks samlede omsætning i andet kvartal og ventes inden for få år at udgøre mere end halvdelen af omsætningen, da det primært er salget af glp1-medicin, der driver væksten i medicinalkoncernen.

Ifølge Bloomberg har 19 analytikere en købsanbefaling af Novo Nordisk-aktien, mens 12 har en neutral anbefaling og fem mener, at man skal sælge Novo Nordisk-aktier. Det gennemsnitlige kursmål på 12 måneders sigt er på 446,6, svarende til et kurspotentiale på 10,7 pct.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis