ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Familieejet butikskæde undersøger muligt smuthul før genåbning: Direktør overvejer at afskærme med paller for at “komme inden for lovens rammer”

Få måneder inden coronakrisen tvang butikker over hele landet til at lukke ned i marts sidste år, havde butikskæden Biltema brugt 50 mio. kr. på en ny flagskibsbutik i Roskilde. Nu ser det ud til, at butikken er for stor til at kunne åbne, når dele af detailhandlen igen får grønt lys til at lukke kunder ind. Men direktøren, Jacob Møller, forsøger at finde et smuthul. Foto: Magnus Møller
Få måneder inden coronakrisen tvang butikker over hele landet til at lukke ned i marts sidste år, havde butikskæden Biltema brugt 50 mio. kr. på en ny flagskibsbutik i Roskilde. Nu ser det ud til, at butikken er for stor til at kunne åbne, når dele af detailhandlen igen får grønt lys til at lukke kunder ind. Men direktøren, Jacob Møller, forsøger at finde et smuthul. Foto: Magnus Møller

Mens butikskæder på gågader og handelsstrøg ser ud til snart at kunne genåbne, ser det anderledes dystert ud for de butikker, som enten ligger i et storcenter eller fylder mere end 5000 kvm.

Det får nu en af Nordens største detailkoncerner, den svenske gør-det-selv-kæde Biltema, til at tænke kreativt i et forsøg på at få lov til at åbne dørene op til varehusene, selvom to af kædens 12 danske butikker er større end 5000 kvm.

I nogle af de store varehuse har vi næsten 400 kvm siddeareal i caféerne, som tæller i den samlede vurdering. Det skærmede vi af med paller, så vi kunne få lov til at køre på i de store huse

Jacob Møller, adm. direktør, Biltema Danmark

I efteråret hev medarbejderne i Biltemas flagskibsbutik i Roskilde bunkevis af paller frem fra lageret, som blev stablet oven på hinanden inde i butikken, så pallerne skærmede af for et stort caféområde.

Det fik ifølge adm. direktør for Biltema i Danmark Jacob Møller butikkens salgsareal ned under 5000 kvm, som er den butiksstørrelse, der lige nu bliver talt om som en mulig skillelinje for, hvornår en butik enten må genåbne eller skal holdes tvangslukket.

Derfor gør Jacob Møller nu igen klar til at tænke i en kreativ palleløsning.

“I nogle af de store varehuse har vi næsten 400 kvm siddeareal i caféerne, som tæller i den samlede vurdering. Det skærmede vi af med paller, så vi kunne få lov til at køre på i de store huse. Så vi vil se, om vi kan spærre en del af det af igen for at komme inden for lovens rammer,” siger Jacob Møller.

Til spørgsmålet om hvorvidt han vurderer, at det er et lovligt smuthul, svarer direktøren, at politiet i efteråret flere gange var forbi varehusene, for at kontrollere om kæden holdt sig inden for reglerne, men at Biltema ikke fik nogen påbud.

Samtidig vurderede Dansk Erhverv ifølge ham, at manøvren var i orden, og det vil han undersøge igen.

“Det kommer også lidt an på, hvordan det bliver defineret. Sidste gang var vi i bund og grund i tvivl om, om det var okay, så der hev vi fat i Dansk Erhverv. Det er ikke et sted, vi har lyst til at pisse ved siden af, så vi skal lige have vendt det med Dansk Erhverv igen,” siger han.

Men ifølge Erhvervsministeriet er en løsning med at skærme en del af butiksarealet af, ikke en adgangsbillet til at kunne åbne butikker med et areal på mere end 5000 kvm, hvis det skulle blive politisk besluttet.

“Erhvervsministeriet oplyser, at det ikke vil være muligt at afspærre områder for at leve op til arealkravene, hvis det bliver politisk besluttet, at butikker under 5000 kvadratmeter må åbne. Butikkernes samlede areal er det gældende – afspærret eller ej," skriver Erhvervsministeriet i en mail.

Omsætningen er styrtdykket

Genåbningsplanen er endnu ikke endeligt politisk vedtaget, og det er først tirsdag eftermiddag, at Folketingets partier skal forhandle om en genåbning. En ekspertgruppe har mandag sendt en indstilling til Folketinget, der bl.a. indeholder anbefalinger om en genåbning af dele af detailhandlen.

60

pct. er omsætningen faldet i Biltemas danske butikker de seneste to måneder

Her foreslår ekspertgruppen, at butikker op til 5000 kvm kan genåbne, men at storcentre samt f.eks. frisører og massører fortsat skal holde lukket.

Samtidig vurderer eksperterne, at der skal gælde midlertidige skærpede pladskrav i et forsøg på at bremse smittespredningen af coronavirus (covid-19).

De seneste to måneders nedlukning har fået omsætningen til at styrtdykke i Biltemas danske butikker, som den familieejede kæde, der samlet har 144 butikker i Norden, står bag.

Ifølge Jacob Møller er omkring 60 pct. af omsætningen forsvundet i de danske butikker, og derfor går han igen efter at finde en måde at få åbnet alle varehusene på.

“Vi er selvfølgelig interesseret i at kunne genåbne igen. Det har været dyrt nok indtil videre,” siger han.

Det har nok sat os alle sammen lidt på prøve i år. Man skal ikke tænke ud af boksen, men man skal tænke lidt ind i boksen

Jacob Møller, adm. direktør, Biltema Danmark

Er sat på prøve

Bare fire måneder før coronakrisen fik statsminister Mette Frederiksen til at lukke Danmark ned første gang, havde Biltema i november 2019 slået hul på en stor satsning.

Koncernen brugte dengang 50 mio. kr. på at bygge en ny flagskibsbutik i Roskilde på 7600 kvm med en café. Samtidig besluttede Biltema, at koncernen ville fordoble sin størrelse i Danmark inden for få år og kun bygge varehuse, der har en størrelse på ca. 7500 kvm og egen café.

Butikskæden holder fast i planen, men i øjeblikket har det også udfordret kæden i forhold til restriktionerne. Det er koncernens to varehuse i Hjørring og Roskilde, som ser ud til at være for store til at kunne genåbne.

Tidligere har der bl.a. været eksempler på, at butikker, der lå i tvangslukkede storcentre, fandt et smuthul til at holde åbent for kunder ved f.eks. at lave særlige indgange til butikken gennem en bagdør.

“Det har nok sat os alle sammen lidt på prøve i år. Man skal ikke tænke ud af boksen, men man skal tænke lidt ind i boksen, i forhold til hvordan præmissen er lige nu, og hvordan vi kan komme ind i den kasse, så vi kan køre noget handel et eller andet sted,” siger Jacob Møller.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis