ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Falck betaler over 150 mio kr i erstatning i Bios-sag: "Forliget er endnu et vigtigt skridt i vores oprydning"

Opdateret kl. 09.45 med kommentar fra Bios- Falck har indgået forlig i sagen om Bios og betaler nu 152,5 mio. kr. i erstatning til sagens parter, så der bliver kompenseret for Bios' økonomiske tab i Danmark. 

"Forliget er indgået imellem Falck, Region Syddanmark, Bios’ hollandske ejer og konkursboet efter Bios i Danmark. Falck kompenserer sagens parter med i alt 152,5 mio. kr.," skriver Falck i en meddelelse. 

Falck har indgået separate aftaler om kompensation med Region Syddanmark, Bios' hollandske ejer og Rabobank og parterne har dermed trukket deres anmeldelser i konkursboet efter Bios' danske selskab tilbage. Med forliget bliver alle retstvister mellem aftaleparterne afsluttet.

"Falck handlede i 2014-15 på en måde, der var uacceptabel, og som vi aldrig kommer til at gentage. Vi har accepteret myndighedernes kendelse. Vi har arbejdet for at skabe en samlet løsning for alle store og små kreditorer. Vi er glade for, at vi har kunnet nå til et forlig, og betaler nu for parternes tab," udtaler Jakob Riis, adm. direktør i Falck, i meddelelsen.

Spændte ben for hollandsk rival

Sagen handler om, at Falck i 2014 tabte et udbud i Region Syddanmark om ambulancedriften til hollandske Bios. Falck nægtede at erkende nederlaget, og under godkendelse af den daværende topchef Allan Søgaard Larsen hyrede Falck spinfolk til at påvirke medier, finde smuds på Bios og skabe en stemning af, at det ville blive kaotisk og endda farligt med valget af Bios.

Virksomheder
Falck forsøger at lukke betændt Bios-sag i forlig: “Der er mange krav på kryds og tværs”
Fra starten havde Bios problemer med at skaffe nok redere og i slutningen af 2016 gik det hollandske selskab konkurs. Undervejs i processen havde Bios anklaget Falck for at være skyld i selskabets problemer.

I januar i år varslede Konkurrencerådet, at det ville melde Falck til Bagmandspolitiet for at have misbrugt sin markedsposition til at fordrive Bios fra markedet.

Samtidig bedyrede Bios' adm. direktør Stef Hesselink, at Falck og Jakob Riis kunne forvente at modtage et erstatningskrav på et trecifret millionbeløb, mens også politikere i Region Syddanmark snakkede om muligheden for at kræve erstatning hos Falck. 

Stef Hesselink er tilfreds med aftalen, hvor Falck kompenserer for de tab, Bios har lidt. 

"Perioden med ambulancedrift i Danmark var hård og økonomisk meget belastende. Og derfor er det selvfølgelig positivt, at vi nu bliver kompenseret fair og rimeligt. Men i dag tænker jeg først og fremmest på de mange, dygtige medarbejdere, som i 2014-2016 tog arbejde i Bios for at hjælpe borgerne i Region Syddanmark. Vi mødte fantastiske medarbejdere i Danmark, som viste os enorm loyalitet og omsorg for de borgere, vi hjalp," udtaler han i en separat meddelelse. 

I dag driver Stef Hesselink forretninger inden for bl.a. ambulancetjenester, globale IKT-løsninger og vikarbureau. 

Forlig vigtigt skridt i oprydning

Ifølge Falck bliver omkring 500 kreditorer sikret dækning i konkursboet med et beløb, som "på det foreliggende grundlag vurderes at være tilstrækkeligt til at sikre indfrielse af allerede kendte krav i konkursboet". 

"I Falck lever vi af vores kunders og brugeres tillid. Ikke kun tillid til, at vi altid rykker ud, når der er brug for os, men også tillid til ordentlighed i alt, hvad vi foretager os. Som ny ledelse ønsker vi at sikre, at vi aldrig ser en lignende sag. Forliget er endnu et vigtigt skridt i vores oprydning," siger Jakob Riis i meddelelsen. 

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis