Forhandlingerne om en overenskomst for Ryanairs danske base i Billund brød reelt sammen i januar. Siden er det vækstivrige, irske lavprisselskab og Flyvebranchens Personale Union (FPU) ikke kommet nærmere på hinanden med reelle forhandlinger, og Ryanair har drevet basen uden en dansk aftale om løn- og arbejdsvilkår.
Derfor overvejer FPU og forbundets formand Thilde Waast nu, om de skal varsle en større konflikt mod Ryanair ligesom den konflikt i 2015, der reelt stoppede Ryanairs baseaktiviteter på dansk jord.