ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Få overblikket: Så stort er problemet med ulovligt russisk træ

Trods stribevis af modtiltag ender ulovligt træ fra Rusland alligevel i Danmark. Hvordan sker det, hvem er de skyldige, og hvad er løsningen? Børsen giver dig en overflyvning

Birketræ, en af Ruslands helt store eksportvarer, er ulovligt at importere til EU. Alligevel ender træet inden for EU’s grænser. Arkivfoto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Birketræ, en af Ruslands helt store eksportvarer, er ulovligt at importere til EU. Alligevel ender træet inden for EU’s grænser. Arkivfoto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

Russisk træ har fundet nye og kringlede veje ind i EU og Danmark, efter at det er blevet ulovligt at importere det.

Børsen har i en række artikler afdækket et netværk af virksomheder, der ved at handle med illegalt russisk tømmer er med til at forvride konkurrencen på det europæiske marked og sende frisk kapital til Ruslands krigsmaskine.

Her får du et koncentrat af projektet med de lyssky metoder, omfanget af ulovlighederne, bagmændene bag importen og de mulige løsninger.

1. Omfanget

Siden august har EU-Kommissionen undersøgt Kasakhstan og Tyrkiets handel med birkekrydsfiner, og konklusionen er soleklar: De finerfabrikker, der eksporterer til EU, er flittige til at bruge sanktioneret russisk træ.

Det viser en endnu ikke offentliggjort rapport fra Kommissionen, som Børsen har fået indsigt i. Undersøgelsen viser også, at Kasakhstans andel af birkekrydsfiner på det europæiske marked er gået fra 0 til 8 pct., siden sanktionerne blev indført – ligesom den viser en række andre mistænkelige mønstre i handlen med træ, der får øjenbrynene til at løfte sig.

8

pct. er Kasakhstans andel af birkekrydsfiner på det europæiske marked i kølvandet på sanktionerne – før var det 0 pct.

Resultaterne har fået ngo’en Earthsight til at klage over 31 specifikke europæiske importører, der har benyttet sig af producenterne i Kasakhstan og Tyrkiet.

Selvom der ikke er lavet tilsvarende undersøgelse på dansk grund, taler importtallene for sig selv. I 2021 købte Danmark russisk birkekrydsfiner for 113 mio. kr. Året efter forsvandt Rusland ud af statistikken, og for første gang optræder bl.a. Kasakhstan nu.

I branchen er man ikke i tvivl, når der løbende tikker tilbud ind på birkekrydsfiner, som er for gode til at være sande. Det fortæller bl.a. Camilla Hyldgaard Thomsen, der er kommerciel direktør hos en af landets største importører, Keflico.

2. Metoderne

Træsvindlerne er kreative. Børsens afdækning viser, at forhandlerne med birkekrydsfiner har et arsenal af metoder, der kan få det ulovlige træ ind over de europæiske grænser.

Læs artiklen om, hvordan en sælger fra en europæisk trægigant i detaljer over for en kunde beskriver, hvordan man kan sende birkekrydsfineren til Kina, hvor personalet skifter etiketter og udsteder nye certifikater.

Eller om hvordan en af verdens største træproducenter i en udførlig Powerpoint-præsentation fortæller, hvordan man har fundet en vej ind. Gulvelementer til trailere og campingvogne er ikke underlagt sanktioner, så hvorfor ikke bare hæfte den varekode på birkekrydsfineren?

Virksomheder
Tonsvis af mistæn­ke­ligt træ kørt til fabrik på Falster
Ny-topbillede-lager.jpg

Du kan også gå på opdagelse i den omfattende undersøgelse, Børsen har foretaget af den kasakhiske finerfabrik Qazaq Veneer, som står bag flere sendinger af birkekrydsfiner til Falster. Dokumenter, satellitbilleder og importdata tegner ifølge eksperter et billede af, at Qazaq Veneer er i høj risiko for at blive misbrugt til at hvidvaske ulovligt russisk træ.

Sporet til Rusland kan også være langt mere sløret. Danmark har været målet for seks ud af syv forsendelser af tropisk træ fra en afrikansk trækoncern, der ifølge USA har den russiske lejehær Wagner-gruppen bag sig. Selvom EU har sanktioneret Wagner-gruppen, er trækoncernen fortsat blåstemplet.

3. Udfordringerne

Branchefolk og EU-politikere peger på, at opgaven med at slå ned på ulovlig russisk træ er vokset myndighederne over hovedet.

Sanktionspakke på sanktionspakke er siden krigens udbrud vedtaget på EU-niveau, men de lokale myndigheder, der står for at kontrollere importen, har ikke nødvendigvis fået tilført flere ressourcer. Hos Miljøstyrelsen valgte man at tage kasakhiske dokumenter og stempler for gode varer i vurderingen af finerfabrikken Qazaq Veneer – til stor undren fra flere træimportører.

Virksomheder
Ekspert: Massiv svindel med træ fra Rusland – kommer ind via Kina
20240417-141233-7-2200x1466ma.jpg

Et andet problem er, at det er relativt nemt som importør blot at lukke øjnene. Selvom man måske har en anelse om, at træet risikerer at stamme fra Rusland, kan man komme langt med de rette stempler og dokumenter. Når først træet er kørt hen over EU’s grænser, er skaden sket. Der ligger fortsat ikke en eneste afgørelse om ulovlig import af russisk træ mod en europæisk virksomhed.

Ikke mindst når snyd med toldpapirer foregår gennem Kina, som er et land, virksomheder har svært ved at undgå samhandel med.

Læs, hvad træimportørerne litauiske Baltic Wood Partners, østrigske Kronospan og amerikanske Central National Gottesman har at fortælle om deres import af mistænkeligt træ.

4. Løsningerne

Hvordan kommer man så den ulovlige import til livs?

Flere ressourcer til at kontrollere træet er et af de forslag, der går igen. En EU-taskforce, der kan koordinere på tværs af landegrænser og hjælpe med redskaber, er også på bordet. Et tredje forslag er at stimulere efterspørgslen mere effektivt væk fra russiske produkter ved at subsidiere alternativer – i stedet for sanktioner.

Virksomheder
Bør vi skrotte sanktionerne? Politikere er uenige
20200928-185913-5-2200x1466ma.jpg

Et fjerde går ud på at kaste flere ressourcer i at følge pengesporet og afdække og sanktionere skyggefinansieringen bag den russiske krigsmaskine.

For at komme problemet til livs lægger EU-Kommissionen på baggrund af sin undersøgelse op til straftold med tilbagevirkende kraft på krydsfiner fra Kasakhstan og Tyrkiet.

At man ikke kan stole på stempler, der skal dokumentere træets oprindelse, har et internationalt forskerhold et forslag til at løse. De arbejder på en database og computermodellering, som man kan matche isotoptest af træ op imod og bestemme, hvor i verden træet kommer fra.

Virksomheden bag et af de vigtige stempler i træbranchen – FSC-mærket – er også opmærksom på problematikken og har igangsat en større undersøgelse af certificerede virksomheder i Østeuropa og Asien.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis