ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Få overblikket: Her er B&O's op- og nedture de seneste år

Arkivfoto: Nikolaj Skysgaard/Reuters/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Nikolaj Skysgaard/Reuters/Ritzau Scanpix

Da tidligere topchef i Bang & Olufsen Henrik Clausen greb styrepinden i sommeren 2016, var det begyndelsen på et langt aktieridt, der fik kursen i den hæderkronede elektronikproducent fra Struer til at stige til det højeste niveau i årevis. Optimismen var tilbage.

Men så ramte en bølge af nedjusteringer i 2018 og 2019, og i efteråret 2019 stoppede Henrik Clausen. Under den nye adm. direktør Kristian Teär er B&O-krisen yderligere forværret af coronavirussens hærgen, der i dag har fået selskabet til at melde ud, at det planlægger at rejse 400 mio. kr. i ny kapital.

Få her overblikket over B&O's tumultariske liv de senere år:

2016:

26. april: Tue Mantoni er færdig som topchef i B&O, og det bliver i stedet den tidligere Telenor-direktør Henrik Clausen, der skal trække B&O ud af dødvandet. Han tiltræder i juli og afviser, at selskabet er i krise. “Men nu skal virksomheden og jeg bevise, at vi kan levere,” siger han til Børsen.

20. september: Formand Ole Andersen aflyser flere måneders spekulationer om, at selskabet er på vej til at blive solgt. Det sker, efter at selskabet har været i dialog med den kinesiske rigmand Qi Jianhongs firma Sparkle Roll.

2018:

11. januar: Positive vinde i Struer-virksomheden. B&O lander et overskud på 57 mio. kr. efter skat i andet kvartal og opjusterer ebit-margin fra 1-3 pct. til omkring 3 pct. for regnskabsåret 2017/18. Aktiekursen er det eneste år banket i vejret med knap 100 pct.

6. april: B&O fortsætter med at vokse, viser regnskabet for tredje kvartal. Omsætningen stiger med 10 pct., og B&O Play-segmentet trækker op.

12. juli: Henrik Clausen sløjfer B&O Play-brandet, der fylder knap 50 pct. af forretningen, og som blev lanceret af tidligere topchef Tue Mantoni.

19. december: B&O nedjusterer sine forventninger til omsætningen fra 10 pct. til nulvækst for hele regnskabsåret 2018/19. Den melding giver et historisk kursfald på 34,3 pct. Markedsværdien falder til ca. 4 mia. kr.

2019

26. marts: B&O skruer igen ned for forventningerne for hele året og forventer nu et fald på 10 pct. i omsætningen. Få måneder tidligere regnede selskabet med en vækst på toplinjen på 10 pct. Formand Ole Andersen siger, at der fortsat er tillid til Henrik Clausen. Aktien dykker med 26 pct.

3. juni: Den tredje nedjustering på stribe for B&O. Nu venter selskabet, at omsætningen for regnskabsåret vil falde med 13-14 pct. Aktiekursen tager et nyt fald på 17 pct.

23. august: Ole Andersen åbner igen for et salg af B&O, efter at tre nedjusteringer har barberet over 70 pct. af aktiekursen på et år.

8. oktober: Henrik Clausen stopper som topchef. Ole Andersen fortæller, at det var hans eget ønske at forlade B&O. Svenske Kristian Teär, der kommer fra schweiziske Logitech, tager over.

17. december: Den dybe krise i B&O fortsætter. Struer-virksomheden nedjusterer for fjerde gang på under et år. Nu forventes omsætningen at falde 13-18 pct. i forhold til året før.

2020

13. marts: Udbruddet af coronavirussen (covid-19) får B&O til at nedjustere sine forventninger til omsætningen for regnskabsåret 2019/20 til et fald på mellem 20 og 29 pct.

16. marts: B&O præsenterer et nyt omkostningsprogram, der skal spare virksomheden for 175 mio. kr. om året, når det er fuldt implementeret i regnskabsåret 2021/22. Det betyder et farvel til ca. 115 ansatte.

24. marts: Aktiekursen fortsætter med at rasle ned, og markedsværdien for hele selskabet dykker til under 1 mia. kr.

12. maj: Bang & Olufsen beder aktionærerne om hjælp til at komme gennem krisen, som udbruddet af coronavirussen har forværret. Selskabet vil rejse 400 mio. kr. Bestyrelsen indkalder til ekstraordinær generalforsamling den 3. juni, hvor to tredjedele af aktionærerne skal stemme ja til kapitaludvidelsen.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis