EU-Kommissionen har indgået en rammeaftale med den amerikanske medicinalgigant Johnson & Johnson om at købe 200 mio. doser af selskabets kommende coronavaccine, hvis og når den måtte opnå sundhedsmyndighedernes godkendelse.
Det fremgår af en pressemeddelelse torsdag.
Aftalen betyder også, at EU-Kommissionen kan købe yderligere 200 mio. doser.
Kontrakten skaber rent teknisk rammerne for, at de individuelle medlemslande kan købe vacciner fra Johnson & Johnson til eget brug eller med det formål at donere dem til mindre velstående lande.
– Vores borgeres liv og vores økonomi har behov for en sikker og effektiv vaccine mod coronavirussen. Dagens samtaler bringer os tættere på at opnå dette. Kommissionen gør ethvert tiltag, i tæt samarbejde med medlemslandene og med medicinalselskaber, for aktivt at bidrage til dette, udtaler Ursula von der Leyen, formand for EU-Kommissionen, i meddelelsen.
I slutningen af juli indgik Kommissionen også en aftale med franske Sanofi og britiske Glaxosmithkline om på samme måde at købe 300 mio. doser vaccine. EU taler desuden med andre leverandører om mulige aftaler.
/ritzau/FINANS