Den danske og svenske regering får nu grønt lys til at sende 1 mia. euro, svarende til 11 mia. svenske kr., til SAS i statsstøtte.
Det skriver EU-Kommissionen i en pressemeddelelsemandag aften.
“SAS spiller en central rolle for de skandinaviske landes konnektivitet og økonomi. Som mange andre luftfartsselskaber er SAS blevet hårdt ramt af den igangværende krise. Med denne foranstaltning vil Danmark og Sverige bidrage med op til 1 mia. euro til SAS' rekapitalisering og hjælpe luftfartsselskabet med at klare sig igennem den aktuelle krise,” udtaler Margrethe Vestager, næstformand for Kommissionen, i meddelelsen.
Pengene er en del af den redningsplan, det skandinaviske flyselskab fremlagde i slutningen af juni, efter at være blevet hårdt presset af coronakrisens effekter på luftfarten.
Af planen fremgik det at den danske og svenske stats skød friske penge i SAS, og øgede sine ejerandele fra ca. 14 pct. hver til 20 pct. Danmark vil med EU's godkendelse som planlagt bidrage med cirka 6 mia. svenske kr. i støtte, mens Sverige bidrager med 5 mia. svenske kr.
Ifølge Margrethe Vestager vil medlemsstaterne opnå et tilstrækkeligt højt afkast for de risici, skatteyderne påtager sig. Derfor er det Kommissionens afgørelse, at det ikke er et problem med konkurrencefordrejningen.
“Jeg glæder mig over, at private investorer deltager i planen, da det begrænser behovet for statsstøtte og bidrager til genopretningen af virksomheder, der er ramt af coronavirusudbruddet,” fortsætter Vestager i meddelelsen.