380.000 passagerer fik aflyst deres flyrejse, da lønforhandlinger endte i strejke hos SAS for to år siden, og nu er de tættere på at kunne få kompensation.
EU-Domstolen siger tirsdag i en enkeltsag, der vedrører strejken for to år siden, at en strejke ikke er en “ekstraordinær omstændighed”.
“En strejke organiseret af en fagforening for et luftfartsselskabs personale med henblik på blandt andet at opnå lønforhøjelser er ikke omfattet af begrebet “usædvanlig omstændighed"," skriver domstolen efter dommen klokken 9.30.
Dermed skal et flyselskab betale kompensation for aflysninger og forsinkelser, hvis disse overskrider grænserne i EU's forordning om rejsekompensationer.
SAS har anslået, at der er tale om et beløb på potentielt 117 mio. euro. Det svarer til 870 mio. kr.
I praksis fungerer det dog sådan, at passagerer selv skal søge disse kompensationer for at få dem. Derfor vil beløbet formentlig blive noget lavere.
Passagererne har ifølge EU-regler to år til at søge kompensation. Dermed er fristen også ved at udløbe, da strejken var fra 26. april til 2. maj i 2019.
SAS har fastholdt, at selskabet ikke har pligt til at kompensere passagerer som følge af strejken i 2019.
Airhelp, som har ført sagen for en passagerer, har fået henvendelser fra “flere tusinde”, som har ønsket hjælp til at søge kompensation fra SAS i forbindelse med den konkrete strejke for to år siden.