TV2 skal betale ulovlighedsrenter for uanmeldt statsstøtte, har EU-Domstolen i en afgørelse på spørgsmål fra Østre Landsret tirsdag slået fast.
Størrelsen på beløbet er ikke afgjort. Det behandles ved Østre Landsret. Men Viasat, som har rejst sagen om statsstøtte mod konkurrenten, har krævet 1,75 milliarder kroner.
I en periode fra 1995 til 2002 modtog TV2 ulovligt statsstøtte, nåede EU-Kommissionen frem til i en afgørelse i 2004.
Den støtte skulle betales tilbage, og det skete via ny statsstøtte i form af kapitaloverførsel og statslån. Dette støttebeløb var foreneligt med det indre marked, afgjorde EU-Kommissionen i 2011 med henvisning til TV2’s rolle som en virksomhed af almen økonomisk interesse.
Afgørelsen fra EU-Kommissionen førte til nye søgsmål fra parterne. I 2017 fastslog EU-Domstolen igen, at støtten var forenelig med EU-regler, men at den var ydet ulovligt, da den var anmeldt. Med afsæt i en EU-dom fra 2008 i en sag mellem Frankrig og det franske selskab Société internationale de diffusion et d’édition blev TV2 pålagt at betale ulovlighedsrenter. Den dom er kendt som Celf-dommen.
Viasat har ifølge EU-Domstolen krævet, at TV2 skal forpligtes til at betale ulovlighedsrenter på i alt 1.746.300.000 kroner for perioden mellem udbetalingen af støtten og EU-Kommissionens endelige afgørelse.
Det spørgsmål behandles ved Østre Landsret, som i maj 2019 bad EU-Domstolen om at afklare tre spørgsmål om fortolkning af EU-retten.
Østre Landsret spørger helt enkelt om retten er forpligtet til at pålægge TV2 ulovlighedsrenter som kendt fra Celf-dommen, når der er tale om forenelig støtte, og hvor godkendelsen er sket på grundlag af en vurdering af TV2 samlede økonomi og kapitalisering.