ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Erik Baggers søn klar med nyt designeventyr: Det har altid været min drøm

For to år siden drog Frederik Bagger med sin mor til messe i Herning. Han var spændt, for han skulle lancere sine første produkter af krystalglas.

Siden fulgte søvnløse nætter og bekymring over, om det mon ville lykkes. Inderst inde var han dog ikke i tvivl. Nu sælges hans produkter under eget navn i knap 400 butikker i otte lande.

"Det er svært at skabe et nyt brand, men mit efternavn har selvfølgelig åbnet et par døre, selvom det hovedsageligt er produkterne, der har været rigtig gode - og ikke efternavnet,” siger Frederik Bagger.

Han er søn af Erik Bagger, som står bag en række ikoniske glasserier, heriblandt Grand Cru-glas fra Rosendahl.

Den 28-årige iværksætter har arbejdet hos sin far, siden han var 14 år, men han har altid villet skabe sit eget.

"Jeg havde rådgivere, der sagde, jeg skulle have en stor forretningsplan, inden jeg startede. Men jeg sagde: Nej, nu tager jeg lige et år og kører derudad, for jeg ved, hvad jeg vil,” siger han.

Succeskriteriet var simpelt: Han ville lave godt design, som forbrugeren efterspurgte. Sidste år voksede forretningen 200 pct. ifølge ham selv – uden at ville sætte tal på. Og hastigheden har overrasket ham.

"Hvis man spurgte mig for to år siden, hvor jeg ville være i dag, så havde jeg ikke forestillet mig, at vi ville sidde, hvor vi sidder med det mandskab og de muligheder, vi har,” siger iværksætteren, hvis hold tæller ti medarbejdere.

Provokerende i en gammeldags branche

Han betegner sin branche som konservativ, og hans firma skiller sig ud ved f.eks. at bruge letpåklædte modeller med næsepiercing i markedsføringen.

"Vores konkurrenter kører meget perfektionisme: Champagneglas med perfekt brus og et lille jordbær ved siden af. Hos os er der ikke noget, der er perfekt. Meningen er at danne et univers, der ikke er set før, plus at jeg kan være mig selv i det. Vi er mere provokerende,” forklarer han.

Han mener desuden, at mange af de større spillere laver produkter, der ligner hinanden.

"Vi har fået den opmærksomhed, vi nu har fået, fordi vi gør det anderledes. Vi skiller os ud med det meget mørke, rustikke og rå univers. Det er en ting, vi vil holde fast i,” fastslår Frederik Bagger.

Vil indtage skandinaviske hjem

Og nu gør han klar til at erobre et nyt marked indenfor interiørdesign. Den første kollektion byder bl.a. på lydisolerende vægbeklædning, som egner sig til især restauranter og hoteller. Senere på året lanceres en lampeserie.

"Der er hård konkurrence i branchen. Vi vil gerne have større kendskab til flere varegrupper – og sprede vores omsætning lidt,” siger han og forklarer, at det både er en form for risikominimering og konkurrencefordel for dem.

Ambitionen er, at blive blandt de førende designvirksomheder i Skandinavien – især ift. innovation. Og hele molevitten er hans helt eget, selvom det var faren, der introducerede ham for designverdenen.

"Det har altid været en drøm for mig, siden jeg var helt lille. Det betyder rigtig meget for mig at danne mit eget selskab, der har de dyder, som jeg ønsker," siger han.

Frederik Bagger ejer 66-75 pct. af selskabet, efter han i efteråret fik en millioninvestering fra Jens Alminde, som har været topchef i Euroinvestor. I det første og seneste regnskab fra 2015 lavede virksomheden underskud på -0,7 mio. kr., og for 2016 forventer han endnu et underskud.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis