Tidligere Vestas-topchef Ditlev Engel og tidligere formand for vindmølleselskabet Bent Erik Carlsen har vundet en stor sejr. De omkring 40 investorer, som havde anlagt sag mod dem med krav om godt 72 mio. kr. i erstatning for påstået kursmanipulation, har droppet sagen.
Erik Bomans fra konsulentfirmaet Deminor, som havde rejst erstatningssagen på vegne af de utilfredse investorer, erkender, at sagen er endegyldigt slut – men han er fortsat sikker på, at det var det rigtige at anlægge sagen.
“Sagen er slut. Det er positivt, og nu kan vi komme til at bruge tid på andre ting
Ditlev Engel, tidligere topchef for Vestas og nu ikke længere sagsøgt
Ditlev Engel understreger derimod, at det hele vejen undervejs i sagen er fremgået, at alt er foregået, som det skulle.
“Jeg har aldrig forstået, hvorfor den sag er startet, og hvorfor vi har skullet bruge tid på den i syv år. Men når sagsøgerne kommer og spørger, om de ikke skal hæve sagen, så siger vi selvfølgelig ja,” fastslår den tidligere Vestas-direktør.
Og ellers har han ikke meget at tilføje.
mio. kr. skal Deminors klienter betale i sagsomkostninger til Engel og Carlsen
“Men sagen er slut. Det er positivt, og nu kan vi komme til at bruge mere tid på andre ting,” siger Ditlev Engel.
Han er i dag chef for energidivisionen i den norske koncern DNV GL, en sammenslutning af Det Norske Veritas og Germanischer Lloyd.
Engel var topchef i Vestas i perioden 2005-2013, mens Carlsen var formand 1996-2012.
De utilfredse aktionærer anlagde sagen tilbage i 2013, fordi de mente, at Vestas-ledelsen i 2010 var klar over, at omsætningen aldrig ville kunne nå de 7 mia. euro, som markedet var stillet i udsigt, men undlod at nedjustere forventningerne. Og at ledelsen siden skjulte det skuffende salg ved at ændre regnskabspraksis på en måde, så den samme omsætning for flere mia. kroner blev medtaget to gange.
Erik Bomans siger til Børsen, at årsagen til, at hans klienter har valgt at stoppe, er, at det ikke undervejs i sagen lykkedes at få adgang til nøgledokumenter (især bestyrelsesreferaterred.) eller i hvert fald kun i meget begrænset form. Og at det dernæst ikke lykkedes at få vidner til at bekræfte indholdet af disse centrale, kritiske dokumenter.
“Derfor var vores chance for succes begrænset, og vi kunne ikke forsvare at investere mere tid
Erik Bomans, Deminor
People’s Bank of China er blandt sagsøgerne, der via belgiske Deminor, der – indtil i dag – er gået efter erstatning fra Engel og Carlsen. Derudover er en statslig canadisk investeringsfond, Caisse de dépôt et placement du Québec, og en række fonde under Allianz Global Investors med i kredsen.
Undervejs i det lange sagsforløb er der afsagt flere kendelser om sagsøgernes krav om adgang til f.eks. bestyrelsesreferater. Men deres ønsker er hver gang blevet afvist. Ifølge Deminor kom den seneste så sent som syv dage før sagens start i august, så der ikke var tid til at kære kendelsen.
“Derfor var vores chance for succes begrænset, og vi kunne ikke forsvare at investere mere tid og flere penge i at fortsætte sagen. Vi kunne ikke bruge flere penge for at få en erstatning af en relativt begrænset størrelse. Men det var ikke en fejl at starte sagen,” fastslår Erik Bomans.
Det forlig, som er indgået mellem hans klienter på den ene side og Bent Erik Carlsen og Ditlev Engel på den anden, indebærer, udover at sagen hæves og kravet om erstatning på 72,3 mio. kr. dermed falder bort, at sagsøgerne betaler 2,3 mio. kr. i sagsomkostninger til de sagsøgte – reelt det forsikringsselskab, som står for Vestas' ledelses- og bestyrelses ansvarsforsikring.
Sagsøgerne dropper sagen, der blev anlagt i 2013, men først begyndte med fysiske retsmøder ved retten i Aarhus så sent som i sidste måned. Der manglede kun afhøringer af et par vidner og afsluttende procedurer fra sagsøgere og sagsøgtes advokater.