ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Energikoncern nød godt af stigende Ørsted-aktier i stort transformationsår: Stort milliardopkøb gav omkostninger på 666 mio. kr.

Andel, det tidligere Seas-NVE, fik sidste år Ørsteds tidligere datterselskab Radius ind i folden, og det har haft en stor effekt på koncernens regnskabstal i 2020

Jesper Hjulmand er adm. direktør for Andel, der sidste år skiftede navn fra Seas-NVE. Arkivfoto: Peter-Emil Witt
Jesper Hjulmand er adm. direktør for Andel, der sidste år skiftede navn fra Seas-NVE. Arkivfoto: Peter-Emil Witt

Et massivt opkøb var det helt store omdrejningspunkt sidste år for energi- og fibernetkoncernen Andel, der sidste år skiftede navn fra Seas-NVE.

I september fik den andelsejede koncern endelig Ørsteds nu tidligere datterselskab Radius samt Ørsteds privatkunde- og udelysforretning ind i folden, og det har påvirket regnskabstallene markant.

Det har været en udfordrende øvelse, men vi har løftet i flok og været hurtige til at omstille os

Jesper Hjulmand, adm. direktør i Andel

“Vi bød i 2020 velkommen til flere end 1 mio. elnetkunder, 800.000 energikunder samt 750 nye kolleger ved købet af Radius Elnet og Ørsteds privatkunde- og udelysforretning. Det, samtidig med at covid-19 pandemien, har vendt op og ned på vores arbejdsliv og påvirket kundernes forbrugsmønstre.”

“Det har været en udfordrende øvelse, men vi har løftet i flok og været hurtige til at omstille os til den nye situation. Vi har gjort det uden at gå på kompromis med den daglige drift eller sætte farten ned på vores strategiske udviklingsaktiviteter. Det er et stærkt fundament at stå på og lover godt for den nye Andel-koncern, vi er i fuld gang med at skabe,” siger Jesper Hjulmand, adm. direktør, i en pressemeddelelse onsdag.

Overskud overgår omsætning

Omsætningen voksede til 7,7 mia. kr. fra 6,9 mia. kr. sidste år, og det var især trukket op af den nytilkøbte forretning, der var en del af koncernen de sidste fire måneder af 2020, og som i den periode bidrog positivt med et omsætning på 1,1 mia. kr.

Overskuddet overgik sidste år omsætningen og tog et hop til 10,8 mia. kr. fra 9,8 mia. kr. året forinden, fremgår det af onsdagens årsregnskab.

Det skyldes især, at Andels aktier i energikæmpen Ørsted voksede, og sidste år bidrog ejerandelen ifølge regnskabet med 11,2 mia. kr. eksklusive udbytte.

“For tredje gang i selskabets historie overstiger bundlinjen således toplinjen. Det er en ekstraordinær situation, der kan tilskrives, at resultatet er påvirket af en samlet positiv værdiregulering i Ørsted,” lyder det i pressemeddelelsen.

Omvendt var elhandelsselskabet Seas-NVE Strømmen også negativt påvirket af porteføljeforvaltningen med el, som blev ramt af markant ændrede markedsdynamikker under coronanedlukningerne.

Året var også præget af høje omkostninger i forbindelse med sidste års storstilede milliardopkøb, og i alt påvirkede integrationsrelaterede poster negativt med 666 mio. kr. i 2020.

“Andel står med købet af Radius Elnet og Ørsteds privatkunde- og udelysforretning midt i en omfattende transformation og integrationsproces, der negativt har påvirket årets resultat med 666 mio. kr. i form af en række store engangsomkostninger,” fremgår det af regnskabet.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis