ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Gun-Britt Zeller: “Der er et mantra i min branche med, at bare man har til huslejen, så er det hele fint nok. Det er ikke nok for mig.”

Gun-Britt Zeller er ansigtet på den gode stil og det at ældes med ynde. Men hun er også blandt de første kvindelige iværksættere, der med saksen i den ene hånd og viljen til at skabe noget nyt i den anden skabte en millionforretning, da kvinder knap havde forladt kødgryderne. Vi tegner et portræt af iværksætteren, business angel’en og gazellemodtageren Gun-Britt. Artiklen her er et uddrag af Gazellemagasinet.

Gun-Britt Zeller har bygget en millionforretning op fra bunden siden starten i 1976. Det har været hårdt arbejde fortæller hun. Foto: Steven Achiam
Gun-Britt Zeller har bygget en millionforretning op fra bunden siden starten i 1976. Det har været hårdt arbejde fortæller hun. Foto: Steven Achiam

En kold decemberdag i 2019 stempler en 69-årig kvinde ind til årets gazellefest. Ulasteligt klædt i sort og med langt, sølvgråt hår. Gun-Britt Zeller er der for at fejre, at en af hendes satsninger er gået over forventning og nu er vokset med over 100 pct. i løbet af de sidste fire år. Men mere om det senere.

Gun-Britt Zeller har i årtier været ansigtet på stilsikkerhed og på at ældes med skønhed og ynde. Hendes produktserie står i mange danske hjem, og i mange danskeres bevidsthed er hun et stilikon.

Men bagved ligger også en erhvervssucces, der nærmest kun er vokset siden 1976, da hun som en af de få kvinder åbnede egen virksomhed og slog dørene op til en anden slags salon, der brød alle datidens normer for, hvordan man skulle være frisør og som sådan drive forretning. Sidenhen har hun med succes udvidet sit forretningsområde med en række investeringer, produktserier, diverse partnerskaber og en rolle som business angel.

Hun er med andre ord kommet langt siden dengang, hun blev udlært i 1967, og kvinder og forretningsambitioner var to adskilte siloer.

“Hvis du var erhvervsdrivende, var du mand. Også i min branche,” siger hun, da vi møder hende i hendes salon og kontor i midten af København.

“Dengang var der ikke specielt mange kvinder på arbejdsmarkedet. Det var tilegnet mændene, og kvinderne gik derhjemme. Jeg vil tro, at 75 pct. af kvinderne gik hjemme og passede hus og børn. Så på én eller anden måde var jeg med på en rejse, hvor vi havde en følelse af at skulle ud og betyde noget for det her marked.”

En glemt erhvervssucces?

Men Gun-Britt Zeller trodsede tidens benspænd og blev en succes, der efterfølgende har kastet sig ind i en lang række projekter – i eget og andres navn – der har givet solide afkast.

Således har hun haft millionoverskud i moderselskabet Gun-Britt Coiffure de sidste syv år i træk, ligesom hendes hårproduktserie og hendes rolle som business angel og hovedinvestor i træningscentret Powerhouse Cph begge har givet solide overskud – hvor sidstnævnte kastede en gazellestatuette af sig i 2019.

“Jeg er stolt af, at det er lykkedes mig trods alle de ting, der har været imod mig. Jeg er ordblind, og da jeg gik ud af skolen som 13-årig, troede jeg ikke, jeg kunne regne. Men jeg må bare sige én ting – talblind er jeg ikke,” siger hun og forklarer, at foruden rollen som frisør identificerer hun sig også med rollen som iværksætter og erhvervsdrivende.

Pink Cute Chic Vintage 90s Virtual Trivia Quiz Presentations.png
Gun-Britt Zeller fyldte sidste år 70 år. Alligevel arbejder hun stadig mellem 10-12 timer om dagen og også ofte i weekender. Børsens fotograf fulgte hende en hel dag. Foto: Steven Achiam

“Jeg er erhvervskvinde, og den del interesserer mig meget. Sidder jeg i et selskab og kommer til at tale med en herre om aktier og det at drive virksomhed, siger de ofte: ’Det er utroligt, så meget du er inde i den del også.’ Men hvad havde de forestillet sig? At jeg kunne drive en virksomhed i 45 år uden at have styr på det? Så selvfølgelig er jeg meget inde i forretningsdriften,” siger hun og understreger, at hun ikke har fået hjælp udefra:

“Det har været eget arbejde at nå hertil. Jeg har ikke fået noget forærende. Aldrig. Jeg har ikke giftet mig til penge, og jeg har ikke arvet noget. Min mor efterlod sig 8000 kr. til fire børn og ville hellere dø end give mig noget. Der har ikke været noget at hente der.”

En hård start

Tilbage i barndommen ligner det dog langtfra en fremtidig iværksættersucces. Gun-Britt Håkansson bliver født i Karlskrona, Sverige, en sommerdag i 1950. Hun vokser op i Mou i Nordjylland i et hjem præget af en streng mor og en skolegang, hvor hun er både ordblind og har svært ved at regne.

“Mit drive kom fra en barndom, der var ret hård. Jeg var en mønsterbryder allerede dengang, hvor jeg tidligt tænkte: ’Jeg skal noget andet.’ Det var egentlig ikke, fordi det var et lousy hjem – jeg havde bare en meget hård mor. Skal man sige noget positivt om hende, så havde hun selv noget af det der drive, og hun drev restaurant og kro, så måske har det ligget dybt i mig,” siger hun og tilføjer:

“I hvert fald kom det drive af modgang, hvor jeg ville vise, at jeg kunne noget. Og jeg tror meget på at kunne bruge modgang på en positiv måde. Jeg har altid været god i modvind. Har der været noget modstand, synes jeg, jeg får noget godt ud af det. For eksempel med coronaen. Jeg får nye tanker og måder, jeg kan gøre det på. Det har jeg altid haft i mig,” siger hun.

Da hun flere år senere bliver udlært til frisør, er det netop ønsket om at bryde med mønstre og vanetænkning i et marked, hvor mændene ejer forretningerne, mens kvinder er ansatte, og hvor business as usual er i centrum for driften.

I 1976, midt i oliekrisen, slår hun dørene op til sin egen salon, der rummer et helt nyt forretningskoncept med et langt mere luksuriøst og internationalt ambitionsniveau end det, hendes kolleger i branchen er vant til.

gunbrittzeller_SA_DSC4700 1.jpg
Gun-Britt Zeller har bygget en millionforretning op fra bunden siden starten i 1976. Det har været hårdt arbejde fortæller hun. Foto: Steven Achiam

“Det var ikke nemt. Jeg lå tit om natten og tænkte: ’Overlever jeg det her?’ Da jeg havde haft forretningen i fem år, holdt jeg en kæmpe fest på Daddy’s Dance Hall, fordi jeg altid havde fået at vide, at overlever man de første fem år, så overlever man,” siger hun og uddyber:

“Det var en spændende tid, men det var også en hård tid. Det var svært at være kvinde i en mandsdomineret verden. Svært at blive respekteret. Men lige så langsomt var der nogle, der begyndte at abe efter, selvom de havde svært ved at sige åbent, at de skelede til min forretning,” siger hun om sin rolle som en af hovedkræfterne bag, at luksus og wellness var mere end fransk import, curlere og en våd klud hos barberen.

“Det er den cadeau, jeg får i dag, hvor folk siger: ’Hun gjorde det rigtige på det tidspunkt’, men jeg kunne da godt have brugt det dengang.”

Med sin salon sætter Gun-Britt Zeller høje krav til sig selv og sine medarbejdere, hun sætter fem kvarter af til hver kunde, hæver prisen langt over gennemsnitsprisen, kræver tidsbestilling og giver services som vask og føntørring med i prisen. Noget, der for mange i dag lyder som normalen for en frisør, men som var et nybrud i 70’erne.

“Det var en stor revolution af faget dengang, og jeg var ikke populær. Folk sagde: ’Hvad bilder hun sig ind?!’ Jeg tog også højere priser for det, men jeg uddannede mig også meget løbende, så på én eller anden måde skulle de penge jo også komme ind et andet sted.”

Penge er ikke drivkraften

Er det ønsket om velstand og sikkerhed, der driver værket? Både ja og nej – for selvom Gun-Britt Zeller mener, at det først og fremmest er kvalitet, nysgerrighed og utålmodighed, der driver hende, er penge også en klar markør på, at hun klarede den, og at hun har rykket en hel branche.

“Jeg er meget ambitiøs om det at drive forretning. Og det er jeg, fordi der i min branche er et mantra med, at bare man har til huslejen, så er det hele fint nok. Det er ikke nok for mig. Jeg vil gerne vise nogle tal, jeg vil gerne præstere, og jeg vil gerne vise, at det her er en virksomhed, der kan noget. Sådan har jeg altid haft det,” siger hun.

Og hendes vej til succes har været kvalitet.

“Jeg har egentlig aldrig været drevet af penge. Jeg har været drevet af kvalitet. Og jeg er nødt til at sige det – hvis du gør det, kommer du også til at tjene penge; hvis du er rimelig fornuftig i dit hoved, og du kan administrere dine penge. De to ting går nemlig rigtig godt i hånd sammen. Og det kan ikke undgås, at du tjener penge, hvis du gør det rigtigt,” siger hun og tilføjer:

“Men deri ligger der selvfølgelig også, at du har en forståelse af økonomi og er dybt nede i dine regnskaber og dine balancer. For det nytter ikke noget, at pengene vælter ind, og du så er en spender på alle mulige mærkelige måder.”

Netop økonomien har været et omdrejningspunkt for hende i alle årene.

“For mig er det at få tal hver dag det vigtigste, også selvom jeg godt ved, hvad tallene er. Så jeg kan sidde og sige: ’Så er det virkeligheden lige nu, og så skal vi nå det og det.' Jeg har altid haft budgetter og balancer hver måned.”

“Det er ikke et 9 til 17-liv”

Livet som iværksætter er dog langtfra rene velsignelser. For tidsmæssigt lægger Gun-Britt Zeller en stor mængde af sine vågne timer i sin virksomhed – selv på år 45 i virksomhedens levetid. Hun har stadig op mod syv kunder om dagen, hun selv klipper, holder sig dagligt fysisk i form og driver sin virksomhed med regnskaber, udvikling, møder, og hvad dertil hører af opgaver for en direktør og ejer.

Hendes dag er derfor nøje planlagt. Træning, måltider, klipning af kunder, “taltid” og møder med samarbejdspartnere er alt sammen en integreret del af hendes daglige skema – til et niveau, hvor der konstant er et krav om sirlig planlægning og kilometer i benene for at få enderne til at mødes.

“Jeg arbejder stadig langt mere end fuldtid. Faktisk nærmest hele tiden. Jeg går aldrig af gulvet. Men jeg har også energien til det, og så længe jeg har det, bliver jeg ved. For jeg kan godt lide det, og jeg synes, jeg er sådan en heldig person, at jeg arbejder med noget så taknemmeligt som at lave folks udseende om,” siger hun.

Gun-Britt Zeller har løbende holdt sig selv beskæftiget. Gennem de sidste år har hun kastet sig ud i nye forretningseventyr, både som ivrig investor i aktier, som business angel og i nye projekter i egen virksomhed.

Begynder du at kede dig, hvis du ikke laver noget nyt?

“Ja. Min mand siger det hele tiden. Jeg laver et husprojekt, hvis ikke jeg har gang i noget andet. Jeg keder mig, hvis ikke jeg hele tiden har noget nyt at gøre. Men jeg er ikke halsbrækkende længere. Det skal være fornuftigt, overvejet og med hjertet på rette sted.”

Sådan holdes iværksættergenet i live

Over årene er det bl.a. blevet til en frisørskole med masterclasses, en investering i fitnesskæden Powerhouse Cph, og for 18 år siden startede hun en serie af hårprodukter, der bliver ved med at udvikle sig med en netop lanceret økologisk serie.

Hvert projekt udfordrer hende og er i virkeligheden en måde at holde iværksættergenet i hende velplejet.

“Det er det samme som at starte en ny virksomhed, som kræver noget helt andet af dig. Så det har også været en rejse hver gang. Og det fortsætter også bare.”

Selvom nogle projekter har været tæt på at knække halsen på hende, er hun stadig i en alder af 70 klar på at tage turen igen.

“Når du spørger mig i dag, om jeg ville lave en produktserie, siger jeg tit: ’Det er jeg ikke sikker på, for det er fandeme en svær rejse, det der.’ Men det ville jeg alligevel! For jeg ville ikke kunne lade være,” siger hun og peger på utålmodighed og stædighed som hjørnestenene i hendes forretningstække.

“Jeg er ikke særlig tålmodig. Det er også det, der driver mig. Da jeg var yngre, og folk sagde, jeg var utålmodig, blev jeg lidt ærgerlig. Men jeg tænkte: ’Det skal fandeme være løgn.' Det er jo positivt – jeg vil videre! Så jeg har vendt det om og tænker det som noget positivt. Når jeg får at vide, at noget er meget svært, siger jeg altid: ’Så gør vi det! Tag fat på det!’” siger hun.

Kvinde og iværksætter

Som kvindelig selvstændig udgør Gun-Britt Zeller et mindretal i en gazellekontekst. For selvom procentandelen af kvindelige gazeller er fordoblet i løbet af de sidste ti år, er den stadig på blot 14 pct.

Hun har ellers været med på hele bevægelsen – fra 60’erne, hvor kvinder stod foran kødgryderne, til i dag, hvor et stigende antal starter egen virksomhed med succes. Men hvorfor ikke flere?

“Det at være kvinde har nogle omkostninger, når du gerne vil være selvstændig erhvervsdrivende. For der er noget, du må fravælge. Da jeg fik min søn, var jeg også nødt til at sige, at jeg måtte have en pige i huset – og jeg var nødt til at organisere mig. Det der med at være selskabelig og være social – ud over forretningen og ham – det var udelukket i flere år,” siger hun og fortsætter:

“Du har mange fravalg i mange år, men de ses jo i lyset af dine tilvalg. Det er der flere og flere kvinder, der kan se, og det er meget skønt at se og snakke med dem. De er yngre, men det er det samme, de vil og kan – og mange lykkes med det.”

Hun peger på valget af livspartner som helt afgørende.

“Hvis du er gift, er det vigtigt, at din mand forstår, at han har giftet sig med en pige, der har giftet sig med sit firma. Det er ikke bare dig. Det kræver en mand, der forstår, at det betyder noget, og det er vigtigt for dig. Jeg brugte lang tid på at finde ham,” siger hun om den jagt, der mundede ud i ægteskabet med skuespiller Torben Zeller.

Man skal turde stille krav

Gun-Britt Zeller vender under samtalen flere gange tilbage til unge mennesker – at arbejde med unge, at give noget videre til ungdommen, at være den ældste blandt unge og at forstå ungdommen. Hun ser netop det at give noget videre til fremtidens generationer som en drivkraft for hende nu.

“De er et andet sted, og de tænker på en anden måde. For jeg har egentlig ikke noget aldersproblem selv. Jeg er ligeglad med, om jeg er ung eller gammel. Men det er sjovt at være med og møde den der nysgerrighed, der er særligt hos unge,” siger hun og forklarer, at hun i sin hverdag overvejende er sammen med medarbejdere under 45. De arbejder på en anden måde – de vil gerne have større fleksibilitet, og det synes hun man skal imødekomme. Derfor har hun lavet meget fleksible arbejdstider i salonen, og det kan den yngre generation godt lide. For det skal ikke være så stift, mens det stadig er vigtigt, at man som arbejdsgiver kan stille krav.

FinalPink Cute Chic Vintage 90s Virtual Trivia Quiz Presentations (3).jpg
"En fyr spurgte mig: ’Er du ikke meget skrap?’ Jeg sagde: ’Det havde du aldrig sagt til en mand. Kun til en kvinde. Jeg er ikke skrap. Jeg vil gerne have, at vi fører kvaliteten ud i livet, og får vi en opgave, gør vi det ordentligt.’” Foto: Steven Achiam

“Selvom vi lever i den tid, vi gør, skal man kunne stille krav til sine omgivelser. Et krav kan være at sige: ’Jeg vil gerne have dig i min virksomhed, men du skal kunne det, du laver’,” siger Gun-Britt Zeller og forklarer, at det at sætte krav til hinanden opleves som noget kontroversielt og har fået et skær af noget skrapt:

“Jeg var ude og lave et foredrag på professionshøjskolen Next for en masse unge mennesker, hvor jeg sagde, at de skulle stille krav til deres omgivelser og sig selv. At stille krav er ikke et ’fy-ord’, men en måde at blive dygtigere på. Bagefter spurgte en fyr mig: ’Er du ikke meget skrap?’ Jeg sagde: ’Det havde du aldrig sagt til en mand. Kun til en kvinde. Jeg er ikke skrap. Jeg vil gerne have, at vi fører kvaliteten ud i livet, og får vi en opgave, gør vi det ordentligt.’”

Hvad med fremtiden?

I juni måned fyldte Gun-Britt Zeller 70 år. Hun er klar over, at “uret tikker”, men gør sig ikke større tanker om at trække sig tilbage. Slet ikke efter nedlukningen, hvor hun var ved at blive skør over at være bænket til matriklen. Alligevel forestiller hun sig, hvordan hendes rolle skal udvikle sig.

“Det der med at gå i vejen er jeg ikke så bange for. For når jeg lægger saksen, tænker jeg, jeg stadig sidder bagved og trækker i de økonomiske tråde. Men jeg tror, jeg overlader gulvet til de andre. Jeg bliver ved med at undervise længere, end jeg formentlig vil klippe, for det er også hårdt at have syv kunder om dagen,” siger hun og forklarer, at der stadig er nye tanker iblandt.

Og hun er stadig ikke færdig med at lære. For eksempel i arbejdet som business angel med Powerhouse Cph fandt hun en ny glæde ved for første gang at samarbejde.

“Jeg fandt ud af, hvor sjovt jeg syntes det var at være sammen med andre i driften og tilbød derfor to af mine medarbejdere partnerskab i Gun-Britt Coiffure. Jan og Tor fra Powerhouse Cph inspirerede mig til at samarbejde med andre – jeg har ellers altid stået alene med alting,” siger Gun-Britt Zeller.

Netop den investering førte til at virksomheden voksede og sidste år blev gazelle, efter Gun-Britt Zeller gav kapital og en stor mængde sparring til virksomheden.

For Gun-Britt Zeller var der en mulighed for at arbejde med fremtidens iværksættere. Dem vil hun i resten af sin karriere give et godt rygstød med på vejen.

gunbrittzeller_SA_DSC4606.jpg
Foruden forretningsdrift, arbejdet som business angel og møder klipper Gun-Britt Zeller stadig op mod syv kunder hver dag. Foto: Steven Achiam

“Jeg er meget stolt af virksomheden, og jeg vil gerne vise de unge mennesker, at det her fag ikke bare er et hyggefag. Hvis du gør det rigtigt, kan du blive stor. Der er mange muligheder, og med dette fag kan du også rejse ud i verden, som jeg har gjort,” siger hun.

For hun er selv et levende eksempel på, at flittighed lønner sig som iværksætter. Det råd vil hun gerne give videre til børn og unge med iværksætterdrømme.

“Det kræver stædighed, fokus, hårdt arbejde og flid. Og det er ikke 37 timer – hvis du tror det, så glem det,” siger hun og forklarer, at evnen til at fokusere er afgørende.

Men vigtigst er drømmene. Drømmen om at klare den og om at kunne bygge noget op. En kamp, hun selv har kæmpet mod alle odds, som færre gerne skal tage. Derfor støtter hun bl.a. Red Barnet med en særlig kampagne på hendes grønne produkter i oktober måned, for at flere børn får en god start på livet.

“Jeg ville selv have ønsket, at Red Barnet kunne have hjulpet mig, da jeg var barn. For det er så vigtigt, at vi får nogle unge mennesker, der har nogle drømme, og at der er plads til dem. For tit i udsatte hjem er der ikke plads til at drømme. Det er den næste generation, og der er så mange, der kan være store talenter. Jeg kunne selv lige så godt være tabt på gulvet, men drømmene om noget andet og større fik mig videre,” slutter hun.

Denne artikel indgår i Børsens Gazelle-magasin.

Klik her for at hente hele Gazelle-magasinet.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis