ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Omstridt elselskab politianmeldt for tredje gang på under et år: “Det er systematisk svig som det her, vi vil have ryddet væk”

Det omstridte elselskab Velkommen A/S,

der har Magnus Kjøller som investor, er blevet politianmeldt igen og sætter nu undersøgelse i gang

“Nu er nok blevet nok. Vi har samlet det her op strukturelt gennem lang tid,” siger adm. direktør i Ewii, Lars Bonderup Bjørn Arkivfoto: Michael Drost-Hansen
“Nu er nok blevet nok. Vi har samlet det her op strukturelt gennem lang tid,” siger adm. direktør i Ewii, Lars Bonderup Bjørn Arkivfoto: Michael Drost-Hansen

For tredje gang på under et år bliver elselskabet Velkommen A/S, der sælger el på abonnement, nu igen politianmeldt og anklaget for at forsøge at vildlede privatkunder til at skifte elselskab.

Det er energiudbyderen Ewii, der anklager Velkommen A/S for at forsøge at snyde en række af Ewiis kunder til at skifte over til konkurrenten ved bl.a. at påstå, at Ewii skulle være gået konkurs.

Nu har Ewii bedt politiet efterforske selskabet, der har Dubai-rigmanden Magnus Kjøller som storinvestor og en kreds af tidligere nøglepersoner i krakkede Københavns Andelskasse bag sig.

Ifølge Ewii bryder Velkommen A/S systematisk markedsføringsloven. En række mails, som Børsen er i besiddelse af, viser, at Ewii fra marts til 31. august er blevet kontaktet af 30 kunder, som angiveligt er blevet ringet op af Velkommen A/S, der har påstået, at de skal skifte elselskab.

“Nu er nok blevet nok. Vi har samlet det her op strukturelt gennem lang tid,” siger adm. direktør i Ewii, Lars Bonderup Bjørn, der er frustreret over Velkommen A/S’ opførsel.

“Den er jo uhæderlig. Den er ikke den danske forretningsverden værdig,” siger han.

Har opsagt samarbejde

Det er under tre måneder siden, at Forbrugerombudsmanden for anden gang politianmeldte Velkommen A/S, der, ifølge myndigheden, har “groft vildledt” forbrugere.

Den er jo uhæderlig. Den er ikke den danske forretningsverden værdig

Lars Bonderup Bjørn, adm. direktør, Ewii
Hos Velkommen A/S forklarer formand Henrik Bech-Hansen, der er tidligere direktør i Nordania Leasing og for nyligt tog over efter Morten Schwartz Nielsen på posten, at selskabet nu er gået i gang med at undersøge “de alvorlige beskyldninger.”

Han har taget kontakt til Ewii “for at drøfte selskabets påstande”, skriver han i et svar til Børsen.

“Vi tager kraftig afstand fra nogle af de metoder, som jeg har forstået, at enkelte af vores nu tidligere telemarketingunderleverandører har benyttet. Som konsekvens har vi opsagt flere af dem og indskærpet kraftigt over for de andre,” skriver han.

Storinvestor Magnus Kjøller, der har tjent en formue på abonnementsforretningen Pointworld og som tidligere har tabt en sag i landsretten for vildledende markedsføring, er ikke vendt tilbage på Børsens henvendelser.

Han har tidligere forklaret, at han “tager afstand fra ethvert brud på loven”. ​

91

tilfælde af vildledning og 128 ulovlige opkald blev Velkommen A/S i juni beskyldt for af Forbrugerombudsmanden

Siden Børsen i april sidste år beskrev, at flere private var blevet kontaktet ulovligt af Velkommen A/S, har sagen ifølge Forbrugerombudsmanden udviklet sig til “den mest omfangsrige sag om telefonsalg til dato”.

I oktober sidste år politianmeldte myndigheden selskabet første gang, men klagerne væltede fortsat ind, og i juni blev Velkommen A/S og fire underleverandører anmeldt for 128 ulovlige opkald og for at vildlede 91 forbrugere.

Ifølge Forbrugerombudsmanden var det bl.a. sket ved, at telefonsælgere havde udgivet sig for at være fra det fiktive selskab Statens Strømanalyse eller fra deres elselskab.​

“Det kan vi jo så konstatere, ikke er stoppet, når vi fortsætter med at få henvendelser,” siger Lars Bonderup Bjørn fra Ewii, der tidligere i Børsen har anklaget Velkommen A/S for at bruge “beskidte tricks.”

“Det er systematisk svig som det her, vi vil have ryddet væk,” siger han.

Tilsyn følger med

I slutningen af marts underskrev Velkommen A/S et tilsagn over for Forbrugerombudsmanden, hvor selskabet forpligtede sig til at stoppe den vildledende markedsføring.

Men ifølge Ewii har rivalen i perioden efter alligevel kontaktet flere af Ewiis kunder.

“Modtager vi flere klager over Velkommen, vil vi vurdere, om vi skal tage en ny sag op,” skriver fuldmægtig hos Forbrugerombudsmanden Anja Harild Friis i et svar til Børsen.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis