ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

78-årig biotek-rigmand sætter kurs mod børsentré: “I princippet er vi klar til at lave en børsnotering i dag, hvis vi ville, men det vil vi ikke”

Med kapitalfonden KKR i ejerkredsen ventes biotekselskabet Nordic Bioscience reelt at have sat kurs mod en børsnotering

Claus Christiansen, stifter, ejer og formand for Nordic Bioscience er på kurs mod børsnotering. Arkivfoto: Magnus Møller
Claus Christiansen, stifter, ejer og formand for Nordic Bioscience er på kurs mod børsnotering. Arkivfoto: Magnus Møller

Biotekselskabet Nordic Bioscience har eksisteret siden midt i 1990'erne og levet en stille, let anonym tilværelse på Herlev Hovedgade uden for København. Det bliver gradvist ændret nu, da selskabet har fået den gigantiske kapitalfond KKR ind i ejerkredsen og indleder en global ekspansion, der kan ende med en børsnotering om få år.

I princippet er vi klar til at lave en børsnotering i dag, hvis vi ville, men det vil vi ikke

Claus Christiansen, ejer og stifter af Nordic Bioscience

Da stifter, hovedaktionær og bestyrelsesformand Claus Christiansen efterhånden er nået en alder på 78 år, er han begyndt at planlægge fremtiden for selskabet, og det ligger ikke til ham at sælge rub og stub. Derfor virker en børsnotering om nogle år som et sandsynligt mål for samarbejdet mellem Nordic Bioscience og KKR.

“Fra vores udgangspunkt har Nordic Bioscience alle karakteristika, der gør det muligt at blive et meget succesfuldt børsnoteret selskab på et tidspunkt, men lige nu holder vi alle muligheder åbne og fokuserer på, hvad vi skal i morgen og ikke om tre-fem år,” siger Anders Borg, adm. direktør for KKR i Norden.

KKR investerede onsdag 100 mio. dollar i Nordic Bioscience Holding og fik en minioritetsandel i biotekselskabet, hvilket er lidt atypisk for fondens investeringer.

“De fleste af vores investeringer er majoritetsinvesteringer, men i den rigtige situation og med den rette partner, overvejer vi minioritetsinvesteringer også,” siger Anders Borg, der ikke vil fortælle, hvor ofte fonden accepterer en minioritetsandel.

Ambitionen for Nordic Bioscience er at blive en global spiller og udnytte potentialet i selskabets viden inden for biomarkører, der ifølge KKR og selskabet selv, er verdensførende.

“Vi kan jo bruge vores markører til at se om lægemidler virker eller ej. Jeg tror, at vi har en hel masse værdi, som vi først er ved at finde ud af nu. Der glæder jeg mig virkelig til at få KKR med på vognen,” siger Morten Karsdal, adm. direktør i Nordic Bioscience.

Men spørgsmålet er så, hvad der skal ske for at gøre Nordic Bioscience klar til en børsnotering.

“I princippet er vi klar til at lave en børsnotering i dag, hvis vi ville, men det vil vi ikke. Vi vil udvikle forretningen i de kommende år, og så vi vil beslutte, hvad der er det bedste for forretningen. Det har vi ikke en helt klar holdning til i dag,” siger Claus Christiansen, bestyrelsesformand og sammen med hustruen Bente Juul Christiansen, hovedaktionær i biotekselskabet.

Nordic Biosciences ekspertise er forskningen i cellerne omkring bindevævet, det såkaldte ekstracellulær matrix, og selskabets biomarkører kan udnyttes til diagnostik, til at se om lægemidler virker samt til at udvikle nye lægemidler.

“Der er ingen tvivl om, at vi kan få meget mere ud af det diagnostiske. Vi er de eneste i verden, der har målt de her markører, og forstået hvad matrix er, og det kan vi få meget mere ud af. Det er vigtigt,” siger Morten Karsdal, der ser en række skjulte juveler i den del af forretningen.

Egne lægemidler

Derudover udvikler Nordic Bioscience selv lægemidler, enten på egen hånd eller via partnerskaber, eksempelvis med Novo Nordisks ærkerival i USA, Eli Lilly, inden for diabetes og fedme.

Ifølge Claus Christiansen har Nordic Bioscience seks til otte lægemidler under udvikling selv, og hovedparten vil inden for et par år være i den mellemste fase af udviklingen, inden det bliver rigtig dyrt i udviklingsomkostninger. Der kan da opstå et kapitalbehov udover det selskabet kan finansiere via driften.

“Hvad vi gør til den tid, har vi ikke taget beslutning om endnu. Nogle vil vi finde en partner til, og nogle vil vi selv køre igennem, men det har vi ikke lagt os fast på,” siger Claus Christiansen.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis