ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Efter varm sommer: Carlsberg opjusterer forventninger til indtjening i 2018

Opdateret kl. 14.40 - Godt en uge før bryggerikæmpen Carlsberg offentliggør regnskab for tredje kvartal, skruer selskabet nu op for forventningerne til indtjeningen i 2018. 

Det meddeler Carlsberg onsdag eftermiddag. 

Opjusteringen betyder, at bryggerigiganten nu forventer en organisk vækst i driftsresultatet på 10-11 pct. Før lød forventningen på "en høj encifret vækst". 

Opjusteringen sker som et resultat af indtægter og et driftsresultat, der er højere end forventet, lyder det i meddelelsen. 

"Vi har set gode fremskridt i vores strategiske prioriteringer, stærk eksekvering af vores effektiviseringsprogram og en varm sommer i Vesteuropa. Det er hovedårsagerne til vores opjustering," skriver topchef Cees 't Hart til Børsen. 

Han ønsker ikke at kommentere yderligere, før regnskabet for tredje kvartal offentliggøres 1. november. 

Indtil videre har Carlsberg hentet over 2 mia. kr. i effektiviseringsprogrammet, der har fået navnet Funding the Journey. Det er primært sket ved at skære i medarbejderstaben. 

Udover nyheden om opjusteringen, meddeler Carlsberg også om forventningerne til valutaeffekt. Her forventes nu en negativ valutaeffekt på 500 mio. kr. for hele året mod en tidligere forventet negativ effekt på 425 mio. kr. 

Og så er der også en præciseringen i investeringerne. De forventes nu at lande i niveauet 4-4,5 mia. kr, hvor forventningen før lød på 4,5 mia. kr. 

Nyheden sender aktien op med 1,3 pct. 

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis