ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Efter to år med tilbagegang er dansk designkomet på rette kurs: “Folk har haft en stor villighed til at bruge mange penge på dyrere møbler og design”

Den danske designvirksomhed Gubi, der er ejet af Axcel, er efter to års tilbagegang igen på vækstsporet. Direktøren oplever, at folk under coronakrisen har øget fokus på design

Klaus Høeg-Hagensen tiltrådte som adm. direktør i Gubi i oktober 2020 efter at have været topchef i Egmont Publishing A/S. Foto: Steven Achiam
Klaus Høeg-Hagensen tiltrådte som adm. direktør i Gubi i oktober 2020 efter at have været topchef i Egmont Publishing A/S. Foto: Steven Achiam

Den danske designkomet Gubi havde gennem en lang årrække haft uafbrudt vækst. Det fik den nordiske kapitalfond Axcel til at købe virksomheden i en milliardhandel i 2018.

Men med de nye ejere fulgte også to år med tilbagegang.

Nu er Gubi dog kommet tilbage på vækstsporet med en mindre vækst og et fjerde kvartal, der blev det bedste kvartal i virksomhedens historie. Det skyldes i høj grad øget salg til private forbrugere under coronakrisen.

211

mio. kr. var Gubis omsætning i sidste halvår af 2020

“Forbrugerne globalt fokuserer rigtig meget på deres hjem og på design, hvilket naturligvis også gavner os. Vi er dog samtidig udfordret af, at Gubi har haft en stærk position inden for kontraktmarkedet på især hotel og restaurant,” siger Gubis adm. direktør, Klaus Høeg-Hagensen, der tiltrådte hos designvirksomheden i oktober 2020.

Samlet vokser Gubi med 6 pct. i omsætning i regnskabsåret 2020. Regnskabet er kendetegnet ved, at det kun dækker over de sidste seks måneder af 2020, da Gubi ønsker at omlægge deres regnskabsperiode fra at være forskudt til at følge kalenderåret.

Det nye regnskab viser en omsætning for sidste halvår af 2020 på 211 mio. kr. mod 367 mio. kr. på 12 måneder i 2019/20. Driftsresultatet (ebitda) er på 65 mio. kr. for seks måneder sammenlignet med 110 mio. kr. de forudgående 12 måneder.

På rette kurs igen

Gubi designer møbler, belysning og interiør, der produceres i udlandet, og er bl.a. kendt for Bestlite-lampen, Henning Larsens Y-bord og Beetle-stolen.

Virksomheden blev stiftet i 1967 af Lisbeth og Bjarke “Gubi” Olsen, hvorefter deres to sønner, Sebastian og Jacob G. Olsen, overtog virksomheden omkring årtusindskiftet.

Ifølge Berlingskehavde de to brødre dog svært ved at enes i samarbejdet, der ophørte i 2015, da Jacob G. Olsen købte sin lillebror ud af Gubi for 123 mio. kr. Kort efter solgte han Gubi til kapitalfonden Axcel i en handel til 1,5 mia. kr.

Mange års uafbrudt vækst blev erstattet af to år med tilbagegang for Gubi med Axcel som ny ejer. Ifølge Klaus Høeg-Hagensen skyldtes det bl.a., at man har investeret.

“Der er blevet investeret massivt i organisationen for at styrke virksomheden, som er blevet meget større på kort tid. For at kunne blive ved med at vokse i det tempo var der også en opgave i at få styrket organisationen og strukturen. Og det er vi kommet rigtig langt med,” siger Klaus Høeg-Hagensen.

Han forventer, at Gubi kan levere tocifret vækst for hele det indeværende regnskabsår.

“Uanset hvordan andet halvår udvikler sig, så regner vi med mellem 15-20 pct. vækst på toplinjen. Det samme på bundlinjen,” siger Klaus Høeg-Hagensen.

Ikke de eneste

Direktøren peger på, at Gubi langt fra er den eneste danske designvirksomhed, der har vist gode takter i coronaåret 2020.

At fokusere indad i hjemmet er en trend, som jeg tror er både global og længerevarende

Klaus Høeg-Hagensen, adm. direktør, Gubi

“Vi kan også se på vores danske kollegaer i branchen, at vi alle har en ret positiv udvikling. Folk har haft en stor villighed til at bruge mange penge på dyrere møbler og design,” siger Klaus Høeg-Hagensen.

Og selvom vaccinerne udrulles, og coronakrisen snart kan være ovre, så tror direktøren for Gubi, at der er nogle vedvarende effekter.

“At fokusere indad i hjemmet er en trend, som jeg tror er både global og længerevarende. Vi ønsker at omgive os langt mere med kvalitet og design. Samtidig sker der det, at salget af huse og lejligheder – også globalt – er ekstremt højt. Der er rigtig mange, der skifter bolig. Og det gavner jo ikke bare vores industri, men også byggemarkeder, malerforretninger osv.,” siger Klaus Høeg-Hagensen.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis