ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Efter fødevarefusk og kundeflugt: Kuratorer forsøger at sælge konkursramte Domino's

En uge efter at Domino’s Pizza lukkede sine restauranter i Danmark, kan de danske rester af den amerikanske fastfoodkæde nu være på vej til at komme på nye hænder.

Det oplyser Morten Hans Jakobsen, partner hos advokatfirmaet Gorrissen Federspiel, der er udpeget som en af i alt to kuratorer, der skal forsøge at skrabe penge sammen, efter at konkursen har efterladt en “større milliongæld” hos pizzakædens kreditorer.

“Vi arbejder på et salg, og vi har identificeret en stribe interesserede. Vi har nogle stykker, der har erklæret interesse, og så har vi nogle, som kan være interesserede,” siger Morten Hans Jakobsen, der dog af hensyn til de igangværende forhandlinger ikke vil løfte sløret for, hvem de potentielle købere er.

Ifølge kuratoren er der siden konkursbegæringen den 2. marts blevet arbejdet på højtryk med at finde interesserede købere, der vil overtage driften af kædens tilbageværende 22 restauranter landet over.

“Vi er i den indledende fase, men et potentielt salg skal gå stærkt. Hele idéen er, at det skal gå stærkt, fordi lige nu er medarbejderne suspenderet, men ikke opsagt, så vi har meget kort tid til at få det på plads,” siger Morten Hans Jakobsen.

Kuratorerne er i øjeblikket ved at danne sig et overblik over konkursboet og kravene imod kæden, og derfor er der både et samlet salg af hele den danske del af kæden og et salg af enkelte restauranter på tegnebrættet, forklarer Morten Hans Jakobsen.

Særligt tre potentielle købere er realistiske, mener han.

“Vi har nogle interesserede købere til en større del af driften. Der er nogle af restauranterne, som har været decideret katastrofale, så det er ikke sikkert, at en ny ejer vil fortsætte dem. Men der er også nogle gode, sunde restauranter, så nu skal vi finde den bedste måde at sælge på, hvis vi overhovedet kan sælge,” siger han.

Dårlig hygiejne gav dødsstødet

Den danske del af Domino’s Pizza, der stammer fra USA, blev i efteråret 2018 ramt af kritisk medieomtale. Det skete, efter at TV2-programmet Operation X afslørede, hvordan en række af Domino’s restauranter havde omfattende problemer med hygiejnen og i flere tilfælde havde fusket med datomærkninger.

Det fik efterfølgende flere restauranter til at gennemføre et formelt ejerskifte, som ifølge B.T. betød, at restauranterne ikke længere behøvede at fremvise sure smileys fra tidligere fødevarekontroller til kunderne.

Hans Barslund, der er bestyrelsesmedlem i den danske del af kæden og tidligere finansdirektør i Boconcept, forklarede efter konkursbegæringen til Børsen, at afsløringerne om dårlig hygiejne og fusk med datomærker på kød og andet pizzafyld, der var for gammelt, har været med til at give kæden det endelige dødsstød. 

“Det er jo det, der i sidste ende har fjernet forretningsgrundlaget. Men jeg har ikke mere at sige,” sagde han.

Den samme vurdering lyder fra kurator Morten Hans Jakobsen.

“Der er ingen tvivl om, at det har påvirket omsætningen. Det er der slet ingen tvivl om. Men lige nu skal vi bare sørge for at få reddet så mange værdier som muligt, så vi kan få det solgt videre, og derfor har vi ikke været inde i en analyse af, hvad der gik galt,” siger han.

Salg skal gå stærkt

Kuratorerne anslår, at omkring 4-500 medarbejdere er blevet påvirket af konkursen. Ifølge Morten Hans Jakobsen har en stor del af medarbejderne været timeansatte, og derfor er det ikke muligt at fastslå det præcise antal af medarbejdere.

Den igangværende konkurs betyder dog, at kuratorerne skal finde en afklaring på, om medarbejderne kan flyttes over til en ny arbejdsgiver, eller om de skal afskediges, højst 14 dage efter, at Domino’s Pizza begærede sig selv konkurs.

Den danske del af kæden, der i dag består af selskaber med navne som “Selskabet 1 af 2. marts 2019” og “Selskabet 2 af 2. marts 2019”, kom til Danmark i 1997. I 2011 købte den svenske investor GustaveGeisendorf selskabet, og to år senere trådte også Just Eat-millionæren Jesper Buch ind i selskabet.

Børsen har gentagne gange uden held forsøgt at få en kommentar fra Jesper Buch og adm. direktør i selskabet bag Domino's Pizza, The Scandinavian Pizza Company, Carsten Kjems Falk. 

tobo@borsen.dk

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis